A. A. Milnes klassiske børneroman om Peter Plys og hans venner fra Hundredmeterskoven har taget en syg drejning.
Det originale værk fra 1926, hvis rettigheder har været ejet af Disney siden 1966, er per januar 2022 blevet offentligt domæne.
Nu kan man gøre, hvad man vil med fortællingen, så længe man undgår de elementer, der gjorde Disneys skildring af Milnes karakterer unikke.
Den mulighed sprang debutinstruktøren Rhys Frake-Wakefield på, og han har nu lavet historien om til en blodig slasher ved navn ’Winnie the Pooh: Blood and Honey’, hvis trailer er udkommet i dag.
Som årene er gået, og mennesket Jakob er blevet ældre, har han brugt mindre og mindre tid sammen med den honningelskende bjørn og de andre dyr.
I løbet af sin barndom var de hans bedste venner, og han brugte alt sin tid på at lege med dem og sørge for, at de fik mad.
Men alting har en ende, og nu hvor Jakob er startet på universitet, er han helt stoppet med at besøge sine barndomsvenner. Ikke mere leg og ikke mere mad.
Hungersnød og desperation har transformeret Peter Plys og Grisling fra tamme dyr til vildtlevende psykopater, der har ædt Æsel og er sultne efter mere.
I traileren ser vi Jakob vende tilbage til Hundredmeterskoven med sin nye kæreste i håb om at introducere hende til hans gamle venner. Men det får fatale konsekvenser, og ved synet af Jakob går Peter Plys og Grisling blodtørstigt amok på en flok universitetspiger, der har søgt tilflugt i en hytte ude i skoven.
Ifølge IMDb er ’Winnie the Pooh: Blood and Honey’ blot én ud af seks campy b-film, som Frake-Wakefield har liggende i efterproduktion, og instruktøren har allerede hentydet, at der vil komme mere med Peter Plys.
Det vides endnu ikke, hvornår ’Winnie the Pooh: Blood and Honey’ får premiere.