David Byrne på Roskilde Festival: Til sidst måtte jeg omfavne mine nærmeste. Med tårer i øjnene
KONCERT. Hvordan sætter man ord på den totaloplevelse af en koncert, som David Byrne leverede på Arena-scenen fredag aften?
Det var som at se verden igennem et barns øjne. Alt var umiddelbart, jovialt og livsbekræftende. Samtidig var det stramt, velorkestreret og enormt vellydende.
Det må være en noget særegen opgave at være en del af David Byrnes orkester. Hvert enkelt medlem bar rundt på hvert sit instrument, så de kunne bevæge sig frit rundt på den tomme scene og være en del af scenenshowet.
På trods af de ekstra arbejdsopgaver, der følger med den frihed, var alle sangene velspillede. En håndfuld af de gamle Talking Heads-numre havde fået en kærlig makeover. ‘Heaven’ startede koncerten ud i en følsom strygerversion, og både ‘Slippery People’ og ‘Houses in Motion’ havde fået en mere underspillet opdatering, dog med fuldt band.
Dem, der ikke havde, lød nærmest med millimeterpræcision som på indspilningerne. Inklusive den nu 74-årige David Byrnes vokal, der på trods af, at han aldrig har været en gudsbenådet sanger, lød nærmest præcis som i 80’erne.
Der var noget nærmest demokratisk over den måde, koreografierne var skruet sammen på. Det var visuelt flot, men samtidig så simpelt, at jeg vil våge den påstand, at de fleste ville kunne lære den efter et par aftenskoletimer til dans for nybegyndere.
Den storcharmerende David Byrne havde for vane at levere politiske budskaber imellem numrene. Han pegede på planeten jorden på bagskærmen og kaldt den »vores lille himmel. Den eneste vi har«, efter ‘Heaven’. Han spurgte retorisk om dyr har følelser.
Men bedst som jeg frygtede, at de politiske budskab og opråb, der kom fra scenen ville være lige så skarpe som en skumgummibat, begyndte ‘Life During Wartime’.
Til lyden af det postapokalyptiske univers, som sangen beskriver, kom videoer af ICE-agenter, der jagter immigranter i USA, politivold og protester. Alt det, vi er blevet lidt for vant til at se på TV 2 News.
Sådan gjorde Byrne en sang fra 1979 til en af de mest aktuelle lige nu.
Efter den sortseerske mondering, ‘Life During Wartime’ havde fået, leverede Byrne en tale om, hvordan mennesker bare gerne vil være sammen med andre mennesker.
Det og den efterfølgende ‘Everybody’s Coming to My House’ blev koncertens stærkeste budskab. Mennesket og livet blev reduceret til kærlighed, medmenneskelighed og trængen til at elske og blive elsket.
Jeg så granvoksne mænd omfavne hinanden. Tårevædede.
Jeg er kun 25, men møret af David Byrnes generationelle talent og sans for skrue et totalteater af en koncertoplevelse sammen, måtte jeg også omfavne mine nærmeste. Med tårer i øjnene.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.