’Ozark’ sæson 4: Netflix’ ’Breaking Bad’-klon lægger op til en eksplosiv finale

’Ozark’ sæson 4: Netflix’ ’Breaking Bad’-klon lægger op til en eksplosiv finale
Laura Linney og Jason Bateman i Netflix-serien 'Ozark'. (Foto: PR)

Advarsel: Følgende indeholder spoilers af forrige sæsoner af ’Ozark’.

Det er en blandet fornøjelse med ’Ozark’.

Historien om familien Byrde, der stikker af fra Chicago, da far Marty (Jason Bateman) bliver involveret i hvidvaskning af penge for et mexicansk kartel, har sjældent nået allerhøjeste niveau i de foregående tre sæsoner.

Enkelte afsnit og øjeblikke har været tæt på, og skuespillet har man ikke kunnet sætte en finger på. Især stjerneskuddet Julia Garner som den fandenivoldske Ruth har været en åbenbaring.

Men fortællingen virker ofte som et greatest hits fra lignende og bedre serier, især ’Breaking Bad’ og ’Better Call Saul’.

I første halvdel af fjerde og sidste sæson bliver vi sågar introduceret til Javi (Alfonso Herrera), en loco og farlig nevø til lederen af Navarro-kartellet, Omar (Felix Solis), som fremstår som en bleg imitation af ’Better Call Saul’.

Jason Bateman som Martin Byrde og Alfonso Herrera som Javi i ‘Ozark’ (Foto: Steve Dietl/Netflix)

Den mexicanske trussel har altid luret ondt og voldeligt i baggrunden, men det, der gør ’Ozark’ unik, er dens forankring i det mere landlige gangstermiljø i Missouri. Serien har til tider haft en ’Fars fede hvidvasker-ferie’-vibe over sig, men med en tonstung dyster underliggende tone.

Og første afsnit i denne ombæring fortsætter ud af samme spor.

Familien er på en rolig køretur, der bliver abrupt afbrudt af en lastbil, som kører i den forkerte vejbane. Byrde-bilen slingrer for derefter at vælte rundt – et i øvrigt ganske imponerende bilstunt – indtil den ligger fuldstændig smadret, og skærmen langsomt fader over til sort.

Den ildevarslende start viser sig at være et flashforward (den suverænt mest slidte fortællemekanisme i serieland pt.), som vi på et eller andet tidspunkt når frem til.

For handlingen fortsætter direkte, hvor sidste sæson sluttede. Marty og Wendy (Laura Linney) er i Mexico, hvor de er i gang med at vaske Helen Pierces blod af deres kroppe, efter Omar fik en af sine håndlangere til at skyde hende i hovedet.

Første del af fjerde sæson bliver hængende i denne følelse af usikkerhed. Dilemmaet med Omar, der gerne vil indgå en handel med FBI, og Marty og Wendys ønske om at komme ud af hele miseren med livet intakt kommer næsten konstant i karambolage med hinanden.

Jason Bateman som Martin Byrde og Julia Garner som Ruth Langmore i ‘Ozark’ (Foto: Steve Dietl/Netflix)

Gnidningerne i familielivet koger igen over i business-delen, da sønnen Jonah (Skylar Gaertner) bliver Ruths hvidvasker, da han har forbedret Martys innovative pengekontoflytningsprogram og er pissed på forældrene over onklen Bens død.

Konsekvensen er blandt andet mere Ruth – og det er godt.

For hver gang Julia Garner er på skærmen, er ’Ozark’ en god serie. Ikke alene er karakteren fint skrevet, men Garner er en tour de force. Det gælder ikke bare de udfarende øjeblikke, hvor Ruth er rasende, og blik og ord kan dræbe, men også de mere stille momenter. Som en slags videreudvikling af det mentorforhold hun har haft med Marty, virker det, som om hun påtager sig en tilsvarende rolle for hans søn Jonah.

Eftersom det er første halvdel af sidste sæson, kunne man måske forvente, at der var mere tempo på for at komme frem til slutningen.

Men showrunner Chris Mundy og kompagni kører længe afsted uden den store eskalation. Det mest markante er, at Darlene Snell (Lisa Emery) virker til at have mistet den sidste rest af impulskontrol. Så snart der er et problem, kommer haglgeværet frem, hvilket ikke er den mest elegante måde at skabe konflikt-fremdrift på. Men det er effektivt.

Og det skal jeg lige love for, at sidste afsnit slutter på en cliffhanger, der skal indfries ordentligt, hvis ikke ’Ozark’ skal strande i ’udmærket serie’-kategorien.

Det er nu det gælder – vær modig, Chris Mundy!


Kort sagt:
’Ozark’ nærmer sig serieafslutningen med Julia Garner i vanlig topform. Der er lagt op til en eksplosiv finale, når de sidste syv afsnit kommer senere på året.

Anmeldt på baggrund af alle afsnit.

’Ozark’ sæson 4 del 1. Serie. Showrunner: Chris Mundy. Medvirkende: Jason Bateman, Laura Linney, Julia Garner, Sofia Hublitz, Skylar Gaertner, Lisa Emery, Charlie Tahan, Felix Solis, Alfonso Herrera. Spilletid: Syv afsnit á 50-60 minutter. Premiere: 21. januar på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af