Endelig er der nye detaljer om ‘The Act of Killing’-instruktørs kommende musical med Tilda Swinton

Endelig er der nye detaljer om ‘The Act of Killing’-instruktørs kommende musical med Tilda Swinton
Joshua Oppenheimer (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images)

Joshua Oppenheimers næste film er et bemærkelsesværdigt genreskifte.

Den København-bosatte amerikaner slog internationalt igennem med de to dansk-producerede dokumentarer ‘The Act of Killing’ og ‘The Look of Silence’, der begge blev Oscar-nomineret.

Filmene stillede skarpt på 1960’ernes folkemord i Indonesien, og særligt ‘The Act of Killing’ gjorde sig bemærket ved at lade drabsmændene, som aldrig er blevet straffet for deres forbrydelser, rekonstruere deres bestialske mord.

Godt nok indeholdt ‘The Act of Killing’ nogle aparte scener med sang og dans, men det var nu alligevel ret overraskende, da Oppenheimer for fem år siden kunne fortælle, at han arbejdede på en musical. Det er netop den film, som det amerikanske distributionsselskab Neon nu løfter mere af sløret for i branchemediet Deadline.

‘The End’ er titlen på »guldalder«-musicalen, der ifølge Deadline handler om »den sidste menneskefamilie«, hvilket jo lyder ret så postapokalyptisk.

På rollelisten finder man et prominent trekløver i form af Tilda Swinton, ‘1917’-talentet George Mackay og den britiske karakterskuespiller Stephen Graham (‘Boardwalk Empire’, ‘The Irishman’).

Ligesom instruktørens to Indonesien-dokumentarer bliver ‘The End’ co-produceret af Signe Byrge Sørensen fra Final Cut for Real. Optagelserne til filmen starter næste år.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af