Sivas feat. Artigeardit ‘Jeg ka li hvordan du gør det’
Samarbejder har i årevis fyldt meget i hiphop, og det har muligvis været en nøglefaktor for, at det er blevet verdens største musikgenre. Hvis man er fan af én musiker, og de så samarbejder med en anden musiker, er der jo en indbygget fanskare, der kan vise interesse.
Det har Sivas og Artigeardit altid forstået. De er to af de vigtigste stemmer i de sidste ti års dansk hiphop – og de er begge meget glade for at samarbejde.
Netop derfor kan det egentlig overraske, at Artigeardit aldrig har gæstet et Sivas-track. De to trendsettere har kun tidligere samarbejdet som gæster på Lamins ‘Finde på’. Det laver de om på med den på én gang støvede og pulserende ‘Jeg kan li hvordan du gør det’, der lader til at sample de samme backingvokaler som på hiphopklassikeren ‘It Takes Two’.
Kendrick Lamar & Baby Keem ‘The Hillbillies’
Og nu hvor vi er ved samarbejder: I 2021 storhittede Kendrick Lamar og fætteren Baby Keem med samarbejdet ‘Family Ties’. Sidenhen har de udgivet en del samarbejder, men ‘The Hillbillies’ er nok den største banger siden det indledende fælleshit – ikke mindst på grund af det skæve beat, der sampler ‘PDLIF’ af Bon Iver.
Uden Ord ‘Hader du egentlig mig?’
Uden Ord har leget med AI-værktøjer for at finde frem til videoen til denne sang, som ifølge bandet har et »emo-flirtende univers«. Artrocktrioen meddeler desuden, at de til efteråret udgiver deres andet album, der får titlen ‘Verden den er lige her’.
Eee Gee ‘Ghost House’
Eee Gee skal til at turnere store dele af Danmarks festivalcirkus rundt (blandt andet NorthSide denne weekend), og hun har ny musik med i kufferten. Den rustikke let countryklingende popsjæler ‘Ghost House’ peger frem mod Eee Gees nyannoncerede albumtoer ‘She-Rex’, der udkommer 1. september.
CMAT ‘Have Fun!’
Og når vi er ved den countryklingende popmusik, så fortjener den nye single fra irske CMAT også lidt kærlighed. CMAT lyder i hvert fald som en, der kunne trænge til det, mens hun tvinger sig selv til at have det sjovt under et breakup. Der lander flere skæve countrypopbaskere, når hun 13. oktober udgiver albummet ‘Crazymad, For Me’.
Mas feat. Lamin ‘Ud af det blå’
De stærke hiphopsamarbejder står i kø denne uge. Den lyrisk orienterede storbypoet Mas er endelig klar med sit debutalbum, og flere af landets største rapstjerner er forbi. Det muligvis bedste nummer på tracklisten er et af disse samarbejder, nemlig en kølig og underspillet skæring, hvor Mas udveksler betragtninger med en veloplagt Lamin.
Dave & Central Cee ‘Sprinter’
Det er ikke kun i Danmark og USA, at stjerner samarbejder denne uge. To af Englands største hiphopstjerner er gået sammen på ‘Sprinter’, som er selvsikker pralerap af den bedste slags, hvor lidt øm guitar danner soundtracket for stribevis af punchlines.
Ida Laurberg feat. Andreas Odbjerg ‘Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’
Man behøver selvfølgelig ikke være rapper for at lave collab-tracks.
Ida Laurberg samarbejdede tidligere med Andreas Odbjerg om sangskrivningen på ‘Terrier’, og nu synger de duet på årets nok mest feelgood-kærlighedssang, hvor hele omkvædet rimer på navnet ‘Ida’ – men desværre ikke på ‘Andreas’, hvilket de trist må erkende.
Odbjerg kommer desuden til at fylde en del som sangskriver på Laurbergs debutalbum, der lander senere i år.
Gorgeous ‘Subconscious’
»Dream-country« – altså country med æteriske dreampop-elementer – er blevet et populært begreb i amerikanske countrykredse, men det har aldrig rigtig ramt vores geografiske hjørne. ‘Subconscious’ af danske Gorgeous er nok ikke dream-country i vendingens typiske forstand, men det er ikke langt fra.
Omar ‘Tar dig med’
Omar er forelsket. Mindst lige så forelsket som Laurberg og Odbjerg. Men ‘Tar dig med’ er ikke nær så feelgood. Det er i stedet en erklæring om, at man kan forandre sig til det bedre, selv hvis man ellers kan være iskold – for kærligheden er det værd.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: