’The Look of Silence’
’The Act of Killing’ fik – udover meget ros og en hel del priser – kritik for at behandle folkemordet i Indonesien uden at lade ofrenes stemme komme til orde og uden at stille kritiske spørgsmål til forbryderne.
Netop disse to punkter tager instruktør Joshua Oppenheimer op i sin nye film, som blev optaget i Indonesien, allerede inden ’The Act of Killing’ fik premiere. ’The Look of Silence’ handler om en af de mange familier, som blev ramt af folkedrabet i 1965. En af sønnerne, Ramli, blev dengang slået ihjel, og den smerte præger stadig de nu aldrende forældre.
Familiens yngste søn Adi er født to år efter Ramlis død, og filmen følger hans søgen efter svar. Han taler med de gamle i sin egen familie, men opsøger også en række af gerningsmændene – dels i kraft af sit arbejde som optiker, dels som privatperson. Under alle omstændigheder er det totalt uhørt i det indonesiske samfund at tale om begivenhederne i 1965 med andet end respekt for de stolte mænd, der tog det nødvendige opgør med de onde kommunister. Og gerningsmændenes reaktion på Adis spørgsmål er sigende og gåsehudsfremkaldende: Én spørger ind til, hvor Adi bor, tydeligvis ikke med gode intentioner. En anden spørger retorisk, om Adi gerne vil have, at historien gentager sig? For hvis ikke, så skal de efterladte til at ændre deres attitude…
Filmen viser på gysende vis de mange mekanismer, der holder tavsheden i live. Udover de direkte trusler løber Adi ind komplicerede skyldsspørgsmål inden for sin egen familie. Hans onkel var fangevogter i det fængsel, hans bror blev bortført fra den nat, han blev dræbt. Og i en rædselsfuld scene ser man læreren i Adis søns skoleklasse indoktrinere børnene med den officielle historie om de brutale kommunister, som det var nødvendigt at få udryddet.
Oppenheimer formår endnu engang at komme helt tæt på sine personer: Fra Adis mange tænksomme samtaler med sin nok tavse, men også dirrende vrede mor til de intense konfrontationer mellem Adi og forbryderne. Og så skildres forholdet mellem Adis mor og hans blinde, næsten-døve og senile olding af en far i ømme og intime scener både på badeværelset og i sengen. Kun en enkelt scene, hvor faren filmes alene, forvirret og bange, virker effektjagende.
Som ’The Act of Killing’ fortæller ’The Look of Silence’ sin historie med en æstetik, der nærmer sig det stiliserede. Lyden af cikader er så markant tilstede gennem hele filmen, at den både fungerer som reel baggrundslyd og som en symbolsk tinnitus for et samfund, der stadig er fanget i den omtumlede tid umiddelbart efter en katastrofe.
Kort sagt:
’The Look of Silence’ er en værdig opfølger til den banebrydende ’The Act of Killing’. Den er ikke så radikal i sin metode, men udgør alligevel en tankevækkende nuancering. Hvordan lever ofrene videre i et samfund, der hylder forbryderne? Og hvad sker der, når man konfronterer gerningsmændene i stedet for at snakke dem efter munden?