»Du er simpelthen nødt til at komme igen. Han skal lige se noget mere«.
Katrine Greis-Rosenthal var blevet tæsket igennem følelsesmøllen. Hun havde været til en benhård, fuldstændig fantastisk casting. Og det var fedt at blive udfordret. Scenerene blev taget om igen og igen, og hun havde spillet samtlige af de kort, hun havde på hånden, for alle facetter i hendes skuespil skulle belyses. Og alligevel var det åbenbart ikke nok.
»Hjælp mig! Hvad er det, han mangler at se, for jeg synes ikke, at jeg kan gøre mere?«, svarede hun casteren i røret. Hun ville selvfølgelig gøre alt, men havde de ikke været hele vejen rundt?
Casteren havde pitchet den håbefulde skuespillerinde til Bille August kort tid forinden, for hun var moden, men så ung ud, havde oplevet lidt af hvert og var af jødisk oprindelse. Med andre ord var hun perfekt til rollen.
Egentlig har Katrine ikke noget imod at spille mindre funktionsroller som narkoluderen Tine i ’Fasandræberen’, spøgelseskonen Alice i ’Broen’ eller barselsveninden Pernille i ’Bedre skilt end Aldrig’, så længe historien er medrivende, instruktøren dygtig og sproget sprudlende. Hun surfer efter så forskellige roller som muligt, små som store, for hun vil ikke låses fast i ungpigefortællinger.
Der sad Bille. Han ville bare gerne give mig rollen personligt
Men når det så er sagt, måtte hun alligevel knibe sig selv i armen, da den Oscar- og dobbelt Guldpalme-vindende instruktør ville prøvefilme hende som forgangskvinden Jakobe. Det var inden for rækkevidde. Det her kunne blive hendes livs rolle.
»Jeg tænkte helt klart, at her er min drømmerolle, her er min store chance, nu gælder det. Jeg var parat og følte, at den kom på det helt rigtige tidspunkt i mit liv til at kunne give den noget tyngde og erfaring. Jeg havde også allerede kendskab til religionen og de jødiske traditioner, da min far er jøde, og vi har bibeholdt en del af højtiderne, Pesach og Hannukah. Men jeg følte mig ikke sikker på, at rollen var min. Jeg var ydmyg og klar over, at det var et nåleøje, jeg skulle igennem, men jeg kunne bare mærke, at hvis sol, måne og stjerner stod lige, og jeg ikke var for høj eller for tynd eller whatever, så kunne det virkelig godt ske«, fortæller hun.
Og det gjorde de. Stod lige.
»Jeg blev ledt ind i et baglokale til et stort kaffebord. Og der sad Bille. Han ville bare gerne give mig rollen personligt«.
Alt er godt
32-årige Katrine Greis-Rosenthal troede egentligt ikke, at hun skulle være skuespiller. Ikke til at begynde med i hvert fald. Hun ville være balletdanser. Hendes farmor havde været ballerina på Det Kongelige Teater og kørte flittigt Katrine rundt til ballet og generalprøver i tide og utide, for hun ville trippe, trippe på tå i farmorens fodspor. Sådan skulle det dog ikke blive. Og heldigvis for det.
Hvis hendes liv havde været et sæt tarotkort, havde man nok ikke kunnet spå om hendes fremtid som skuespillerinde, for hun kommer fra et akademikerhjem i Gentofte med far, mor og tre børn. Kunst var ikke noget, der fyldte meget i samtalerne henover aftensmaden, og der er heller ikke andre end hende, der er gået den kunstneriske vej.
»Det var en slavisk hverdag, sådan noget 8-16-tummerum, men tryg, dejlig og kærlig. Mine forældre er stadig sammen. Alt er godt«, siger hun smilende, mens vi vandrer rundt i ’Lykke-Per’s brostensbelagte københavnerkulisse, der mæsker sig i den varme sensommersol. I dag er instruktøren ikke Bille August, men fotografen, og hun tilpasser sig rollen med et nærmest drømmende blik. Hendes rødlige, krakelerede negle matcher hendes pink Stine Goya-kjole, der indimellem fanges af en let brise, og hendes nu solkyssede hud står i stærk kontrast til den filmiske Jakobe.
»Hvor er det heldigt, at vi ikke indspillede ’Lykke-Per’ i år, for så kunne jeg jo slet ikke nyde solen. Jakobe måtte ikke være brun!«, som hun siger.
Det var først, da Katrine kom på Aurehøj Gymnasium, at det kreative i hende blomstrede. De fleste gik op i film, teater, musik og kunst, så selvfølgelig var hun også nødt til at prøve det af, altså når hun ikke havde al for travlt med at feste og ryge cigaretter med veninderne. ’Lykke-Per’ handler jo netop om at bryde med sit ophav, og selvom Katrine selvfølgelig ikke kan sammenlignes med lykkeridderen Per, så er det nu engang det, hun gjorde. I stedet for at læse antropologi eller noget andet humaniora tog hun kunsten til sig, og skuespillet blev hurtigt en del af hendes gymnasietid. For »hvem kan ikke lide en god historie?« som hun indskyder.
Hun har altid ladet sig opsluge af de store karakterer, de flotte billeder, lyset, sproget. Der er så mange elementer, der river og rusker i hende som et hjemsøgt hus, man ikke kan lade være med at gå ind i. Gennem skuespillet kan hun leve flere liv.
»Man tilføjer en portion af sig selv i alle karaktererne. Det er det, der gør dem specielle og unikke. Den måde, jeg har valgt at portrættere Jakobe på, er jo baseret på mine valg, mit billede af og tilgang til hende. En anden ville nok gøre det anderledes. Så det der med at give ens eget liv, egen erfaring og det levede liv til en karakter, det er det interessante, og det er derfor, at det er en kunst og et talent«.
Familiepuslespillet
Som 21-årig kom hun ind på Statens Teaterskole i andet hug, og selvom hun sidenhen har medvirket i flere produktioner og snart kan opleves i både Thomas Vinterbergs internationale ’Kursk’ og Christoffer Boes TV 2-serie ’Kriger’, er rollen som Jakobe uden sammenligning karrierens hidtil største, det store gennembrud.
Katrine Greis-Rosenthal filmede ’Lykke-Per’, ’Kursk’ og ’Kriger’ på en og samme tid, så der var fyldt helt op på alle hylder, men i skuespillerens freelancetilværelse ved man aldrig helt, hvornår den næste opgave igen kommer dumpende. I dag? I morgen? Aldrig? Og det kan derfor være farligt at sige nej, for går man så i glemmebogen? Måske.
Hun tror nu godt, at man kan få det hele her i livet. Bare ikke på samme tid. Katrines mand, Martin Greis-Rosenthal, er også skuespiller, så ligesom hovedpersonen Per har hun måttet vælge mellem karriere og familie flere gange, for når man har tre børn, og både mand og kone gerne vil realisere sig selv, er det moderne puslespil ikke altid lige nemt at lægge.
»Den store fordel er selvfølgelig, at vi har forståelse for hinandens arbejde, og at vi kan dele rigtigt meget med hinanden. Men der er så også den udfordring, at vi begge arbejder i ind- og udland, og da børnenes hverdagsliv skal fortsætte upåagtet af, hvordan vi arbejder, må vi aldrig gøre det på samme tid. Vi har heldigvis gode forældre, som hjælper os, og på et tidspunkt måtte vi også hyre en ung pige til at flytte ind, for det hang bare ikke sammen«, erkender hun.
»Nogle gange må man selvfølgelig sige nej. Jeg sagde nej til en stor rolle henover sommeren, fordi børnene simpelthen skulle have seks fede ugers sommerferie oven på sidste år, hvor de kun fik en uges tid, så det var ligesom et valg. Det var benhårdt, men hårdere er det heller ikke«.
Da kameraerne rullede, og ’Lykke-Per’ lidt efter lidt kom i kassen, var hun nærmest ikke til stede hjemme i Klampenborg-villaen nord for København, og det kostede selvfølgelig dyrt, for både hun og børnene følte afsavn. Hun kommer fra et hjem, der var mere stringent, end det hun nu selv danner rammerne om, og hun er glad for at have et job, hvor to dage aldrig er ens. Men de lange rejser, fridage og fede oplever opvejer ikke at være væk fra familien.
»Vi har nogle aftaler om, at hvis en af os laver et stort projekt som ’Lykke-Per’, så er det nummer ét lige i den periode. Og hellere have en glad forælder, der kommer hjem med overskud og masser af inspiration – og som glæder sig til at være der fuldt ud – end en mor, der, for mit vedkommende, ikke ville være glad for at skulle sidde på det samme kontor foran den samme computer hver dag. Det ville ikke fungere for mig. Men det er klart, at vi ikke begge to kan være væk på samme tid«.
Tager skæbnen i egen hånd
Da Henrik Pontoppidan skrev ’Lykke-Per’ i slutningen af 1800-tallet, buldrede religionskritikken som torden på den mørke himmel. Mens Per bryder med sin tyranniske, livsfjendske præstefar, der fornægter enhver anden tro end den kristne, ser Jakobe religion som en stopklods for kommunikation. Og det er blandt andet det, fortællingen handler om: En kristen dreng, der forelsker sig i en jødisk pige. Og alt forandres.
»Grunden til, at historien er så fantastisk vedkommende selv i dag, er, at man kan mødes på trods af religion og finde et fælles fodfæste, finde hinanden. Man er ikke via sin religion, det er jo fuldstændigt tilfældigt, hvilken religion man er dumpet ned i. Man er den, man er, uanset hvilken en religion man kommer fra«.
Ligesom Jakobe har Katrine jødisk blod løbende varmt i årerne. Hendes far er jødisk, og hendes børn har også fået jødiske mellemnavne, for de skal vide, hvad de også er rundet af. Men ellers er det ikke noget, hun praktiserer. Hun vil heller ikke lade sig definere af en religion.
»Ved I for resten, at Salomon-familien er inspireret af en rig, jødisk familie, der havde en herskabslejlighed i Bredgade ikke langt herfra?« spørger Katrine på vores tur rundt i indre by og peger mod Bredgade.
Som titlen antyder, er ’Lykke-Per’s hovedperson selvfølgelig Esben Smeds Per Sidenius, en selvrealiserende fantast på et erobringstogt, men Katrine Greis-Rosenthal stjæler nærmest filmen med sit interessante, nuancerede portræt af en kvinde, der ikke bare siger sin første forlovede imod, men også sidder med cigarrygende, whiskydrikkende mænd, mens borgerskabets øvrige kvinder drikker te alene.
Pontoppidans bud på en foregangskvinde gik imod samfundets normer om kyskhed, moderlighed og beskedenhed og bliver derfor også fremhævet som en af litteraturhistoriens store kvindeskikkelser.
»Når hun åbner munden, så er der stille. Hun har tydeligvis noget på hjertet og er meget passioneret omkring sine holdninger, og derfor får hun taletid. Hendes synspunkter er interessante og radikale set i forhold til det daværende samfund, men alligevel tør hun udtale sig«, forklarer skuespillerinden og piller lidt ved sine store, bohemeagtige hoops. Ikke nok med at Jakobe rejser sig fra sorg, hun afstår også at gå tilbage til alt det, der var hende tiltænkt og påkrævet (hint: mand og børn).
Eybert, hendes første forlovede, er en konstant og symbolet på det trygge og fornuftige, men Per er hendes livs kærlighed, og hun er ham evigt taknemmelig for at have åbnet og set hende.
»Hun rejser sig med hele sin fortid i bagagen, sin radikalitet og hele sin samfundsviden. Gennem sit forhold til Per har hun fået en forståelse for og indsigt i, hvad fattigdom og forsømmelse kan gøre ved et menneske, og hun kan med sin arv og livsmål gøre en forskel ved at oprette en fattigdomsskole. Hun tager sin skæbne i egne hænder og bruger det, at hun er blevet åbnet af Per, til at videregive næstekærlighed. Og det er inspirerende at se en kvinde åbne sig op fra at være en lille, bitte lukket knop til at være en fuldstændig frodig, duftende Morten Korch-rose«, siger hun.
Det dyriske i os
Selvom Katrine ser meget af sig selv i Jakobe, betegner hun hverken sig selv som feminist eller ligestillingskæmper, for der er ikke længere lige så meget at kæmpe for. Det var noget andet med Jakobe. Hun var en kvinde fanget i en mandsdomineret verden, og her var der tale om en helt anden uretfærdighed.
Dermed ikke sagt, at man ikke skal være opmærksom på ligestilling i dag, for der er ofte forskel på løn og roller i Katrines branche. De store, klassiske dramaer er skrevet af mænd om mænd, og her reduceres kvinden ofte til en biperson. Men der popper flere og flere gode kvinderoller op, og »det fortsætter forhåbentligt i den retning«, tilføjer hun.
Det er blevet legitimt at råbe op og sige, når noget ikke er i orden, og da Meta Film tidligere på året lavede en filmisk mosaikkampagne, takkede Katrine derfor også ja til at blive en ud af 100 skuespillere, der skulle genfortælle en anonym #MeToo-beretning. Kampagnen bød på historier fra parkeringsvagten, slagtereleven, lægen… ja fra alle brancher.
»Der har været rigtig meget fokus på debatten, den har fyldt alt i vores branche de seneste par måneder, og medierne har givet den meget opmærksomhed, men nu er den igen ved at bundfælde sig, og der kommer en adfærdsregulering som et resultat af den. Det var virkelig godt, at den kom for dagens lys, og branchen er nu ved at normalisere sig efter den«.
Modsat Pontoppidans tid er mændene i dag lutter ører, og adfærdsmønstrene vil formentligt ændre sig stille og roligt, fordi #Metoo-bølgen ramte Hollywood-kysten med fuld styrke. Men det er nu ikke, fordi mændene skal på kursus i kvindelærdom, for begge køn skal lytte og lære, mener Katrine Greis-Rosenthal.
»Vi skal ikke tænke så meget i køn hele tiden. Vi skal tænke på det konkrete problem. Selvfølgelig er der stadig mange flere mandelige chefer, og det skal der laves om på, men jeg kender også mange kvindelige chefer, som synes, at det er svært, når de får børn, for så vil de jo gerne være hjemme noget mere. Og der er mange mænd – det er meget generaliserende det her – der gerne vil være mere på arbejdet. Der er bare nogle helt dyriske ting i os, som ikke ændrer sig, fordi tiderne ændrer sig«.
‘Lykke-Per’ får premiere på torsdag, 30. august.
Læs også: Det, der får Esben Smed til at tude