‘Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D)’: Billie Eilish og James Cameron leverer en spektakulær og ambivalent koncertfilm-oplevelse
KONCERTFILM. For lidt over et år siden spillede Billie Eilish i Royal Arena i København, og jeg var desværre ikke med.
Flere beskrev det som en af deres livs største og bedste koncertoplevelser – rig på uforglemmelige øjeblikke, som Soundvenues anmelder Rasmus Weirup skrev.
Nu kan vi udenforstående i stedet opleve Billie Eilish’ ‘Hit Me Soft and Hard’-turné “live” i biografen i 3D, hvor man på sin vis kommer endnu tættere på stjernen, hendes musik, de lamslåede og grædende fans, men alligevel per definition slet ikke er i nærheden af den ægte vare.
Ingen ringere end James Cameron har instrueret, og selvom koncertfilmene bliver flere og flere i biograferne, og makkerparret til sammen kan prale af hele fem Oscar-priser såvel som rekordindtægter, er det stadigvæk en syret kombi.
Da jeg først så dem sammen i filmens trailer, var det lidt, som om de var blevet splejset sammen med AI.
Foreningen af Eilish, der i en alder af 24 år har defineret popmusikken i et årti, og 71-årige James Cameron, der i dette kapitel af sin karriere mest er kendt for at være den eneste instruktør, der mente det alvorligt med 3D og bliver ved med at lave ‘Avatar’-film for at bevise det.
Dog bedriver duoen en koncertfilm, hvor Camerons overlegne tekniske snilde bliver brugt til noget helt andet end ‘Avatar’s blå pool noodle spectacular for i stedet at understøtte og videreføre Billie Eilish’ unikke måde at gøre overdådige stadionkoncerter med 20.000 publikummer til personlige og intime rum.
Det er et overraskende harmonisk venskab mellem boomer og gen z.
De mødes først i et vidunderligt akavet kram, hvor Cameron har kameraet over skulderen. Han understreger, at hun er den primære skaber af filmen. De bliver enige om, at den bærende idé er »den bedste form for overstimulering af sanserne«.
Vi kommer da også med Billie helt ind i den instrumentkasse, der bringer hende til scenen, og oplever suset, når hun pludselig er midtpunktet for fanhorder, hvis skrig jeg kun kan forestille mig er nedtonet betragteligt i biografvarianten.
Eilish er med undtagelse af et diskret band og et par korsangere en enmandshær på den store sorte scene, hvor hendes mange generationsdefinerende hits belyses i farver, som hun selv har bestemt.
Hun er på egen hånd for første gang uden Finneas, men udover at sende blomster og støtte dukker han også op i levende live som tilbagelænet akkompagnement på ikke mindst søskendehymnen ‘Birds of a Feather’ til sidst.
Den rørende støtteerklæring fra »Pinch«, fremvisningen af rifter fra glubske fans og kæledyrsterapi i Billie Elish’ »puppy room« backstage, bliver fremvist i korte interviewklip med James Cameron selv, der sniger sig ind mellem hitparaden.
Små glimt, der hverken afmaskerer eller redefinerer Eilish-portrættet, men komplimenterer billedet af menneske og kunstner. Som vi får lov at se både på, under, over og bag scenen.
Instruktøren sidder eksempelvis ved siden af, mens hun lægger sin egen scenemakeup, og lytter interesseret, da hun forklarer sin teknik til at lægge eyeliner. Én af mange uvirkelige oplevelser ved at være Billie Eilish.
‘Hit Me Soft and Hard’-filmen er fanservice på flere måder.
Vi får både ubesværet adgang til koncertoplevelsen – trancerne i ‘Bury a Friend’ og ‘Bad Guy’, den stønnende fest til Charli XCX-featuren ‘Guess’ og kuldegysningerne i ‘Barbie’-soundtracket ‘What Was I Made For?’.
Men næsten lige så ofte, som Eilish fylder skærmen, er vi oppe i ansigterne på bandanaklædte fans med våde øjne og aldrig stillestående læber, hvis indlevelse i sig selv er rørende at se.
Forholdet mellem stjerne og fan er ikke altid interessant at høre om, så derfor er det stærkere bare at få lov til at dvæle ved en åben mund. Det tager af og til for meget plads, måske især fordi den ekstreme fankærlighed omkring Eilish heller ikke ligefrem er underbelyst, men det er også en vigtig anerkendelse af, at ingen af dem kan undvære hinanden.
Det er dog også i de voldsomme følelsesudladninger, at man bliver bizart bevidst om, at man ikke er en del af den stortudende flok, men i mit tilfælde en mutters luksussædetilbagelænet betragterpølse iført grimme 3D-briller i mørket, der sad og vippede lidt til ‘Guess’.
Ualmindelige biografomstændigheder (morgenvisninger i tomme sale) er et vilkår ved at være anmelder, man må sætte sig udover, men alt det åbenlyst ægte og nærværende, der opstod omkring Eilish på scenen havde en lidt omvendt ‘Black Mirror’-forstyrrende effekt af at få indsprøjtet nogle andres oplevelse og følelser i stedet for selv at have dem.
Koncertfilmene baseret på stjernernes gigantiske arenaturnéer lader biograferne få en uundværlig del af en astronomisk koncertøkonomi, og det er der ikke nødvendigvis noget galt i.
Er det ligefrem demokratisk, at flere fans kan få adgangt til et rum, der ikke er tilgængeligt for alle, om det skyldes fysiske eller økonomiske omstændigheder?
Forevigelsen af en koncertrække med billetsalg på over 1,3 milliarder kroner er helt sikkert profitmaksimering (selvom Eilish er imod milliardærer), men derfor kan det også sagtens være mere. Spørgsmålet er bare hvor meget.
Der er masser af eksempler på, hvordan koncertfilm kan skabe anderledes biografrum og fællesskaber fra Talking Heads legendariske ‘Stop Making Sense’ til Taylor Swifts ‘Eras Tour’-film og The Minds of 99’s koncert i Parken.
Selvom Eilish’ univers rummer en helt anden dysterhed end eksempelvis Swifts, håber jeg, det også finder sin egen form foran biografens fans. Det bliver dog nok især for dem, der fravælger 3D-faktoren. For selvom det livagtiggør hele oplevelsen, rummer effekten også en helt grundlæggende virkelighedsflugt.
Der er og bliver noget ved brilleelementet, der ikke får én til at rejse sig op og danse eller more sig med sidemakkeren. Når der pludselig flyver hænder op foran én, bliver det kikset, ligesom havet af telefoner mest hører til det, man godt gad slippe for som ikke-irl.
Det er til gengæld perfekt, hvis man bare gerne vil føle sig så tæt på Billie Eilish som muligt, og det er i sig selv også spektakulært. Det næstbedste efter selv at have været der.
Kort sagt:
Filmversionen af Billie Eilish’ ‘Soft and Hard’-turné leverer en vild og vildt ambivalent forening af film- og koncertmagi.