KOMMENTAR. Selvom musikken lever videre, vil det tragiske selvmord nok altid overskygge alt andet i historien om Avicii.
Den svenske dj og musiker bragede som bekendt frem i 10’erne med hits som ’Levels’, ’Wake Me Up’ og Coldplays ’A Sky Full of Stars’, inden han i 2016 trak sig ud af rampelyset og gik på pension som liveartist.
To år senere, midtvejs i arbejdet på sit tredje album, blev han fundet livløs på et hotelværelse i Oman.
Hans 28 år korte liv bliver nu genfortalt i dokumentarfilmen ’Avicii – I’m Tim’, der landede på Netflix i sidste uge. Som titlen indikerer, har instruktør Henrik Burman – i tæt samarbejde med Aviciis familie – i sinde at komme tæt ind på livet af den unge musikstjerne med det borgerlige navn Tim Bergling.
Det gør han gennem nye interviews med Tims forældre, venner og samarbejdspartnere, herunder Chris Martin, David Guetta, Aloe Blacc og Nile Rodgers.
Disse interviews er drysset ud over en stor mængde arkivoptagelser med Avicii – fra fødslen og opvæksten i Stockholm til den spirende dj-karriere, de hektiske år som evigt turnerende superstjerne og den sidste tid i frivilligt eksil.
Det skal dog nævnes, at man allerede kunne se en del disse optagelser i den efterhånden syv år gamle dokumentar ’Avicii: True Stories’, der udkom året før hans død og i bagklogskabens lys sluttede misvisende fortrøstningsfuldt.
Tims gennemgående fortællerstemme, der optræder på lydsiden i ’Avicii – I’m Tim’, er eksempelvis taget direkte fra et længere interview med ham foretaget til den ældre dokumentar. Flere anekdoter – som da den svenske Universal-chef Per Sundin blev narret til at købe ’Levels’ for 500.000 euro – bliver i øvrigt genfortalt af de samme mennesker i begge film.
Mest påfaldende er dog de scener, som den nye dokumentar ikke har med. Mere om det senere.
Ingen stopklods
Som ethvert klassisk portræt starter filmen med hovedpersonens barndom.
Tim voksede op i Stockholm i en lykkelig familie, men havde det til tider svært med at knytte bånd til andre børn på grund af sin usikkerhed. I gymnasietiden åbnede en ny verden sig for ham, da han downloadede musikprogrammet FL Studio, som lod ham komponere sange, selvom han ikke kunne spille på et instrument.
Sammen med vennen Filip ’Philgood’ Åkesson begyndte Tim på daglig basis at pjække fra skole for i stedet at lave festmusik på sit iltfattige teenageværelse.
Da den energiske agent Arash ’Ash’ Pournouri spottede og kontaktede drengene, tog Aviciis karriere pludselig fart. Takket være Ash’ mentorskab inden for både sangskrivning, liveoptræden og musikbranchen generelt blev Aviciis store talent vekslet til stjernestatus på den internationale elektroniske scene på bare et år.
Til gengæld var Ash og resten af Aviciis omgangskreds tydeligvis ikke de største eksperter i mentalt helbred.
»Alt er gået trin for trin, men trinnene var ret korte«, siger Tim selv i dokumentaren, hvor vi ser, hvilke umiddelbare konsekvenser den hektiske tilværelse uden nogen sigtbar stopklods havde for ham.
I årene efter det store gennembrud var Tim på en nærmest uafbrudt turné, samtidig med at han arbejdede på ny musik. Særligt de mange liveshows, som blev fordelt over alle ugens dage, tog hårdt på den unge kunstner.
Det faldt ham nemlig aldrig naturligt at stå på en scene, og hurtigt fandt han ud af, at et par drinks inden et show kunne udvande hans ængstelighed.
Som 22-årig blev han hospitalsindlagt med akut pankreatitis (betændelse i bugspytkirtlen) på grund af sit overforbrug af alkohol. Året efter sprang hans blindtarm, og han fik sin galdeblære fjernet. Smertestillende medicin i form af afhængighedsskabende opioider blev føjet til den hårde livsstil, som bød på tiltagende angst og kun få, korte pauser.
Der var hele tiden mere at jagte. Et momentum, der skulle udnyttes yderligere.
Ingen tager ansvar
Det er selvfølgelig helt på sin plads, at ’Avicii – I’m Tim’ giver sig tid til at handle om andet end hovedpersonens udfordringer og tragiske skæbne. Filmen fungerer også – muligvis på forældrenes foranledning – som et varmt minde om den kunstner, der forlod verden alt for tidligt, men hvis musik vil bestå for evigt hos de mange fans.
Filmen fokuserer med rette på Tim Berglings intuitive talent for at komponere fængende og catchy melodier. I en håndfuld scener følger vi grundigt hans givtige studiesessions med musikere fra mere analoge genrer, herunder Incubus-guitaristen Mike Einziger, bluegrass-artisten Dan Tyminski og sangskriverikonet Nile Rodgers.
I disse scener er Avicii tydeligt i sit es. Han lever og ånder for samarbejdet og skabelsen. Som klar modsætning hertil er de endeløse og udslettende turnéer noget, han vitterligt kæmper for at overleve.
Både Ash og de to tidligere label-bosser Per Sundin og Neil Jacobson medvirker i længere interviews, hvor ingen af dem tager stilling til, om de via deres magtpositioner i branchen kan have påvirket Aviciis mentale helbred i negativ grad.
Det tætteste vi kommer på, at nogen tager ansvar, er da Sundin indrømmer, at han har været lidt kynisk i sin higen efter nye hitsange, der må og skal fange lytterens opmærksomhed inden for fem sekunder.
»Vi kunne ikke træde på bremsen. Det var umuligt«, lyder Ash’ ligefremme begrundelse for det vanvittige tempo, der blev lagt for dagen i Aviciis korte kometkarriere.
Manageren mener dog, at han og resten af holdet »gjorde meget« for at tage hensyn til Tims afhængighed og skrantende helbred. »I gennemsnit spillede han 40 koncerter om året de sidste tre år«, lyder hans tvivlsomme bevisførelse.
Måske et beskedent antal koncerter set med branchens øjne. Men mon ikke en person i Tims tilstand snarere havde behov for at spille nul koncerter om året?
Passede ikke ind i popstjernekassen
Henrik Burmans dokumentar lægger ikke skjul på, at Tim Bergling havde det kontinuerligt svært under sin på papiret succesfulde karriere. Man kan dog godt beskylde filmen for ikke at være kritisk nok over for sine interviewpersoner.
For flere af de optagelser fra dokumentarforgængeren ’Avicii: True Dreams’, som den nye portrætfilm ikke har taget med, er sjovt nok dem, hvor det er mest tydeligt, at holdet bag Avicii pressede ham til det yderste.
Som da han lige efter hospitalsindlæggelsen for pankreatitis, i en døsig tilstand, bliver spurgt, om han kan lave et interview få timer senere. Og som da bookingbureauet forsøger at tvinge ham til at spille koncerter, han allerede har bedt dem om at aflyse, fordi de giver ham lammende angstanfald.
Historien om Avicii er den desværre velkendte historie om en underholdningsbranche, der er dårligt rustet til at tage hånd om de sårbare kunstneriske sjæle, som de tjener store pengesummer på. Selv robuste individer må have det hårdt i denne benhårde musikverden, hvor kommercielle interesser vægter højt.
Undervejs i den nye film står det klart, at Avicii slet ikke passede ind i den popstjernekasse, som branchen placerede ham i. Hans drøm var aldrig at blive verdenskendt, men at være fri, lave musik og dj’e med sine venner.
Faktisk havde han det nok bedst, dengang han som 18-årig pjækkede fra skole og lavede musik på sit værelse sammen med gymnasiekammeraten Philgood. Før resten af verden havde fået øje på ham.
’Avicii – I’m Tim’ kan ses på Netflix.