Jeg har sagt det år efter år og siger det gerne igen: Det er noget nær umuligt at ramme rigtigt, når man skal gætte på, hvordan priserne fordeles under Cannes-festivalen.
Det skyldes dels, at det er meget svært at forudse, hvilke præferencer juryen har, hvilke jurymedlemmer der har magten til at få talt deres sag igennem, og hvilke kompromisser de indgår undervejs. Ofte viser juryen sig at samle sig om helt andre ting, end dem der har været på kritikernes læber gennem festivalen.
Og dels skyldes det, at en film kun kan vinde én af festivalens priser. Man kan således ikke både hjemtage Guldpalmen og en skuespillerpris, hvilket betyder, at har man først skudt forkert ét sted, falder hele dominorækken. Undtagelsen er desuden, at man godt kan vinde prisen for bedste manuskript eller Juryens Pris sammen med en skuespillerpris. For nu lige at komplicere tingene yderligere.
Men lad mig ikke desto mindre lægge hovedet på blokken. Lørdag aften finder vi ud af, hvor meget jeg tog fejl.
Guldpalmen: ’Capharnaüm’
Jeg har sjældent syntes, at så meget talte for en Guldpalmevinder, at det, der taler mest imod det, er, at jeg næsten er lidt for sikker.
Cannes-juryer går nemlig ikke sjældent deres helt egne veje, og jeg havde for mit liv heller ikke forestillet mig, at Jacques Audiards ’Dheepan’ eller Ken Loachs ’I, Daniel Blake’ – langt fra instruktørernes bedste film – ville have vundet tidligere år, men det gjorde de.
’Capharnaüm’ har dog nogle af de samme kvaliteter som netop disse to vindere som et følelsesmæssigt stærkt og socialpolitisk dybt relevant drama om en fattig drengs stædige og stærke, men også desillusionerede selvopretholdelse i Libanons slum. Årets jury med Cate Blanchett i spidsen lagde i begyndelsen af festivalen vægt på, at de ville berøres emotionelt, og selvom det ikke behøver være helt så 1:1, er Nadine Labakis film ubetinget den, der har aftvunget flest tårer i årets udbud.
Juryen består desuden af mange skuespillere samt instruktører, der er rundet ud af en nordamerikansk fortælleform (Ava DuVernay, Dennis Villeneuve), og jeg forestiller mig, at de ikke nødvendigvis vil blive tiltalt af de allermest formalistisk-distancerede film. At ’Capharnaüm’er instrueret af en kvinde tæller i denne sammenhæng heller ikke ned, når nu der – efter min og mange andre, men dog ikke alles holdning – ikke er meget at udsætte filmens kvalitet.
Grand Prix (andenpræmien): ’Burning’
Nu bliver det måske lidt urealistisk, at mine to personlige favoritter på festivalen også ender på de øverste podiepladser, men lad mig bare blive lidt i drømmen om, at min og juryens smag flugter symbiotisk.
Selv med mere realistiske øjne har jeg svært ved at forestille mig, at Lee Chang-dongs vanvittigt flotte, spændende og sørgmodige ’Burning’ ikke løber hjem med en pris. Men den er i spil til mange, også skuespilpriserne, så det er umuligt at sige, hvor juryen inkluderer den. ’Burning’ er bestemt også en outsider til Guldpalmen.
Juryens pris (tredjepræmien): ’3 Faces’
Jeg var selv kun delvist begejstret for iranske Jafar Panahis nye film ’3 Faces’, som starter meget sløvt med en samtale mellem Panahi selv og en skuespillerinde i en bil i et af den slags metagreb, instruktøren har måttet ty til de senere år, efter han er sat i husarrest af det iranske styre.
Mere interessant bliver det, når duoen kommer frem til den landsby, hvor de skal opklare mysteriet om en ung kvinde, der har sendt en video med sit selvmord til skuespillerinden. Det er et underfundigt portræt af det lille landsbymiljø – og af hvad man stiller op, hvis man har drømme, der ikke lader sig begrænse af landets indimellem reaktionære skikke. Panahi kunne grundet sin husarrest ikke være med under festivalen, og han har al den goodwill, der gør, at han meget vel kunne løbe med en pris, hvis filmen falder i juryens smag på samme måde, som den har gjort hos mange internationale kritikere.
Bedste instruktør: Spike Lee, ’BlacKKKlansman’
Hvem kan stå for en god comebackhistorie? Små 20 år efter han var i Cannes med ’Do the Right Thing’ indtog Spike Lee festivalen fuld af energi, vitalitet og Trump-kritik og bakkede det op med en både underholdende og politisk film, som jurymedlemmerne formentlig har ladet sig charmere af.
Det er ikke den tungeste sag i puljen, men jeg tror, man vil have lyst til at hædre veteranen, også bare som en slags hyldest til hans indsats for afroamerikansk film gennem snart tre årtier. Instruktørprisen vil være en meget direkte anderkendelse, som virker oplagt, om end netop denne pris de seneste år er gået til mere filmkunstnerisk højtsvungne bedrifter.
Bedste manuskript: ’Shoplifters’
Hirokazu Koreedas ’Shoplifter’ er en af de bedst anmeldte film på festivalen, og med mindre juryen finder japanerens hverdagsdramaer for lavmælte og anonyme, bør de stemme i med en pris. Og når nu Koreeda laver film, der på overfladen er så uflashy, kunne det være oplagt at hædre manuskriptet, som tålmodigt skræller lag af fortællingen om en fattig familie af småsvindlere, så man til sidst lander et overraskende og meget tankevækkende sted.
Bedste kvindelige skuespiller: Penelope Cruz i ’Everybody Knows’
Jeg synes hverken, at ’Everybody Knows’ er iranske Asghar Farhadis bedste film, eller at Penelope Cruz har sin bedste rolle, men hun får mulighed for at spille sig helt ud som desperat og sorgramt mor, der må forholde sig til, at hendes teenagedatter er forsvundet.
Jeg er tidligere blevet overrasket over, at selv en Cannes-jury forfalder til at få lidt stjernepower på scenen. Det skulle ikke undre mig, om de vil give Penelope Cruz en statuette, og den teori bliver kun forstærket af, at der ikke er så mange oplagte kandidater i skuespilfeltet. Flere film har haft karismatiske kvindelige hovedroller, men de har ikke nødvendigvis været det, man husker fra filmen. En outsider kunne være Samal Yeslyamova, der leverer en fysisk kraftpræstation i den altdominerende titelrolle i den russiske ‘Ayka’ som en illegal kirghistaner i et på alle måder isnende koldt Moskva.
Bedste mandlige skuespiller: Tomasz Kot i ’Cold War’
Det vil ærgre mig, hvis Javier Bardem i endnu en lidt for flødet rolle vinder for ’Everybody Knows’ frem for Cruz, trods alt. Men det indlysende alternativ glimter ved sit fravær. Der har været karismatiske, men ikke uforglemmelige mænd i film som russiske ’Leto’ (bestemt også en priskandidat) og Jia Zhang-kes ’Ash Is the Pureste White’, og så er der den franske stjerne Vincent Lindon, der er god som fagforeningstalsmand i ’At War’, men vandt selvsamme pris for sin sidste film med samme instruktør, ’Measures of a Man’.
Det efterlader Tomasz Kot fra Pawel Pawlikowskis ’Cold War’, som jeg regner med render med en pris på festivalen – og kan den ikke passe ind andre steder, kan det passende gå til Kots fine og facetterede præstation som musikchefen Wiktor, der forelsker sig hovedkulds i et af sine sangtalenter, men heller ikke er i stand til at leve med hende. Tomasz Kot – i international sammenhæng et nyt navn – har et fængslende ansigt, om end han måske overskygges både af sin kvindelige medskuespiller og af Pawlikowskis perfektionistiske æstetik.
Læs også: De 10 bedste film på årets Cannes-festival – rangeret
Læs også: Filmmesters sagnomspundne 25-års-projekt har endelig fået premiere i Cannes – men er en katastrofe
Læs også: Denne vigtigste film i verden lige nu er netop blevet vist i Cannes