(I det følgende afslører jeg samtlige twists and turns i ‘Kærlighed for voksne’. Så er det sagt.)
’Kærlighed for voksne’ strøg direkte ind som den mest populære film på Netflix i Danmark, da den fik premiere 26. august, og her har den solet sig fra podiets top, indtil den her i weekenden blev skubbet ned på andenpladsen af en anden herlighed, der ligesom det danske drama bærer et navn så generisk, at det både kan være en film og en hel selvstændig kategori på tjenesten: ’Love in the Villa’.
Anmeldernes reaktion på Barbara Rothenborgs domestic thriller, efter manuskript af krimimakkerparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich baseret på deres egen bog, har været alt andet end nådig. Men hvad ved bønder om agurkesalat, som man siger, så jeg besluttede mig for at afprøve ved selvsyn, om det nu også stod så grelt fat.
Det er meget moderne, at film og serier starter med et dramatisk flashforward, så den utålmodige streamer hurtigt forsikres om, at shit is going down, selvom det starter lige lovlig samtalekøkken.
I åbningen af ’Kærlighed for voksne’ er det Sonja Richter, der spiller hasard med sine trommehinder ved at høre playlisten Classical Suburbian Spleen så højt, at hun aldrig lægger mærke til, at en varevogn speeder op bag hende i rasende fart på en stille skovvej. Fin inspiration til Rådet for Større Færdselssikkerheds kommende kampagne mod EarPods i trafikken.
Efter titelkortet mødes vi overraskende med et fraklip fra ’Badehotellet’, hvor Mikael Birkkjær foran bindingsværk og rosenbuske deler ud af sin visdom om den farlige kærlighed.
Det er åbenbart ham, der beretter historien til sin datter over en hyggelig kop te, og det må have været en lang barndom, hvis han har lydt som fortælleren i et Agatha Christie-mysterium, hver gang hun har spurgt ham til, om han har haft en god dag.
Så er vi tilbage hos Sonja og Dar i dobbeltsengen, hvor den utro ægtemands telefon bimler og bamler klokken fire om natten. Hvis jeg havde gang i en lyssky affære, ville jeg nok holde min telefon-conduite i strammere snor, men sådan er vi så forskellige.
En dag kommer jeg i øvrigt til at score kassen på at instruere filmfolk i, hvordan man slår lyden fra en telefon, med opfølgerkurset ’Flyfunktion og forstyr ikke-knapper for øvede’. Det kan ingen nemlig nogensinde finde ud af, heller ikke selvom telefonen har ringet adskillige gange i de mest upassende situationer som begravelser og samlejer.
Nå, men Sonja lugter lunten, og for første, men ikke sidste gang ser Dar mere skyldig ud end en fireårig, der er blevet taget i at få Bolette fra nabostuen til at vise sin tissekone.
Han er faktisk god til at spille en mand, der er dårlig til at spille skuespil, Dar Salim, men når han taler, lyder det nu alligevel lidt, som om Dar Salim har dubbet Dar Salims replikker. Foreløbigt er den mest mindeværdige skuespilpræstation således ægteparrets hus, der får oprejsning efter at være blevet vraget i sidste sekund, da rollen som klimavenlig white privilege-villa skulle besættes til ’Dronningen’.
Carpe doggystyle
Næste morgen er alt fryd og gammen. Dar lægger sin telefon til frit skue på køkkenbordet, fordi han åbenbart IKKE LÆRER AF SINE FEJL, og så er det afsted til jobbet, hvor vi benådes med replikken »Godt arbejde med de elementer i går«. Sagde ingen på en byggeplads nogensinde.
Dars kollega spilles af Morten Burian fra ’Speak No Evil’, der nu befinder sig i et endnu værre mareridt. Og ind træder så elskerinden, hvis karaktersærtræk kan samles under betegnelsen Hot Construction Worker.
Derefter bliver vi mindet om, at Mikael Birkkjær stadig er i gang med sin enetale, hvilket er interessant at tænke på, når vi senere overværer flere hede sexscener, som altså i filmens konstruktion er noget, farmand Birkkjær fortæller til sin datter med skræmmende sans for detaljer.
Derefter er vi med Sonja på tankstation, hvor dialogen om de matematisk-logiske spidsfindigheder omkring et guldvaskkort er filmens foreløbigt mest pirrende samtale – et mysterium, jeg oprigtigt glæder mig til at få løst.
Og så tager Sonja ellers fat som privatdetektiv, og vi finder ud af, at Hot Construction Worker faktisk er Hot Architect, og at de lystigt har flirtet hot hot hot på offentligt tilgængelige billeder på deres Facebook-sider.
Dernæst flasher geniet Dar sit nyeste påfund af overvældende diskretion, når han knalder elskerinden på glasvægskontoret, mens hans mistænksomme kone er til stede i bygningen.
Hot Architect kigger køligt nok Sonja direkte i øjnene under akten, mens Dar beviser, at han er imponerende god til at være til stede i nuet og ikke opdager, at hans bedre halvdel glor direkte på hans doggystyle fra tre meters afstand. Carpe diem.
Lidt efter får vi en rigtig omgang man-to-man-talk om kvinder og skilsmisser over noget så maskulint som udarbejdelsen af et Sankt Hans Bål, i sig selv meget forfriskende, da midaldrende mænd på film ellers mestendels spiller squash eller skyder lerduer i disse år.
Sexy-hæs som Mads Mikkelsen
Så konfronterer Sonja sin mand med kontorknaldet i en samtale, der afstedkommer én væsentlig konklusion: Her mindst seks årtier efter et ægte menneske fra virkeligheden har ytret sætningen, er »jeg vil ikke gøre dig ondt« måske klar til et comeback. Nogle vil sige bedaget, jeg siger forud for sin tid.
Det skal for resten bemærkes, at Dars stemme er sexy-hæs på Mads Mikkelsen-måden, og at han husker det mindst hver anden scene.
Sonja truer nu Dar med at afsløre hans økonomiske svindelnummer. Men hvad er det egentlig, han har gjort, spørger den nysgerrige seer, og svaret falder prompte i næste scene, hvor disse fiktionens svar på Kurt Thorsen og Rasmus Trads siger det lige ud.
»Vi manipulerede kursen og scorede kassen«.
Ahhva gjorde I, tænker den nysgerrige, men finansielt lidt uerfarne seer måske videre, hvorefter forklaringen heldigvis kommer igen med lidt andre ord:
»Vi pressede kursen ned og tjente på avancen«.
Vi er kun en halv time inde i filmen, så vi må hellere speede lidt op, men i de næste minutter finder vi ud af, at Dar og Lars Ranthe stadig bonder over hekseafbrænding, og at Mikael Birkkjær stadig beskriver eksplicitte sexscener for sin datter.
Nu får Dar færten af, at hans kone faktisk er fløjtende psykopat med et teenagemord på samvittigheden, og seeren får færten af, at filmens budskab måske er, at bag enhver forræderisk utro mand står en skingrende vanvittig hustru. Det kræver i hvert fald et manuskript af et vist format, at den utro mand nu pludselig fremstår som den mest sympatiske.
Så fremviser Sonja sine creepy stalker-skills, Dar medvirker i en sommerhusreklame for Danbolig, før han lufter sin mistanke om, at hun er Amy Dunne fra ’Gone Girl’. Og efter at have mindet ham om, at det handler om familie i en af de replikudvekslinger, der lyder, som om de først har været oversat til amerikansk for derefter at være blevet oversat tilbage af Google Translate, sender hun ham ud af huset med den værste trussel, man kan komme med i den øvre middelklasse: »Vi bytter bil«.
Herefter udlægger Mikael Birkkjær teksten for os: »Det er ligesom med et dyr. Når han er helt trængt op i en krog og ikke har andre muligheder, så bider han fra sig«. Tak, Mikael.
Nyt i Guldvasken
Fordi Dar er det største forbrydegeni siden Professoren i ’Papirhuset’, henter han nu en varevogn, han har adgang til via sit arbejde, for at bruge den til at slå sin kone ihjel.
Men, men, men: I Nordsjælland er røde hættetrøjer og Bach i ørene højeste mode blandt kvindelige joggere, og alas, han kører naboen over forfra og bagfra. Bagefter benytter han sig af mirakelkuren appliceret af skyldige typer i enhver Hollywood-film: Han tager et bad.
Sonja ligner nu mere og mere én af søstrene fra ’The Haunting of Hill House’, og jeg bliver næsten lidt ærgerlig over, at filmen alligevel ikke er ved at udvikle sig til en spøgelseshistorie, selvom den rødklædte løber viser sig lyslevende foran sin morder.
Mens ægteparret har haft travlt med at knalde udenom, slå ihjel og bygge bål, har de åbenbart også haft tid og overskud til at planlægge en studenterfest.
Plaget af sin samvittighed laver Dar Salim en Kevin Spacey i ’Seven’ og melder sig hos politiet, som dog tilsyneladende ikke ville kunne fange en gerningsmand, om så mordet blev begået i forhørslokalet.
Og endelig er der nyt i Guldvask-føljetonen – yessir! – for i ’Kærlighed for voksne’ er ingen scene tilfældig.
Sonja tager det faktisk ret pænt, at hendes mand har forsøgt at tage livet af hende. Og ved en middag foran et akvarie udlånt fra en Bond-film udfolder hun sin nye dæmoniske plan: At Dar slår Hot Architect ihjel, hvorefter de lever lykkeligt til deres dages ende.
»Det er bare et spørgsmål om planlægning. Du er ret god til det, skal det vise sig«, siger hun til manden, som ikke ved, hvordan man sætter telefonen på lydløs.
Verdens mest irriterende far
Men lidt champagne i swimmingpoolens skær skal der til, når velstillede danskere planlægger rovmord fra kongesuiten. Det er tilsyneladende her, at Dar beslutter sig for, at han hellere vil begå mord nummer 2 end at risikere at komme i fængsel for økonomisk svindel, hvilket må sige ét og andet om de danske strafferammer.
Men Hot Architect er for hot til, at han kan få sig selv til at gokke en pyntesten i hovedet på hende, og de dyrker sex i stedet, lidt forfra og lidt bagfra.
I stedet klarer Psyko-Sonja ærterne, og da Darstermind McGenius får besøg af politiet, virker han meget lidt overrasket over, at hans tidligere elskerinde og virksomheds vigtigste medarbejder er forsvundet.
Liget skal brændes på bålet i en heksesymbolik, jeg slet ikke kan overskue at nå til bunds i, og selvom man skulle tro, at Mikael Birkkjær efterhånden havde lugtet lunten og liget fra søbredden, lader han Dar tænde midsommerbålet, mens han klør sig selv i sine lækkergrå skægstubbe. Han var altså en væsentligt bedre politimand i ’Forbrydelsen’, hvor han viste sig at være morderen. (Spoiler alert).
Til gengæld får Politi-Mik i vendingen fortalt os, at han har mistet sin kone, sådan så vi lige har lidt at føle over, når filmens største twist rammer: At han skal til at følge sin datter op ad kirkegulvet, og at hele filmen har været verdens mest irriterende fars cautionary tale til sin datter i ventetiden op til altergang. Dit ægteskab kan meget vel ende i utroskab, mord, løgn og psykopati. Tak, far.
Imens ligger Hot Architects knogler på bunden af Furesøen, hvor ingen åbenbart har overvejet at lede. Og Dar og Sonja, levede de så lykkeligt til deres dages ende? Det er der ingen, der ved.
Eller interesserer sig for.
’Kærlighed for voksne’ kan ses på Netflix.