‘Barry’ sæson 3: Noget føles anderledes i Bill Haders lejemorderserie
Mange af os har genset venner og bekendte i dramatisk forandret tilstand på den anden side af corona-tunnelen. Måske er det bare en selv, der efter to-tre år befinder sig et andet sted i livet.
Oplevelsen går igen med sæson 3 af ’Barry’. Et glædeligt gensyn, men noget føles samtidig anderledes.
Sæson 2 havde premiere i 2019, og seriens skabere Bill Hader og Alec Berg begyndte forberedelserne til sæson 3 i starten af 2020. Så klappede det hele i. Den ufrivillige pause blev benyttet til at omskrive dele af sæsonen for bedre at forgrene sig ind i en fjerde sæson.
I en serie, der excellerede i dialogen mellem eksistentielt mørke og komisk lys, lader mellemårenes dunkle udsigter til at have påvirket Hader og Berg.
Eller sagt på en anden måde: Jeg kan ikke genkende Barry. Det gælder til dels serien. Men i særdeleshed hovedkarakteren.
Seriens kontrastfyldte ping-pong mellem Barry Berkmans (Bill Hader) lejemord og leg på teaterscenen eksisterer ikke længere. Seriens lyskilde, skuespillerholdet, er lukket og slukket. Hidtil har serien været drevet af Barrys eksistentielle iver efter at lægge lejemordertilværelsen bag sig og under kunstnernavnet Barry Block langsomt udfolde låste emotionelle sider gennem de selvterapeutiske opgaver i Gene Cousineaus (Henry Winkler) klasse af mere eller mindre amatøristiske skuespilaspiranter.
Særligt med sæson 2 fandt serien en fantastisk formel i det let absurde og i det absurde mørke. Barry, som skulle manøvrere i et moralsk og faderligt tovtrækkeri mellem drabsarbejdsgiveren Fuches (Stephen Root) og Cousineau. Konflikten blev sat på spidsen, da Fuches i jalousi afslørede over for Cousineau, at Barry havde dræbt hans kæreste, politibetjenten Janice.
’Barry’ har nu taget en drejning mod en mere dramatisk alvor og en multiprotagonist-struktur, som på godt dansk vil sige, at serien mere end før udgøres af en myriade af separate karakterplottråde. Heldigvis er serien dog stadig fyldt med befriende latterlige hændelser.
Vi følger blandt andet Barrys kæreste fra skuespillerholdet Sally (Sarah Goldberg), der som hovedrolleindehaver og showrunner på sin egen serie oplever hykleriet hos de moderne algoritmestyrede streamingtjenester. Det er tiltrængt med mere plads til kvinder i serien, om end Sallys plot synes mere forhippet på at gå i kødet på en tendens end fylde kød på kvindeportrættet.
Den knuselskelige tjetjenske gangster Noho Hank (Anthony Carrigan) og den bolivianske gangsterboss Cristobal (Michael Irby) nyder villa og Netflix-nætter i sengen, men for enden af idyllen anes en Romeo og Julie’sk tragedie. Ro og romantik på landet trækker ligeledes stærkt i Fuches’ ellers svorne hævn over Barry.
Gennemgående går alle karaktererne med drømme om en anden og bedre tilværelse, men er fanget af deres omstændigheder og forkerte valg. Ligesom Barry engang. Dengang vi i naiv sympati heppede på, at han med et sidste mord kunne lægge fortiden bag sig. Barry anno 2022 er uelskelig.
Barrys gråsprængte skægstubbe fortæller, at håbet er slukket. Hans handlinger fortæller, at vi har at gøre med en rendyrket psykopat. Fra de toksiske voldudbrud mod Sally til måden, han psykologisk tilfangetager arme Cousineau (gribende udslukt præstation af Winkler lige til en ny Emmy-statuette) og tvinger ham til at elske sig og til at gå til castings ud fra ideen om, at han så vil tilgive mordet på Janice. Barrys vej er mere meningsløs og sort, end da vi første gang mødte ham.
En interessant præmis, havde serien ikke brugt tre-fire afsnit på at finde en retning i vekselvirkningen mellem Barry og de andre karakterer. Herefter begynder sæsonen til gengæld at vise muskler, og manuskriptet disker op med nye forbløffende påfund. Som en bombe-app, der ikke virker og kræver hjælp fra et call center, eller da Hader eminent instruerer en bil/motorcykel-forfølgelsesjagt, som ligesom afsnittet ’ronny/lily’ fra sæson 2 mikser deadpan-genialiteter og ekstrem intensitet til en cocktail uden fortilfælde.
Hader og Berg har gjort ret i at ruske op i seriens struktur med Barry, der som en anden Walter White klarede frisag takket være grotesk guddommelige tilfældigheder, når det for alvor brændte på og det adskilte dobbeltliv krakelerede. Men for nu at tage et i dag standardiseret begreb fra 70’er-serien ’Happy Days’ – hvor Henry Winkler blev verdenskendt som Fonzie – kan man spørge, om ikke Hader og Berg med Barrys uhyggelige transformation har ’jumped the shark’: at man har taget karakteren for langt ud i forhold til, hvor han kom fra?
Barry er blevet skurk i sin egen serie, og de amerikanske anmeldere elsker det. Måske har han altid været det. Det kan selvfølgelig også bare være mig, der befinder mig et andet sted i livet.
Kort sagt:
Gensynet med ’Barry’ er mere end velkomment. Man skal dog være klar på, at seriens dramatiske mørke mere end tidligere overskygger for de absurd komiske indfald, som gør serien om en lejemorders livslede så ekstremt underholdende.
Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.