Festivalens sidste dag sluttede nemlig med tre musikalske oplevelser, der var magiske på hver sin vis. Noah Carter skabte en følsom, intim stemning, mens Fabräk skruede energien op til 11 (nej, 12!). Og så, til allersidst, fik AV AV AV simpelthen hele festivalen til at danse.
Sponsoreret indhold
Det var den perfekte afslutning på Soundvenue INPUT efter en dag, der også gav os mere afdæmpede øjeblikke som Gorgeous’ countrypop og stortalentet Giift, der overvældede helt alene med sin guitar. Sulka stod desuden for hiphop uden omsvøb, mens Blikfang åbnede for deres skæve, besættende univers.
Dagen bød også på talks med Nina Rask og Lasse Dein, der talte om satire i en woke-tid, og en dybdegående samtale med dansk films nye stjerne, Besir Zeciri. Oscar Giese fra ’2 døgn’ og Thor Wissing Lange fra ’Hooligan’ var også på scenen for at dykke ned i danske serier, der skildrer underverdenen.
First Hate og Dayyani talte om forventningspres i dagens første talk, der blev bestyret af webmagasinet Sein. Og midt på aftenen var det tid til en overraskelse, da raptalentet Mas spillede en Soundboks Surprise-koncert midt på festivalpladsen.
Der er vist ikke meget andet tilbage at sige udover tusind tak for i år!