’Lykke-Per’: Bille Augusts klassikerfilmatisering er flot og velspillet
Mange instruktører har forsøgt at få verdenshistoriens store romaner til at leve på det store lærred. De fleste uden held.
Henrik Pontoppidans epos ’Lykke-Per’, som blev skrevet over en periode på 20 år i 1898-1918, er en af disse svært filmatiserbare klassikere. Den delvist selvbiografiske fortælling om den unge opportunist Peter Sidenius (spillet af Esben Smed i filmen) var kraftigt medvirkende til, at Pontoppidan fik Nobelprisen i litteratur, og foruden dens litterære kvaliteter må den altså siges at være en mastodont i litteraturhistorien – særligt den danske, naturligvis.
Nu har Bille August, med sin søn Anders August på manuskriptet, så valgt at kaste sig over dette 800+ siders værk. August har jo før haft ganske betydelig succes med særligt Martin Andersen Nexøs ’Pelle Erobreren’, for hvilken han både vandt Guldpalmen og en Oscar, så et eller andet sted falder det naturligt, at det netop er ham, der drister sig til at svinge forbi Pontoppidan og Lykke-Per.
’Lykke-Per’ er historien om den unge præstesøn opdraget under troens og patriarkatets dogmatiske åg. Den unge Peter vil imidlertid gå andre veje end farens ønske om overtagelse af præsteembedet. Forstødt rejser han til København for at forfølge sine ingeniørdrømmene, der i et ganske aktuelt og relevant tilfælde handler om vind- og bølgeenergi.
Peter er visionær. En fantast, som han bliver kaldt. En drømmer, som nægter at lade sig kue af autoriteternes doktriner.. Det er historien om en dannelsesrejse, frigørelsens sti mod de åbne vidder, som behændigt billedliggøres ved et genkommende motiv, hvor Lykke-Per bestiger bakkerne i barndommens Jylland med blikket rettet mod den verden, som ligger for hans fødder.
I hovedstaden møder Peter den unge Ivan Salomon (velspillende Benjamin Kitter), som er barn af en rig jødisk familie. Ivan er på jagt efter genier og forføres af Peters nytænkning. Således introduceres Lykke-Per til familien Salomon. Klæder skaber folk, siger man, og Peter må iklæde sig sit fineste (stjålne) puds for at smelte ind med det rige borgerskab.
Og herfra tager fortællingen fat med forelskelsen i Ivans søster Jakobe (glimrende portrætteret af Katrine Greis-Rosenthal), møder med investeringspartnere og Peters egen voksende ihærdighed, som langsomt bevæger sig over i arrogancen, hovmodet og hadets mistro i frygten for at blive som sin far og lade sig undertrykke af regler og magt.
Fortiden slipper aldrig sit greb i Lykke-Per. Sårene er for dybe, og filmen igennem står en kamp mellem frihed og skæbne, stolthed og ydmyghed, storbyens potentiale og naturens kraft.
’Lykke-Per’ er en flot og velspillet film, som med maleriske strøg overbevisende genskaber fortidens København og med scenografiske valg indrammer både by og land med farve, lys og kostume lig med tidens fine malere. Man må også fremhæve de rammende skuespilpræstationer fra Rasmus Bjerg som den ømme og sky bejler til Jakobe, Eybert, og Ole Lemmeke som familievennen Delft.
Desværre taber ’Lykke-Per’ pusten med sin spilletid på små tre timer. De mange modsætninger, som filmen uophørligt sætter i spil – videnskab mod tro, fortid mod fremtid, skæbne mod frigørelse og mennesket fanget i midten – malkes lige i overkanten, så klicheerne langsomt begynder at banke på. Måske skyldes det, at filmen også skal sendes som en miniserie på TV 2 i fire afsnit.
Med ’Lykke-Per’ har August & August dog begået en fin og flot film om eksistensens vilkår og håb. Det er en fortælling, som ikke føles ny, men omvendt heller aldrig går af mode.
Kort sagt:
Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans romanmesterværk ’Lykke-Per’ er en flot og velspillet dannelsesrejse om et menneske fanget mellem fortidens luner og fremtidens visioner.
Læs også: Stortalentet Katrine Greis-Rosenthal er som født til rollen i ’Lykke-Per’
Læs også: Otte danske perler, du skal se på stor kortfilmfestival i Odense