’Barry’ sæson 4: Bill Hader udløser perfekt kaos i suveræn afslutning på mesterlig serie
Hvad vil ’Barry’ blive husket for? Som ’SNL’-eleven Bill Haders flirt med det seriøse drama og den koldblodige thriller? Som den spøjse fætter til ’Breaking Bad’?
Jeg vil huske ’Barry’ som en af alletiders bedste halvtimes serier. Som en serie, der fra start charmerede sig ind med sit fantastisk absurde udgangspunkt – eks-marinesoldat, nu lejemorder finder ny tro på livet på et gakket skuespillerhold – for så at gå i en mørkere og mørkere retning henimod at udvikle sit eget gyldne snit for, hvad en serie med korte afsnit kan være. Og rumme.
Med den fjerde og sidste sæson cementerer ’Barry’ sin status.
Bill Hader og seriens medskaber Alec Berg syntes ellers at have skrevet hovedkarakteren op i et trængt hjørne. For sæsonen starter med Barry (Bill Hader) i fængsel dømt for mordforsøg efter at være blevet angivet af sin skuespilmentor og faderfigur Gene Cousineau (Henry Winkler).
Barrys anden faderfigur, den satyriske sjuft Fuches (Stephen Root), sidder på samme fængselsgang som Barry. Barry vil have Cousineaus kærlighed, men kun Fuches tilbyder den.
Og sådan kunne man forestille sig, at serien ville bruge den sidste tid med sit eget kugleskøre og koleriske spin på fængselsdramaet. Sideløbende kunne man have fulgt Barrys ekskæreste Sally (Sarah Goldberg), der som skuespiller og serieskaber er blevet blacklisted i Hollywood – ikke så meget på grund af relationen til Barry som for sit iltre ry som »the entitled cunt girl«.
Vi kunne også have moret os over et af serieverdenens mest bedårende par, de to gangstere NoHo Hank (Anthony Carrigan) og Cristobal (Michael Irby), som afbryder hvedebrødsdagene for at indlede et byggeimperium og først må fremkalde den rigtige broderskabsånd sammen med deres dubiøse følgere.
Det er ikke, fordi vi ikke får alt det ovennævnte. Det er bare kun et stillbillede. For lige når du tror, du ved, hvor du har serien, tager den en ny vanvittig drejning. Som en sneboldeffekt af pistolkugler og knuste hjerter igangsat af seriens perfekt uperfekte karaktergalleri.
Stort set alle karaktererne taler om deres kærlighed til andre, men i sidste ende kommer deres egen opretholdelse og ære først. Dårlig dømmekraft og narcissisme regerer. Det udvikler sig til en pendulering mellem den ene og den anden likvideringsbestilling. Selvsikre katte bliver pludselig til forfulgte mus og om igen. Én pendulering er så radikal, at den uundgåeligt vil blive sammenlignet med en anden Vince Gilligan-serie, ’Better Call Saul’, for så igen at svinge sin helt egen vej.
Penduleringen er faktisk seriens grundlæggende kvalitet. Små og store penduleringer mellem smerteligt karakterdrama, grotesk galgenhumor, iskold thriller og sågar en god portion surrealisme, mellem vemod, lårklask og åndenød.
Fra scene til scene. Fra ét øjeblik til et andet. Fra en cameo med Guillermo del Toro som gangster og en diskussion om kvaliteten af en morderduos gadgetpodcast til de uudslettelige tårer fra en person, som netop har sendt sin store kærlighed i døden.
Bill Hader har instrueret hele sæsonen og udviser tilsvarende en evne til hele tiden at veksle filmsproget mellem store dvælende panoramaer, klaustrofobiske rum tilsat actionfyldt klipning og legende panoreringer, som da NoHo Hank og Cristobal på en sportsbar pitcher deres businessidé til en broget forsamling af håndlangere, mens kameraet følger de to karismatiske gangstere i 360°-vandringer frem og tilbage.
Eller da en torturscene bliver dét mere uhyggelig, fordi lyden forsvinder.
Jeg troede i lang tid, at ’Barry’ ville handle om hovedpersonens moralske kvaler og eksistentielle undersøgelse af sig selv som enten god eller ond. Men som Cousineau understreger, da han i et herligt metalag forsøger at sælge Barrys historie som biopic til Hollywood: »This is not a good-guy/bad-guy story«.
Intet er sort på hvidt i ’Barry’. Serien er ikke sådan lige til at sætte på formel.
Hvis serien har en rød tråd og en fællesnævner, er det irrationalitet. Det er stærke følelser, som skaber kaos. Bill Haders mesterstykke er, at det lykkes at få virvaret og de vilde udsving til at hænge sammen i et 30-minutters format.
’Barry’ vil blive husket. Og voldsomt savnet.
Kort sagt:
Bill Haders serie om lejemorderen, der ville være skuespiller, slutter som et perfekt destillat af, hvad der gør den så enestående: Et destillat af alle mulige modstridende genrer og følelser, af dumhed og dødsens alvor på én og samme tid. Og på kun 30 minutter.
Anmeldt ud fra de syv første afsnit.