’The Death of Robin Hood’: Ultravoldeligt take på den fredløse helt lander i et selvhøjtideligt ingenmandsland
FILM. Hvad siger det om os, at vi elsker Robin Hood-myten så meget, at vi bliver ved med at lave nye versioner af historien?
Fra 50’ernes Errol Flynn som den grønklædte swashbuckler omkranset af lystige svende over 90’ernes Kevin Costner med langt nakkehår til Russell Crowe som vejrbidt krigsstrateg og Taron Egerton som hurtigtskydende actionhelt.
Men ikke siden Sean Connery i 70’erne spillede en aldrende korsridder i den glimrende ’Robin and Marian’ er myten blevet forsøgt klædt af som her i Michael Sarnoskis ’The Death of Robin Hood’.
En træt, gråhåret mand, lovløs og forfulgt, tynget af skyld over de mange, mange ofre, der stod i vejen for ham. Desillusioneret af berømtheden og den begyndende mytedannelse, som han ved ikke er faktabaseret.
Sammen med Lille John (Bill Skarsgård) har han været på flugt hele livet, og vold er blevet en integreret del af tilværelsen, eller skulle man sige overlevelsen? De kan ikke ryste volden af sig. Som en dialekt fra hjemstavnen, der aldrig forsvinder helt.
Lille John forsøgte at vende livsbanen ved at stjæle en gård fra en mand kaldet Edward og overtage navnet. Han fik en kone og et barn, men nu er han blevet afsløret, og familien til den røvede Gårdmand Edward er ude efter blodhævn.
Lille John vil beskrive sin kones røde hår for Robin og forsøger sig først med »en farve som frisk blod«. Robin insisterer på, at han skal forsøge at finde et ikke-voldeligt udtryk. De lander på »rødt som sommeraftensol«. Godt forsøgt. Vi forstår, at det er mænd, der ikke kan eksistere i poesiens verden. Deres verden er voldens.
Hugh Jackman har fysik og intensitet til at bære rollen som den plagede Robin Hood, der uden at tøve dræber kvinder og børn. I starten af filmen har han på lang afstand luret, at en ung pige er ude på at slå ham ihjel som hævn for et eller andet familiemedlem, der blev ryddet af vejen i fortiden. Hun får en kniv i tindingen.
Robin Hood kan ikke huske navnene på de utallige lig i sit spor, og han prøver også bevidst at glemme dem og benægte deres eksistens. Nu ønsker han sig bare en god død.
’The Death of Robin Hood’ kunne være blevet et glimrende eksemplar af det, jeg kalder mande-tudefilm. Det er film som ’Kellys Helte’, ’Det beskidte dusin’ og ’The Wrestler’, hvor mænd, der er blevet udstødt, får en sidste chance for at bevise sig selv som … hvis ikke helte så i det mindste mænd, der står ved fortidens fejl og (sandsynligvis) dør i et sidste forsøg på triumf og/eller frelse.
Jeg håbede på en film, hvor Robin Hood til sidst gør sig fortjent til mytedannelsen, på trods af den voldelige middelalderverden, hvor helte ikke eksisterer i virkeligheden, men skabes af utallige overdrivelser og genfortællinger på kroen. Men det fik jeg ikke.
Hovedpersonen i ’The Death of Robin Hood’ gør intet heltemodigt. Han dræber uskyldige mennesker, eller i hvert fald folk, der ikke behøvede at dø. Han holder ikke de hemmeligheder, han lover at holde, selvom det kunne skåne folk for usigelig smerte. Han hjælper ikke dem, der har reddet hans liv.
Han gør dog et ærligt forsøg på at stoppe en enkelt af de mange endeløse hævnspiraler ved at undlade at dræbe en teenager, der er blevet sendt på drabsmission. Men ikke at slå et barn ihjel gør ham næppe til helt.
Enkelte steder taler Robin Hood om sin egen myte, næsten som om han fører en samtale med de generationer af fortællinger, der i de følgende århundreder ville vokse frem omkring hans navn.
Det er fristende at grave i vores heltemyter og undersøge, hvad det betyder, hvis vi indser, at en af disse den vestlige civilisations ypperligste helte nok ikke er så helteagtig alligevel.
Men ’The Death of Robin Hood’ kommer ikke frem til noget, der giver os et nyt perspektiv på Robin Hood, og den humorforladte fortælling opnår aldrig den dybsindighed, den sigter efter.
Lad os lige slå fast: Robin Hood er ikke en historisk figur. Der er ingen beviser for, at Robin Hood eksisterede i den form, myterne har gjort ham til, men der eksisterede adskillige lovløse mænd ved navn Robin Hood – et meget almindeligt navn på det tidspunkt – og der er tegn på, at ”Robin Hood” har været et navn, der blev givet til fredløse mænd, der ulovligt jagede i kongens skove, hvis myndighederne ikke kendte deres rigtige navne.
I dag er Robin Hood-myten mest kendt for at ’stjæle fra de rige og give til de fattige’ i en kamp for retfærdighed i et uretfærdigt samfund.
Når Robin Hood ikke er en historisk figur, er det svært for ’The Death of Robin Hood’ at fortælle historien bag myten.
Filmen virker mere som et krampagtigt forsøg på at gøre myten til historie. Hvis du ikke vil skabe din egen version af myten, men blot undergrave myten, skal du have en god historie og grund til det. Ellers bruger du bare myten som påskud til at fortælle om en gammel, voldelig mands fortrydelse og død, og i værste fald bruger du kun navnet Robin Hood som trækplaster.
Det er Michael Sarnoskis tredje film, og den dystre stemning minder om hans bemærkelsesværdige debutfilm ’Pig’, der havde en fremragende, uforudsigelig Nicolas Cage i hovedrollen. Imellem dem kom den mere mainstream-orienterede ’A Quiet Place: Day One’, der var et energiboost til franchisen.
’The Death of Robin Hood’ er hans mindst tilgængelige og slagkraftige på trods af filmens åbenlyse tekniske kvaliteter. Filmen havde min fulde opmærksomhed et langt stykke ad den mørke sti mod den uundgåelige slutning – jævnfør titlen – på grund af den unikke fortolkning af karakteren og Sarnoskis detaljerede middelalderverden, beskidt og groftvævet, og strøet med velkoreograferede voldsudbrud.
Men det er, som om filmen mister livskraft undervejs. Som en middelalderlig åreladning. Filmen lander i et selvhøjtideligt ingenmandsland. Det er ikke svært at tro på, at en berømt fredløs levede et langt mere kompliceret og grusomt liv end det, de højrøstede skrøner har fortalt os. Men det er sværere at finde meget mere end denne ene pointe i filmens mudrede drama.
Jackman portrætterede også en anden døende antihelt i X-Men-filmen ’Logan’, hvor det var Wolverine, der prøvede at undslippe sin voldelige natur og få en værdig død. Det er en bedre film, og en passende slutning for karakteren.
Når du fjerner din historie så meget fra Robin Hood-myten, handler filmen mest om en trist gammel mand, der tænker på, hvor meget han ville ønske, han allerede var død.
Kort sagt:
Et radikalt anderledes og ultravoldeligt portræt af Robin Hood, der desværre ikke siger noget interessant om folkemyten bag figuren.