KOMMENTAR. »Det har ingen gjort før«, siger Niels Brandt i starten af den nye koncertfilm ’The Minds of 99: Tre døgn i Parken’.
Forsangeren taler om den bedrift, som filmens undertitel refererer til.
I juni 2024 spillede The Minds of 99 tre udsolgte koncerter i streg på Danmarks nationalstadion. 150.000 publikummer kiggede forbi Parken, 10 år efter bandets debutalbum skød en imponerende musikkarriere i gang for de fem medlemmer.
Niels Brandts indledende udtalelse er symptomatisk for det danske rockbands iver efter at skubbe til grænserne for deres egen storhed – særligt til deres velbesøgte koncerter, hvor publikum skråler med på hvert et ord.
Den nye biograffilm dokumenterer netop storheden, grænsende til gudsdyrkelse, som bandets tre koncerter cementerede.
Publikumsjublen smælder skarpt i ørerne fra første sekund, Niels Brandt træder ind på scenen med sin guitar for at spille ’Hurtige hænder’.
Senere flekser han sine biceps, mens flammekastere skyder ild ud under taget på den overdækkede arena. Og som prikken over i’et ser vi ham mod slut svæve højt oppe over menneskeskaren på en røgspyende platform, som var han en engel på en sky.
Her får han i øvrigt selskab af Tim Christensen, der spiller ’Silverflame’-guitartonerne og giver faklen videre til sine rockkollegaer. »Jeg skrev stil om dig i 8. klasse«, siger Brandt til sit forbillede. »Jeg fik 8«.
Dokumentaren kommer imidlertid også med et andet ærinde end den rendyrkede magtdemonstration.
For instruktør Martin Werner har i sinde at vise hovedpersonernes sårbarhed og menneskelighed. Komme under huden på dem. Det gør han gennem en række ærlige interviewbidder og upolerede backstage-optagelser før, under og efter de tre koncerter.
»Vi har set filmen, og først var det lidt hårdt, da den er MEGET ærlig, men vi kan godt lide den«, udtalte The Minds of 99 i en pressemeddelelse før premieren. »Der er noget på spil – det er ikke en gratis omgang, for vi er meget åbne. Det kilder, og det kan vi godt lide«.
Hvem lukkede kulturministeren ind?
Hvis man forventer decideret chokerende afsløringer i den nye dokumentar, bliver man muligvis skuffet. Det er ikke ligefrem, fordi man efter mødet med ’Tre døgn i Parken’ ser bandet i et helt andet lys.
Der er dog to uflatterende scener i filmen.
Den ene kommer helt i starten, hvor bandet forbereder sig til koncerterne. I en kort optagelse fra øvelokalet flegner Niels Brandt pludselig, fordi en lydtekniker laver en irriterende fejl og forsøger at undskylde for det.
»Hold nu kæft, mand! Du er Danmarks bedste lydtekniker, og så kan du ikke engang slukke et fucking klaver?«, råber forsangeren arrigt, hvorefter synth- og keyboardspiller Jacob Bech spørger, om han har brug for en lille pause. Det siger Brandt nej til.
Bagefter klipper filmen til interviews, hvor medlemmerne forklarer til kameraet, at bølgerne godt kan gå højt, fordi der er så meget mentalt pres på dem op til store koncerter. »Det er en del af arbejdet«, lyder det, og konflikten synes da også at blive hurtigt glemt igen.
En anden uenighed får mere opmærksomhed senere i filmen – i optagelser, som man godt kunne forestille sig, at labelfolk og pr-personer normalt gerne havde set klippet ud.
Efter koncert nummer to dukker kulturminister Jakob Engel-Schmidt op i backstagelokalet i selskab med repræsentanter fra Dansk Erhverv. De vil hjertens gerne snakke og tage billeder med bandet, hvilket særligt Niels Brandt overhovedet ikke er fan af.
Hvem har lukket dem ind uden hans accept? Bandet må holde mini-krisemøde med manageren Ole Nørup for at finde ud af, hvordan det kunne ske.
»Jeg har ikke noget imod ham som person«, understreger forsangeren, der er tydeligt irriteret over de ubudne gæster – og ikke giver meget for managerens begrundelse om forhåbentlig at kunne få politisk indflydelse til glæde for musikbranchen.
Først efter fælles bruse- og isbad har irritationen endegyldigt lagt sig, og bandet er klar til tredje og sidste show i rækken.
Fysiske og mentale kvaler
Undervejs i koncertfilmen fortæller bandmedlemmerne i siddende eller liggende position – nærmest som på en psykologbriks – instruktøren om deres tanker og følelser. De ser frem mod koncerterne, men mindst lige så meget tilbage i tiden, og udtalelserne går meget på de udfordringer, de er overkommet enkeltvis og sammen frem til i dag.
I et mindre kapitel fortæller trommeslager Louis Clausen om den tinnitusdiagnose, der holdt ham væk fra musikken i et år, inden han gjorde comeback til Parken-koncerterne, denne gang iført høreværn.
Instruktør Martin Werner udfolder musikerens oplevelser billedpoetisk. I én længere indstilling zoomer kameraet langsomt ind på Clausens ene øre, hvor en synlig blodåre ved tindingen banker i takt til et trommestykke på lydsiden. Kort efter klippes der til en optagelse, hvor trommeslageren står på en strand og skuer ud over vandet.
Et andet, mere tilbagevendende emne er kampen mod angst og depression, som Niels Brandt også tidligere har delt med omverdenen.
»Min krop troede, den var i krig. Det stak helt af for mig«, siger han om en seksårig periode op til Parken-hattricket, hvor han led af en depression, som han først nu har fået has på. »Min krop sagde: ’Det her skal du få styr på, for ellers kan du ikke komme derop’«.
Det er en smule ærgerligt, at man ikke har fulgt bandet i længere tid end dagene omkring koncerterne. For det ville utvivlsomt være endnu stærkere, hvis kameraet var med hovedpersonerne gennem disse svære kampe, så vi kunne bevidne oplevelserne i realtid i stedet for kun at høre om dem bagefter.
Man mærker dog, at medlemmerne og manageren formår at gribe hinanden, når de går igennem svære tider.
»Det er et stort øjeblik i vores karriere, men vi skal have mange store øjeblikke sammen«, siger bassist Asger Wissing, da snakken falder på, at holdet var klar til at aflyse Parken-koncerterne, trods et stort tab af egne penge, for at hjælpe Niels Brandt ud af depressionen.
Der hersker ikke nogen tvivl om, at det er krævende for krop og sind at være rockstjerne. Men det virker til, at folkene omkring The Minds of 99 har en anden holdning til mentalt helbred og koncertaflysninger end andre steder i musikbranchen – som man for eksempel så det med afdøde Avicii, der blev presset af sit bagland til at spille opslidende koncerter.
Kontrasternes arena
Undervejs i ’Tre døgn i Parken’ står bandets iboende kontraster – parallelløbet mellem det storladne og det sårbare – frem som en oplagt begrundelse for deres store succes.
»Hvis ikke man har sin skrøbelighed og sin menneskelighed med på scenen, så kan publikum mærke det. Det bliver for stift«, siger Jacob Bech for eksempel.
»En kunstners opgave er at være ærlig og sandfærdig over for sig selv«, tilføjer Niels Brandt senere.
Selvom The Minds of 99 er selvsikre og til tider flirter med storhedsvanviddet, giver de også noget af sig selv. De tør godt være fejlbarlige og usikre og udvise rene følelser, både i deres liveshows og sangtekster.
Tekster, der bearbejder sorg og svære følelser. I et kort klip med gæstestjernen Sivas og produceren Reza fortæller sidstnævnte for eksempel, at han ikke lyttede til andet end The Minds of 99, særligt ’Som fluer’, i perioden efter at have mistet en nær ven til selvmord.
Tekster, som vækker genklang i så mange lyttere, at det allerede er blevet en kliché at spille ’Hurtige hænder’ til sit bryllup.
Tekster, som får en ekstra emotionel og kollektiv dimension, når et fyldt Parken bakker op om Niels Brandt og resten af bandet med bragende fællessang.
’The Minds of 99: Tre døgn i Parken’ kan ses i biograferne.