Fremtidens iPhone kan måske ikke kun registrere, når du trykker på telefonens forside, altså selve skærmen, men også på siderne og sågar bagsiden.
Det viser et nyt patent, som Apple er blevet tildelt, der også afslører, at techgiganten ikke har opgivet idéen om en iPhone, der kan foldes sammen, skriver Apple Insider.
I patentet lyder det, at alle overfladerne på telefonen kan beklædes med et lag, der registrerer bevægelser og tryk fra brugerne, ligesom vi kender det fra selve skærmen.
Det vil med andre ord sige, at din iPhone kan mærke og registrere alt, hvad du gør ved den, uanset hvor du rører.
I patentet forklarer Apple, at udvidelsen af den bevægelsesregistrerende teknologi kan bruges i spil eller andre apps, hvor du ser noget på skærmen, imens du kan bruge bagsiden af telefonen til for eksempel at skrue op eller ned for lyden med en enkelt bevægelse.
Patenter er ikke ensbetydende med, at idéerne bliver en realitet, men netop i Apples tilfælde har der længe været snak om, at firmaet arbejder på at genopfinde både iPhone og iPad.
Sidste år blev der spekuleret i en slags hybrid mellem iPad og Mac, imens der for to år siden gik rygter om, at Apple ville lancere en iPhone i 2023, der kan foldes sammen.