Oscar kombinerer størrelser som popularitet, bevågenhed, kritikeranerkendelse, imagepleje, markedsføring og ikonografi på en måde, der meget godt indfanger, hvad en filmstjerne er.
Men hvordan måler man, hvem der er de 10 største nulevende stjerner i Hollywood? Oscar-akademiets nomineringer og statuetter gennem årene giver os faktisk mulighed for at gå numerisk til værks i udformningen af en kanon.
Vi har derfor lavet et pointsystem for at slå konklusionerne målbart fast. Ganske enkelt handler det om at få flest point – ud fra en skala, vi har fastsat som følger:
Nominering for birolle (NB): 1,5 point.
Nominering for hovedrolle (NH): 2,5 point.
En birolle-Oscar (BB): 3 point (i tilgift til de 1,5 for nomineringen, dvs. i alt 4,5 point),
En hovedrolle-Oscar (BH): 4,5 point (i tilgift til de 2,5 for nomineringen, dvs. i alt 7 point).
Resultatet er et meget tæt opløb, hvor store personligheder som Helen Mirren, Hilary Swank, Diane Keaton, Julie Christie, Sally Field, Shirley MacLaine, Susan Sarandon, Ellen Burstyn, Faye Dunaway, Vanessa Redgrave og Julianne Moore alle har få point op til 10. pladsen, men altså ikke klarede skærene. Så hård er konkurrencen!
For Jodie Foster er det værre endnu: Hun må lide den tort at blive derangeret af – og overgive sin dyrebare 10. plads til – Frances McDormand.
Men ikke mere snak.
Her er den nyligt opdaterede – men vanligt eksklusive! – top 10:
10. Frances McDormand: 18,5 point
Nomineringer: Mississippi Burning (1988), Fargo (1996), Almost Famous (2000), North Country (2005), Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (2017)
Kommentar:
Jeg skal melde blankt ud, at jeg ikke er fan af ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, som jeg mener har en ret fremragende præmis og ide (den der fremgår af titlen, godt og vel), som mudrer til i usandsynlige optrin, endimensionelle karaktertegninger og et manuskript, der dårligt hænger sammen i sin forhippelse på at levere potente oneliners, samtidig med at det behandler sjælesorg af den virkelig alvorlige slags.
Jeg vil gerne medgive, at McDormand leverer varen med overbevisning, og hun er perfekt castet, men jeg kan altså ikke få mig selv til at elske Mildred Hayes. Sorry.
Til gengæld har jeg store forventninger til McDormand fremover. Jeg tror, der venter mange gode roller på hende, nu hvor hun er trådt ind i 60’erne og kan begynde at tage nogle af de roller, som triumviratet Dench, Mirren og Streep er ved at blive for gamle til. Spørgsmålet er, om hun er interesseret i at gribe den chance, eller om hun hellere vil spille teater eller bare nyde livet uden for rampelyset. Men ved aldrig rigtig med Fran (som hun kaldes blandt venner og kolleger), og det er sådan set noget af det skønne ved hende.
Jeg havde nok ikke nomineret McDormand for ’North Country’, en slags 2005-opdatering af Sally Field-dramaet ’Norma Rae’, men ellers synes jeg, McDormands nomineringer er velfortjente. Hun var decideret brandvarm i starten af 00’erne, hvor hun – udover nomineringen for sin ret vidunderlige blink-and-you-will-miss-her-birolle/cameo som vor unge helts mor i ’Almost Famous’ – også var i spil til nomineringer for både ’Wonder Boys’ (2000) og ’Laurel Canyon’ (2002).
Nå ja, ’Fargo’! Hvad er der mere at sige? Det er en af de mest velanbragte Oscarstatuetter i en hvilken som helst kategori i nyere tid (nej, stryg det: i Oscarhistorien!).
9. Maggie Smith: 19 point
Nomineringer: Othello (1965), The Prime of Miss Jean Brodie (1969), Travels with My Aunt (1972), California Suite (1978), A Room with a View (1986), Gosford Park (2001)
Kommentar:
Maggie Smith er britisk skuespils grand old dame, der især i sin alderdom har benyttet sig af nogle helt faste signaturer i forhold til betoning og ansigtsmimik. Det har medført en voldsom eksponering i typecastede roller som koket snerpede, men spydigt slagkraftige excentrikere, der nok ved hvordan de skal spille med mennesker, som var de brikker i et spil. Kimen til ’Downton Abbey’ ligger således i hendes seneste Oscar-nominerede rolle i Robert Altmans upstairs/downstairs-whodunnit ’Gosford Park’.
Det særligt britisk klassebevidste ved hendes kvindetyper var også fremtrædende i hendes midtlivsroller. Den sylespidse mund, de lynende øjne og den affekterede diktion ses i hendes tidlige glansroller. Hun har altid befundet sig på grænsen til det selvbevidste og affekterede.
Hendes to Oscar-vindende roller fandt sted i to ikke uforglemmelige film. Men Smith er det bedste ved dem begge. ’The Prime of Miss Jean Brodie’ må dog have fremstået som en antikveret film allerede i 1969 – det var en af de sidste gange, den type film gjorde sig, inden de friske vinde fra New Hollywood tog endegyldigt over. Eller sagt med lidt andre ord: Havde filmen været lavet bare få år senere, havde Smiths over-the-top-præstation ikke vundet.
8. Judi Dench: 19 point
Nomineringer: Mrs. Brown (1997), Shakespeare in Love (1998), Chocolat (2000), Iris (2001), Mrs. Henderson Presents (2005), Notes on a Scandal (2006), Philomena (2013)
Kommentar:
Det, der adskiller Judi Dench fra hendes omtrent jævnaldrende kolleger, er, at hun trods hele syv karrierenomineringer, modtog sin første så sent som i 1997. I filmmæssig forstand kan man virkelig tale om en late bloomer.
Dench skulle aldrig have vundet for sin knapt otte minutter korte – og forholdsvis enstrengede – cameo i ’Shakespeare in Love’. Til gengæld kan man med nogen ret mene, at hun blev snydt for en hovedrolle-Oscar for ’Notes on a Scandal’ i 2006 (men det år var Helen Mirren urørlig i alle prisgrupperingers øjne for ’The Queen’) og i mindre grad for ’Iris’ (i mindre grad, fordi Sissy Spacek burde have vundet det år for ’In the Bedroom’).
Og skal vi så ikke bare lade være med at sige noget om hendes nominering for ’Chocolat’…?
Hendes seneste nominering for ’Philomena’ fra 2013 kan sagtens forsvares, selvom manuskriptet synes strikket sammen med det ene formål at sikre hende en Oscar-nominering. Det lykkedes, så a job well done!
7. Kate Winslet: 19 point
Nomineringer: Sense and Sensibility (1996), Titanic (1998), Iris (2001), Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2005), Little Children (2006), The Reader (2008), Jobs (2015)
Kommentar:
Winslet er bedårende i stort set alt, hun lavede op til omkring 2007-08, hvorefter hendes form (og rollevalg) har været af vigende kvalitet. Hendes Oscarvindende præstation i ’The Reader’ er langt fra hendes bedste, men det er også svært at forvandle en rolle om en grusom fangevogter/nazist/øm elskerinde til andet og mere end Oscar bait, især når det foregår inden for rammerne af en klæg Stephen Daldry-film.
Jeg bryder mig hverken om forstadsdystopien ’Little Children’ eller ’Jobs’, men Winslets fire øvrige nomineringer er berettigede, og hun kunne snildt have vundet allerede i første hug, da hun som bare 20-årig med de saftigste røde kinder set på denne side af et, nå ja, ægte fuldmodent æble, brillerede i Ang Lees imponerende lydhøre Austen-filmatisering ’Sense and Sensibility’.
6. Sissy Spacek: 19,5 point
Nomineringer: Carrie (1976), Coal Miner’s Daughter (1980), Missing (1982), The River (1984), Crimes of the Heart (1986), In the Bedroom (2001)
Kommentar:
Sissy Spacek er en fantastisk skuespillerinde, en af de bedste, vi har. Derfor er det en skam, at hun ligesom stort set alle andre jævnaldrende (amerikanske) kolleger ikke længere bliver tilbudt gode, alderssvarende roller. Hun vandt for sit Loretta Lynn-portræt i ’Coal Miner’s Daughter’, hvilket var fortjent, især med tanke på, at hun ikke fik én for ’Carrie’ fire år tidligere. At hun som 30-årig skulle spille en i filmens begyndelse 13-årig pige, nå ja… Gabrielle Carteris skulle jo også forestille at være teenageren Andrea Zuckerman i ’Beverly Hills 90210’, ikke sandt?
Det var decideret skammeligt, at hun ikke vandt i 2001 for det knugende sorg- og selvtægtsdrama ’In the Bedroom’, men der gik politik og skønhedskonkurrence i den, så derfor vandt Halle Berry (’Monster’s Ball’). Kontrasten mellem Berrys hysteriske lidelsesudbrud og Spaceks kontrollerede, indadvendte sorg er slående. Hvor Berrys karakter er svær at relatere sig til i sin meget udvendige sorgproces, giver Spacek sorgen et helt andet, mere stumt, reflekteret, dybdeborende og – kort sagt – menneskeligt ansigt.
5. Olivia de Havilland: 20,5 point
Nomineringer: Gone with the Wind (1940), Hold Back the Dawn (1942), To Each His Own (1947), The Snake Pit (1949), The Heiress (1950)
Kommentar:
Den nu 101-årige de Havilland (!) er næsten lige så kendt for sit rivende rivalindeskab med søsteren Joan Fontaine (der også vandt en Oscar, for Hitchcocks ’Suspicion’ fra 1941) end for hendes arbejde foran kameraet. De hadede hinanden for et godt ord og undgik behændigt at lykønske hinanden, når de hver især gik forbi den anden på vej op til Oscarpodiet (hvilket jo altså skete tre gange i alt).
Fontaine døde i 2013, og det lykkedes i det mindste de Havilland at udtrykke sorg over tabet af en søster, hun ellers ikke havde talt med i 40 år…
Nå, men lad os se ud over sladderen: De Havilland er fremragende i ’The Heiress’, hvor mesterinstruktøren William Wyler gav hende frit lejde til at udfolde sig og vise hele rækkevidden af hendes talent: Frygt, håb, had, desperation og fortrydelse. Det er en af de mest fortjente hovedrollestatuetter på kvindesiden overhovedet.
4. Jessica Lange: 23 point
Nomineringer: Tootsie (1982), Frances (1982), Country (1984), Sweet Dreams (1985), Music Box (1989), Blue Sky (1994)
Kommentar:
Lange har fået et comeback i populærbevidstheden på grund af sin medvirken i tv-serien ’American Horror Story’, men ellers har det for hende som for stort set alle hendes jævnaldrende kvindelige kolleger været småt med gode roller de seneste 20 år.
Hun vandt i 1994 for den meget lidt sete ’Blue Sky’, hvilket skyldes et af de svageste felter i kategoriens historie. Så Oscaren kunne lige så godt gå til hende som til nogen anden. Hendes første Oscar for ’Tootsie’ var helt på sin plads. Hun formår på en meget overbevisende måde at vise antydningen af sorg bag sin karakters smilende facade. Hun var nomineret samme år for bedste hovedrolle for ’Frances’, men var oppe imod Meryl Streep i ’Sophie’s Choice’, så det var indlysende, at skulle hun honoreres det år, skulle det være i birollekategorien. Der er dog ingenlunde tale om en blot og bar consolation prize. Lange er genuint god i rollen.
Uden at tage noget fra hendes talent, bør det nævnes, at flere af hendes øvrige film er forglemmelige størrelser, og set i det lys er en tredjeplads på denne liste måske mere, end hendes præstationer kan bære.
3. Cate Blanchett: 23,5 point
Nomineringer: Elizabeth (1998), The Aviator (2004), Notes On a Scandal (2006), Elizabeth: The Golden Age (2007), I’m Not There (2007), Blue Jasmine (2013), Carol (2015)
Kommentar:
Blanchett vandt fuldt fortjent sin anden Oscar for Woody Allens ’Blue Jasmine’, hvor hun giver den som en moderne Blanche DuBois. Havde hun ikke vundet for den (og hele den genopvakte Woody Allen-sexskandale-ting truede med at vælte korthuset en overgang frem mod the big night), kunne hun passende have vundet for rollen som titelfiguren i Todd Haynes’ umådeligt velrealiserede Patricia Highsmith-filmatisering, ’Carol’.
Hendes første Oscar fik hun til gengæld for sin rent ud gimmickagtige Katherine Hepburn-imitation i ’The Aviator’, der er teknisk veludført, men som mangler både troværdighed og indre liv (Virginia Madsen for ’Sideways’ havde i mine øjne været et bedre valg det år).
Til gengæld blev hun snydt i 1998, da Gwyneth Paltrow vandt over hende for ’Shakespeare In Love’, og mange vil mene, at hun også blev snydt for sit Bob Dylan-portræt i Todd Haynes’ syrede portrætfilm ’I’m Not There’, men det var nok for kort tid efter hendes sejr for ’The Aviator’. Hvis hendes Dylan havde bibragt hende en Oscar frem for hendes Hepburn, havde hendes Oscarhistorik set upåklagelig ud.
Mon ikke hun vinder en tredje statuette en dag?
2. Jane Fonda: 25,5 point
Nomineringer: They Shoot Horses, Don’t They? (1969), Klute (1971), Julia (1977), Coming Home (1978), The China Syndrome (1979), On Golden Pond (1981), The Morning After (1986)
Kommentar:
Sammen med Faye Dunaway og Ellen Burstyn var Fonda med til at vise vejen for en ny generation af stærke skuespillerinder som udgjorde en form for kvindelige pendanter til 1950’ernes kuld af unge mandlige metodeskuespillere som Marlon Brando og James Dean.
Fonda er virkelig god i både ’Klute’ og ’Coming Home’, hvor hun henholdsvis spiller med rå kant og følsom sårbarhed. Jeg synes dog, hun er bedst i ’Julia’, hvor hun spiller over for en anden kvinde, Vanessa Redgrave. Det er, som om den dynamik, der er mellem de to, fik noget særligt frem i Fonda, der spiller med en fantastisk autoritet.
Desværre kunne hun ikke fastholde grebet om de gode roller, efterhånden som alderen trykkede og den naturlige skønhed blegnede. Nu om stunder har alle hendes roller mest karakter af sirligt udførte visitkort. Man tager dem høfligt til sig for hurtigt at lægge dem fra sig bagerst i skuffen.
1. Meryl Streep: 58,5 point
Nomineringer: The Deer Hunter (1978), Kramer vs. Kramer (1979), The French Lieutenant’s Woman (1981), Sophie’s Choice (1982), Silkwood (1983), Out of Africa (1985), Ironweed (1987), A Cry in the Dark (1988), Postcards from the Edge (1990), The Bridges of Madison County (1995), One True Thing (1998), Music of the Heart (1999), Adaptation (2002), The Devil Wears Prada (2006), Doubt (2008), Julie & Julia (2009), The Iron Lady (2011), August, Osage County (2013), Into the Woods (2014), Florence Foster Jenkins (2016), The Post (2017)
Kommentar:
Nomineringer, som Streep ikke skulle have haft… Hvor skal vi starte? Det er en joke, at hun blev nomineret for blodfattige film som ’One True Thing’ og ’Music of the Heart’ sidst i 90’erne, da hendes karriere ramte et all-time low. ’Out of Africa’? ’The Iron Lady’, ’Into the Woods’? Det er bare ikke min boldgade, beklager.
Streeps største problem er hendes manglende vilje til at arbejde med instruktører, der matcher hendes eget talent. På den konto kan hun siges at revanchere sig med deltagelsen i Spielbergs ’The Post’, der er hendes mest klædeligt underspillede præstation i lang tid.
Hun fortjente sin anden Oscar, i særdeleshed for scenen, hvor vi bliver klar over, hvorfor filmen hedder ’Sophie’s Choice’. Det er en manipulerende film (en Holocaust-film, der fokuserer på en polsk – frem for jødisk – lidelse, er i sig selv kontroversiel), men Streep spiller som en drøm, og hendes sproglige bemestring er med rette berømmet.
Alt i alt er tre Oscars på sin plads (jeg havde udover ’Sophie’s Choice’ nok givet hende de to andre for ’Silkwood’ og ’Adaptation’), men 21 nomineringer…? Det er mindst syv-otte for mange. Hvilket – hvis man trækker fra – stadig gør hende til den største kvindelige skuespiller, vi pt. er begavet med. Så selvom mit forhold til La Streep bærer præg af en kompliceret had-kærligheds-affære, kunne jeg ikke drømme om at sætte spørgsmålstegn ved hendes værdighed som Dronning af Hollywood.
Tallene taler deres tydelige sprog: (Langt) flere end dobbelt så mange point som nummer 2. I rest my case.
Dette er en opdateret version af en artikel publiceret i februar 2015.
Læs også: De 10 største mandlige, nulevende Oscar-skuespillere