’Vox Lux’: Natalie Portman overspiller manisk som skulende popstjerne

CPH:DOX. Berømmelse er ikke godt for sjælen, kan vi vist hurtigt blive enige om ud fra popstjerneportrætter fra ‘The Bodyguard’ og ‘Walk the Line’ til ‘Bohemian Rhapsody’ og ‘A Star Is Born’.

I Brady Corbets musikalske melodrama ‘Vox Lux’ spiller Natalie Portman en så ekstrem togulykke af en popstjerne, at det er umuligt at kigge væk. Som popsangerinden Celeste falder hun om af druk, råber og skriger af alle omkring sig, skubber sin trofaste søster væk, flipper ud på en stakkels restaurant-manager, der spørger om et billede og snerrer ad journalisterne med dreven Staten Island-dialekt. Hun skuler tvært og opfører sig langt mere teenage-agtigt, end da vi ser hende bryde igennem som teenager.

Og så på en eller anden måde tager hun sig sammen og optræder fejlfrit til en kæmpe koncert, hvor hun dækket af glimmer synger anonym elektropop komponeret af Sia.

Det er alt for meget, Portman overspiller manisk, og filmen hæver sig aldrig over celebrity-klichéen, selvom den prøver at sige noget større om uskyldstab.

Det er skuffende, fordi første halvdel af filmen, uden Portman, faktisk er ret lovende. Her møder vi en 13-årig Celeste (Raffey Cassidy), der som den eneste i sin klasse overlever et voldsomt skoleskyderi. Sammen med sin storesøster (Stacy Martin) skriver hun en sang om oplevelsen og optræder med den på landsdækkende tv. Teksten og Celestes rene uskyld og tragiske skæbne rammer noget i folkestemingen, og hun får en lukrativ pladekontrakt og en slesk agent (Jude Law).

Herefter ser vi, hvordan den blide, nysgerrige, men også ambitiøse 14-15-årige pige endnu engang får frataget sin uskyld og træder ind i en verden med glamour, høje krav, stoffer og ældre mænd.

Det er ikke svært at se, hvordan popstjernen bliver til den monsterdiva, Portman portrætterer – selvom kontrasten er lige voldsom nok. Men jeg ville ønske, at filmen fandt frem til noget lidt mere originalt at sige om celebrity-kulturen og den underliggende, men uforløste sammenligning mellem berømmelsens og terrorismens mediespektakler.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019

Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019