I et ryk, der formentlig håber at lukrere på det bugnende gaming-marked, har IKEA og gaming-mærket ROG annonceret en lang række nye produkter til gamingværelset, eller hvor du nu foretrækker at spille – og de rammer alle Danmark om få uger.
Og nej, det her er altså ikke sponsoreret indhold, men det er en interessant nyhed, for ROG er et af spilbranchens største firmaer inden for hardware og tilbehør.
Selve produktserien er i øvrigt blevet udviklet med input fra både professionelle og entusiastiske gamere, så der burde være noget at komme efter (hvis vi lige ser bort fra de LED-fyldte promoveringsbilleder, der ligner noget, Kylo Ren kunne have sammensat).
Kollektionen består af alt lige fra borde (som kan justeres i højden) og stole til kabelstyring og holdere til tilbehør som hovedtelefoner og ledningen til din mus, så den ikke kommer i vejen.
Der er også en kopholder, et tæppe og en pude til nakken, hvis du mangler lidt hygge. Og så naturligvis en musemåtte i flere størrelser.
Faktisk kommer flere af produkterne (der alle bærer ‘SPEL’ som en del af deres navn) i forskellige størrelser, hvilket er helt bevidst, for produktserien er designet med henblik på at lade ens hjem og gaming-behov smelte sammen.
Er du IKEA-connoisseur, vil du formentlig genkende nogle af produkterne som allerede eksisterende i IKEAs sortiment, og der er da i nogle tilfælde også tale om opdaterede udgaver, for eksempel hulpladen, der er blevet gaming-ficieret.
Det er måske en anelse cringe (hulpladens graffiti-agtige stil er mildest talt en smagssag), men i det mindste betyder det formentlig også, at vi kan forvente priser, der hverken er absurde eller urimelige.
Kollektionen rammer danske IKEA-varehuse fra 1. oktober. IKEA Danmark oplyser dog, at der kan være let forlængede leveringstider på enkelte produkter grundet covid-19.