‘Avatar: The Way of Water’ er en meget lang film – tre timer og 10 minutter lang for at være helt præcis – men den kunne være blevet endnu længere.
Sådan lyder det fra James Cameron i et nyt interview med Esquire Middle East, hvor ‘Avatar’-instruktøren fortæller, at han skar godt 10 minutter ud af filmen, fordi scenerne i hans optik feticherede våbenvold.
»Jeg ville slippe af med noget af grimheden og finde en balance mellem det lyse og det mørke«, forklarer Cameron om sin beslutning og tilføjer:
»Du er nødt til at have konflikt, selvfølgelig. Vold og action er det samme, afhængigt af hvordan du ser på det. Det er enhver actionfilm-instruktørs dilemma, og jeg er kendt som en actionfilm-instruktør«.
De voldelige scener fra ‘Avatar: The Way of Water’ fik også instruktøren til at se tilbage på nogle af de film, han tidligere har stået bag – herunder ikke mindst ‘Terminator’-filmene, som han i retrospekt synes er en kende for voldelige.
»Jeg ved ikke, om jeg ville lave de film nu. Om jeg ville fetichere våben, som jeg gjorde i ‘Terminator’-filmene for mere end 30 år siden. Ikke i vores nuværende verden. Det, der sker med våben i vores samfund, giver mig kvalme«.
Cameron har tidligere fortalt, hvordan han optog ‘Avatar: The Way of Water’ og den tredje film i rækken på samme tid for at undgå det, han kalder ‘Stranger Things’-effekten.