Den filosofiske skuespiller Matthew McConaughey havde overvejet at gå i skuespilkollegaerne Ronald Reagan og Arnold Schwarzenegger i bedene og skifte rollerne foran kameraet ud med en karriere som politiker.
Men nu har McConaughey annonceret i en Instagram-video, at han ikke stiller op som guvenør i Texas alligevel, selvom meningsmålinger ellers havde givet ham en god chance for at blive valgt.
»Som en simpel dreng født i den lille by Uvalde i Texas slog det mig aldrig, at jeg en dag ville være i spil til politisk lederskab. Det er også en sti, jeg vælger ikke at følge lige nu«, siger han.
Skuespilleren, der for nogle år siden fik en veritabel McConaissance med blandt andet ‘True Detective’, ‘Interstellar’ og ‘Dallas Buyers Club’, siger, at han i stedet vil fokusere kræfterne på at gøre godt for samfundet ved at støtte organisationer og virksomheder, som »skaber veje til, at folk vil få succes i livet«.
Mens han har overvejet sine politiske aspirationer, har skuespilkarrieren været en anelse på pause, og de seneste par år har han primært haft stemmeroller.
Men lad os håbe, at Matthew McConaughey nu er klar til at indtage sin skuespilrenæssances næste kapitel.