’Matchpoint – Tennis Championships’ er Wish-udgaven af Wimbledon
Det er egentlig ikke en dårlig idé at lave et tennis-computerspil.
‘Pong’, et af de mest ikoniske computerspil nogensinde, er jo strengt taget et minimalistisk tennisspil.
Der er nemlig noget grundlæggende computerspils-venligt over formen: En duel mellem to modstandere med et objekt, der bevæger sig imellem dem – den vigtige positionering, den relativt korte kamptid, det intense fokus.
Men da grafikken og de tekniske muskler blev stærkere, var det oplagt at forsøge sig med en mere avanceret og virkelighedstro oplevelse end ’Pong’.
Der har været få stand-outs (heriblandt ’Top Spin 4’ fra 2011), men af en eller anden årsag har det realistiske tennisspil aldrig haft helt samme gennemslagskraft som fodbold- eller skateboard-spil.
Det ændrer sig ikke med ’Matchpoint – Tennis Championships’.
Off-brand
’Matchpoint – Tennis Championships’ er et spil, der vil en masse ting, men ikke formår særlig meget.
Først og fremmest har licenspengene været små: Kun 16 virkelige spillere optræder i spillet (11 mandlige og fem kvindelige), og ingen af dem er de helt store kanoner (hverken Serena Williams eller Caroline Wozniacki er at finde nogen steder).
Samtidig er hverken Wimbledon eller French Open repræsenteret, så det hele føles off-brand, hvilket er en smule skuffende, når nu man er her for det realistiske rush.
Gameplayet er i og for sig solidt med fire forskellige slags skud, hvis placering styres med samme joystick, som spillerens bevægelse styres med.
Placering, reaktionstid og intuition om modstanderens skud er alfa og omega i spillet, som leverer hurtige dueller, der næsten formår at blive underholdende, men meget hurtigt føles en lille smule ensformige.
Underhånd til højre, volley tæt på nettet, serv mod hjørnet af modstanderens felt – frem og tilbage som de fleste kender tennis.
Mekanisk tennis
Et computerspils formål er at tilbyde en oplevelse, som trods gentagelser er så underholdende, at man glemmer, der er tale om et spil, og i stedet giver sig helt hen til det.
Men med ’Matchpoint – Tennis Championsship’ var det helt umuligt for mig at komme væk fra bevidstheden om, at jeg spillede et lidt kedeligt og meget mekanisk spil.
Det bliver ikke bedre i spillets andre dele. I et forsøg på at tilføje et lag af dybde er ens tennisspiller udstyret med en række rollespilslignende statistikker for evner som baghånd og fitness.
Bruger du fem minutter på at træne din to-hånds-baghånd ti gange, bliver du marginalt bedre på banen, men det er ikke særligt opslugende. Det føles derimod lige så repetitivt, som det lyder.
Herefter vil en træner (som udgøres af et todimensionelt billede med et navn a la Herman Fitzgerald) sige: »Husk at være opmærksom på din modstanders position!« eller noget tilsvarende, hvilket er både banalt og sært.
På tilsvarende rollespilsmaner er ens modstandere også udstyret med svagheder, som bliver afsløret undervejs i kampene.
Det er en god idé fra udviklernes side, for det føles sjovt at udnytte ens modstanders akilleshæl til at vinde et sæt.
Men det hele falder til jorden igen, når du efterfølgende bliver revet ud af simulationen, fordi du blot vinder retten til at gå i et andet par Nike-sko, end du førhen har haft mulighed for.
De bedste simulationer er dem, der fordrer enorme og dramatiske historier som ’Football Manager’ eller dem, der – som ’FIFA’ eller ’Rocket League’ – hurtigt og intuitivt tilbyder et morsomt og konkurrencepræget miljø oplagt til en aften med vennerne.
’Matchpoint – Tennis Championships’ kan ingen af delene, og dets lidt forfejlede forsøg på at tilføje rollespilselementer placerer det et mærkeligt sted, hvor det hverken er det ene, det andet eller noget helt selv.
Kort sagt:
’Matchpoint – Tennis Championships’ formår hverken at være synderligt sjovt eller en særlig præcis gengivelse af tennis. I stedet fremstår det rodet og sjældent overbevisende.