456 personer har deltaget i en virkelig, men knap så dødelig gengivelse af ‘Squid Game’ fra YouTube-stjernen MrBeast, hvor hovedpræmien var tre millioner kroner.
Konkurrencen løb af stablen i denne uge i kulisser, der var en tro kopi af de mest ikoniske scener fra den sydkoreanske hitserie fra Netflix, og kan nu ses på YouTube.
Konkurrencen startede – traditionen tro, hvis man følger den oprindelige serie – med en omgang ‘rød, gul, grøn, stop!’, hvorefter deltagerne skulle igennem andre lege som tovtrækning og den famøse bro med glasplader.
Den 25 minutter lange seance gemmer på en del gennemtænkte referencer til serien, men virker også en anelse bizar, når man tænker på dens budskab om kapitalisme og rovdrift på mennesker i (penge)nød.
MrBeast lovede i en video på TikTok, at han ville genskabe de dødelige barnelege i en mere børnevenlig udgave med 456 tilfældigt udvalgte fans, hvis videoen fik mere end ti millioner likes.
Det gjorde den på få dage, og siden da har YouTube-stjernen, der går under det borgerlige navn Jimmy Donaldson, brugt mere end 13 millioner kroner på at bygge kulisserne samt knap ti millioner på præmier.