Nu sker det! For første gang siden *tjekker kalenderen* 2019 skal der være Roskilde Festival igen.
Ja ja, selvfølgelig har festivalen været i gang siden weekenden, og der har været rækkevis af stærke koncerter i de indledende dage. Niveauet har været højt, hvilket måske også skyldes, at festivalen havde flere års talentpulje at vælge mellem.
Men nok om vækstlagsprogrammets appetizers, nu er det altså tid til hovedretten. Onsdag begynder musikdagene. Masserne slippes ind på pladsen. Koncerterne starter.
Men åh, nu skal vi gøre som Sophie fra ‘Sophies Valg’ eller som Kierkegaard i ‘Enten-eller’ og træffe nærmest umuligt svære valg, der kommer til at definere, hvem vi er som mennesker.
Vi skal vælge, hvilke koncerter vi skal se.
Der er dog ingen grund til angst, for vi har skruet en guide sammen til festivalens første musikdag.
Vi har dog valgt at springe de åbenlyse Orange-koncerter over, for helt ærligt: Du har nok godt luret, at Drew Sycamore åbner, og at Post Malone giver hitparade om aftenen. Og hvis ikke, så ved du det nu. Her guider vi til nogle af de mindre navne.
Anyway. Årets første koncert: Hvad skal man vælge?
Vi anbefaler: They Hate Change, der spiller på den nye Mantra-scene allerede kl. 17.15. Altså kun et kvarter efter, at pladsen er åbnet. Så du kan eventuelt bare spurte direkte derhen, når du bliver lukket ind på pladsen.
They Hate Change er en genial måde at starte festivalen på, fordi gruppen repræsenterer noget af det, der kendetegner Roskilde Festival. Nemlig uforudsigelighed.
De er et hiphopnavn, der mere eller mindre totalt gentænker, hvad det vil sige at være et hiphopnavn.
Den amerikanske duo er godt nok funderet i noget så klassisk og gammeldags som østkystrap, men blander lyden op med drum’n’bass, Chicago-footwork, post-punk, emo og … ja, alt mellem himmel og jord.
Lyder det lige eksperimenternede nok for din musiksmag? Så er der også mulighed for at se Fontaines D.C. klokken 17.30. Så slipper du også for at skulle spurte henover pladsen for at nå frem til koncertstart.
Den irske kvintet er ganske enkelt et af de seneste års allerbedste nye rockbands, og siden 2019 har de udgivet tre stærke album af indigneret og varieret postpunk. Skal du starte hoveddagene med et rockdrøn, så er det altså med at ramme Avalon.
Efter du er blevet revet musikalsk rundt af They Hate Change eller har fået dit rockfix af Fontaines D.C., er det måske tid til en koncert af den mere festlige slags. Heldigvis spiller en vaskeægte brasiliansk verdensstjerne på Arena kl. 18.
I Sydamerika er Anitta en af de absolut største popstjerner, og hendes seneste album, dette års ‘Versions of Me’, blev blandt andet gæstet af Cardi B. Singlen ‘Envolver’ er et godt bud på årets sommerhit – videoen har en kvart milliard visninger på YouTube.
Anittas blanding af reggaeton, pop, hiphop og r’n’b er intet mindre end et perfekt øjebliksbillede af, hvordan vor tids globaliserede popmusik lyder. Og så er den også bare mega dansevenlig, hvis man er i det humør.
Efter Anitta kan du egentlig faktisk bare blive hængende i området omkring Arena.
På samme scene kan du nemlig kort efter opleve den første optræden i musikdagene, der er stemplet som »high energy concert« af Roskilde Festival – det er dem med et lyn ud for sig i spilleplanen.
Rapperen med lynet er amerikanske Polo G, der spiller klokken 19.45.
Den klassificering kan måske godt komme til at passe på dele af Chicago-kunstnerens koncert, for han har da bestemt en række bangers i bagagen. Men faktisk er størstedelen af Polo G’s musik præget af sørgmodige klaverbeats og eftertænksomme, sungne flows.
Selv hits som ‘Rapstar’, ’21’ og den seneste single ‘Distraction’ er så melankolske, at genrebetegenelsen pain rap, der tit bruges om Polo G, giver mening. Tag herhen, hvis du vil græde i moshpitten.
Okay. Det er ved at være aften. Vi har twerket til Anitta og moshet til Polo G. Nu må det være tid til at slutte aftenen af med … hardcore.
Baltimore-bandet Turnstile har taget verden med storm med deres 2021-album ‘Glow On’, som var ekstremt skelsættende, idet bandet blandede poppet produktion og svævende dreampop-sekvenser ind i det (stadig) aggressive univers af hardcore og punk. For pop eller ej; der kommer fart på.
Fik vi sagt, at Turnstile også har et lyn? Det slår ned på Avalon kl. 23.
Efter dette veritable ørebombardement slutter vores anbefalingsrunde for onsdagen. Men dette var kun starten: Der er jo tre dage mere.
Så tjek ind igen senere, hvor vi igen guider gennem musikprogrammet.