Det var til stor glæde for millioner af Reddit-brugere, da platformen i sidste uge kunne annoncere, at de genoplivede deres mest populære aprilsnar.
Det skete med r/Place – et forum, hvor brugere fra hele verden hver især kunne sætte én pixel på et enormt digitalt lærred hvert femte minut.
Efter fire dage online er det stort anlagte projekt færdigt, og det endelige resultat er lige så imponerende, som man kunne forvente.
Eksperimentet har før vist, at internettet kan være både rendyrket kaos og kreativt samarbejde, hvor grænsen mellem de to er hårfin, og i år har ikke været meget anderledes.
Der er blevet kæmpet for hver en pixel, og hos både de danske samt skandinaviske Reddit-fællesskaber har der været en nøje planlagt indsats, som løbende er blevet koordineret i takt med, at det hvide kanvas er blevet til én stor kollage.
Resultatet er blevet et nordisk område (oppe i venstre hjørne), hvor danske ikoner og symboler pryder forskellige udgaver af Dannebrog.
Således er der blevet plads til personligheder lige fra Bamse, Kylling og Ælling, Olsen-banden, Holger Danske, Den lille havfrue, Kaj og Andrea samt John Dillermand, der snor sig som en rød- og hvidfarvet landegrænse gennem landskabet.
Der er også blevet plads til flagene fra Grønland, Færøerne og delvist Island, imens Christiania ligeledes får en hilsen med. Det samme gælder i øvrigt LEGO, for kan man nævne Danmark uden Billunds største stjerne?
Og så må vi ikke glemme hendes majestæt Dronning Margrethe, som troner i sit fineste blå outfit og naturligvis med en smøg i munden. Så bliver det ikke mere dansk.
En sjov detalje er i øvrigt, at Skånes flag er blevet placeret inde i Dannebrog, hvilket betyder, at selvom det startede som en joke, kan vi nu én gang for alle slå fast, at Skåne tilhører os, ikke svenskerne.