Om blot en måned udgiver PJ Harvey sit første nye album i syv år, og til efteråret kan disse nye sange opleves live i Danmark.
Den engelske sangskriver har netop annonceret sin kommende Europa-turné, og i den forbindelse lægger hun vejen forbi Falkoner Salen den 27. og 28. oktober.
De to koncerter markerer PJ Harveys første musikalske optrædener på dansk grund siden 2017, hvor hun spillede en seksstjernet intimkoncert på Værket i Randers. Siden da har PJ Harvey kun gæstet Danmark i forbindelse med udgivelsen af digtsamlingen ‘Orlam’.
I forbindelse med annonceringen har PJ Harvey udgivet endnu en single fra det kommende album. Den nye single bærer titlen ‘I Inside the Old I Dying’, og dens musikvideo er instrueret af duoen Joaquín Cociña og Cristóbal León.
Det kommende album bliver PJ Harveys tiende i rækken og følger i hælene på albummet ‘The Hope Six Demolition Project’, som vores anmelder tildelte seks stjerner ved udgivelsen i 2016.
Albummet ‘I Inside the Old Year Dying’ udkommer 7. juli. Ifølge PJ Harvey udgør de nye sange »et hvilested, en trøst, en komfort, en balsam – som føles rettidigt i den tid, vi lever i«.
Billetsalget til de to koncerter i Falkoner Salen starter fredag den 16. juni kl. 10.00.
PJ Harvey (UK)
27. + 28. oktober
Falkoner Salen
Billetpris: 575-675 kr.