‘Avatar: Fire & Ash’: Nu er jeg klar til at sige farvel til Pandora
FILM. Der er noget, der undrer mig ved ’Avatar’-franchisen:
Nu hvor James Cameron har brygget på sit store passionsprojekt i årtier og helt fra starten planlagde en fortælling på intet mindre end fem film … hvordan kan det så være, at de er så fyldt med uopfindsomme gentagelser?
Den længe ventede toer fra 2022, ’Avatar: The Way of Water’, bød ganske vist på et tidsspring, og kredsen af hovedpersoner blev udvidet betragteligt med Jake Sully og Neytiris (pap)børn. Men alligevel gjaldt det nogenlunde samme fortælling om en outsider(familie), der skal vinde et fremmed folks tillid og lede dem i kamp mod de ressourcehungrende mennesker fra oven.
Den største tilføjelse var vel egentlig det titulære naturelement, vand, som da også var en fryd at opleve gennem de farvestrålende, computeranimerede billeder. Filmens største tiltrækningskraft kom ikke af konflikten mellem forskellige livsformer, men snarere den nysgerrige udforskning af vandfolket Metkayina og havdyrenes kultur.
Tre år senere får vi nu tredje kapitel, ’Avatar: Fire and Ash’, som foregår i direkte forlængelse af ’The Way of Water’. Denne gang stifter vi bekendtskab med et nyt element i form af Askefolket – en vilter na’vi-klan, som beboer en vulkan på Pandora og har lært at tæmme ildens kræfter.
Ligesom i forgængeren er dette nye folk med alle deres ritualer og særpræg det mest spændende aspekt ved filmen. Særligt klanlederen Varang (Oona Chaplin) er en magnetisk kraft, når hun råber »jeg er ilden!« og vitterligt sætter ild til sine undersåtter i ren kamikaze-kamp. Første gang Jake Sully og familien møder Askefolket, bliver man faktisk skræmt over den krigeriske energi.
Ellers er rigtigt meget ved det gamle i tredje omgang ’Avatar’. Jake Sully forsøger stadig at holde sammen på sine efterkommere, men er for brysk og kontrollerende til at trænge igennem, særligt til sin søn Lo’ak.
De menneskelige kolonister driver fortsat altødelæggende rovdrift på tulkin-hvalerne for at udvinde stoffet Amrita. Og skurken Oberst Quaritch, som simpelthen bare nægter at dø, fører an i den klonede na’vi-krop, hans bevidsthed blev overført til i sidste film. Han er både ude efter hævn mod forræderen Sully og et nyt forsøg på genforening med sin biologiske søn, Spider.
Netop Spider, den Tarzan-lignende menneskedreng blandt na’vierne, får en tiltagende større rolle i den nye film. Derfor er det ærgerligt, at han stadig ikke er en særligt spændende karakter. Jack Champion spiller den energiske teenager så fladt og anonymt, at man bare ikke kan heppe på ham, trods hans heroiske intentioner.
Cameron og medforfatterne Rick Jaffa og Amanda Silver hjælper dog heller ikke deres skuespiller på manuskriptfronten. Elegant dialog har ganske vist aldrig været den storladne Hollywood-instruktørs styrke, men behøvede Spider virkelig sige replikker som »that’s right, buttholes!« midt i kampens hede?
Menneskesønnen er dog et effektivt værktøj til at vække modsatrettede følelser på begge sider af krigen, nemlig hos hans biologiske far (Quaritsch) og hans plejeforældre (Jake og Neytiri). Førstnævnte bliver en tiltagende blødsøden skurk i sin søns nærvær, mens na’vi-parret er uenige om den bleghudede drengs plads i familien.
Jake Sullys til tider smågiftige adfærd som patriark, der blev udforsket i ’The Way of Water’, kommer under yderligere pres i ’Fire and Ash’. »Det her er en familie, ikke et demokrati!«, lyder det blandt andet fra den desperate faderfigur, som undervejs kommer ud på et hidtil udset, mørkt overdrev som beskytter.
Desværre er den dystre detour alt for hurtigt afværget og glemt igen. Det havde ellers været interessant, hvis Cameron havde turdet smide bomben og slynge karaktererne et nyt sted hen.
De bliver til gengæld kastet ud i en række tempofyldte og velkoreograferede actionscener. Dem har Cameron bestemt stadig styr på. Især når de foregår højt oppe i luften og under vand er kampene mellem na’vier, mennesker, flyveøgler og havdyr visuelt imponerende og engagerende. Også selvom nogle af dem minder ret meget om scenarier fra de to forgængere.
Cameron har tidligere afsløret, at han har planer om at flytte fortællingen til Jorden i femte ’Avatar’-kapitel, hvis der altså bliver givet grønt lys til de næste to film. Sådan et besøg kunne måske godt ruske op i franchisen og mindske repetitionen lidt.
Men jeg krydser egentlig fingre for, at Cameron fokuserer fuldt ud på sine andre filmprojekter i stedet for at give os endnu mere ’Avatar’.
Nu er jeg i hvert fald klar til at sige farvel til Pandora.
Kort sagt:
Selvom actionscenerne stadig er velkomponerede og tempofyldte i tredje kapitel, er James Camerons sci-fi-passionsprojekt begyndt at blive lovligt gentagende. Man savner, at han for alvor tager fortællingen om Pandora i en ny og overraskende retning.