Den 7. juli udgiver PJ Harvey sit første album siden 2016, hvor hun slap ‘The Hope Six Demolition Project’. Det kommende værk bærer titlen ‘I Inside the Old Year Dying’, og er hendes tiende album.
Det har PJ Harvey netop annonceret – og samtidig udgivet den første single fra albummet i form af ‘A Child’s Question, August’.
Nummeret har desuden fået en musikvideo, der kombinerer optagelser af PJ Harvey med diverse billeder samt fotos af notesbøger med sangtekster.
PJ Harvey fortæller via en pressemeddelelse, at de nye sange udgør »et hvilested, en trøst, en komfort, en balsam – som føles rettidigt i den tid, vi lever i«.
»Jeg tror, at albummet handler om at søge og kigge – intensiteten ved den første kærlighed og om at søge efter meningen«, lyder det derudover. »Ikke at der skal være et budskab, men følelsen, jeg får fra albummet, er en følelse af kærlighed. Det er farvet med sorg og tab, men det er kærligt«.
Hvordan det konkret lyder, finder vi altså ud af den 7. juli, når albummet lander.
Forventningerne er høje. PJ Harveys seneste album anmeldte Soundvenue til seks stjerner.
»Med ’The Hope Six Demolition Project’ springer Harvey ud som omstrejfende samfunds- og samtidskronikør, en rejsende i social uro og global konflikt, men (heldigvis) også de ting, der knytter os sammen i familier, kulturer og – på tværs heraf – som mennesker«, skrev Soundvenues Mads Kjær Larsen dengang.