Sideløbende med sin skuespilsucces i ‘Stranger Things’ og film som ‘Once Upon a Time in Hollywood’ er Maya Hawke fortsat i fuld gang med sin musikkarriere.
Multitalentet udgiver et nyt album til september, og i den forbindelse har hun sluppet den nye single ‘Thérèse’, der har fået en tankevækkende musikvideo, som byder på et eksplicit orgie midt ude i en skov.
Musikvideoen skyr ikke nøgenhed, når den viser akten helt tæt på. Indtil løjerne pludselig bliver stoppet af politiet, som fører de forsamlede væk i procession.
Videoen er instrueret af Brady Corbet, der blandt andet stod bag filmen ‘Vox Lux‘ med Natalie Portman og Jude Law.
Hawke udgav sit debutalbum ‘Blush’ i 2020, som vores anmelder dog mente tenderede det kedelige med sit bløde singer-songwriterformat.
Hawkes nye album ‘Moss’ udkommer 23. september. Hun er desuden aktuel i en række kommende film, blandt andet Bradley Coopers ‘Maestro’ og Wes Andersons nye film ‘Asteroid City’.