Hvem vil ikke bare gerne hænge ud med Dar Salim og Jake Gyllenhaal i Hollywood?
Duoen har over de seneste måneder kørt en seriøs bromance på Instagram, og i weekenden kulminerede den så da makkerparret blev genforenet i Hollywood i anledning af promoveringen af deres nye film ‘The Covenant’.
Jake Gyllenhaal har endnu engang postet en stribe billeder af Dar og ham selv på sin Instagram. Med palmer i baggrunden og en behind-the-scenes-video, hvor Gyllenhaal begejstret tager billeder af sin medskuespiller.
Salim og Gyllenhaal spiller over for hinanden i Guy Ritchies kommende krigsfilm ‘The Covenant’, der har amerikansk premiere 13. april.
Jake Gyllenhaal spiller den amerikanske soldat John Kinley, der får til opgave at rekognoscere fjendtligt territorie med hjælp fra den lokale tolk Ahmed (Salim).
Men da gruppen pludselig bliver fanget i et bagholdsangreb, hvor Kinley og Ahmed er de eneste overlevende, må Ahmed risikere sit liv for at redde den hårdt sårede amerikanske soldat.
Det vides endnu ikke, hvornår filmen får dansk premiere. Se traileren her.