Kommentar: Er PJ Harvey fattigdomsturist eller selvkritisk voyeur?

Kritiske røster har været efter PJ Harveys mission på det samtidsdebatterende nye album ’The Hope Six Demolition Project’, der delvist fungerer som journalistisk reportage. Vores skribent Mads Kjær Larsen tager Harvey til forsvar og diskuterer det moderne protestalbum.
Kommentar: Er PJ Harvey fattigdomsturist eller selvkritisk voyeur?

KOMMENTAR Det siger næsten sig selv, at det ikke ville blive nogen nem opgave for PJ Harvey at følge op på ’Let England Shake’, et album, der vidt og bredt er udråbt til et af den slags mesterværker, som rockmusikken ikke leverer med helt samme frekvens som i forne tider.

’The Hope Six Demolition Project’, der landede i fredags efter fem års ventetid, har fået overvejende gode anmeldelser (den danske presse har været særligt venlig), men der er også kritiske røster, der sætter spørgsmålstegn ved PJ Harveys forsøg på – sat lidt forenklet op – at sammenføje journalistisk reportage med rockmusik.

Allerede nogle uger før albumudgivelsen opstod lidt af et ramaskrig i forbindelse med udgivelsen af albummets anden single, ’The Community of Hope’. En nuværende og en tidligere borgmester for Ward 7-distriktet i Washington D.C. kunne ikke nikke genkendende til det billede, Harvey tegner af det fattige, overvejende sorte kvarter i sin sang, og luftede derfor deres harme.

Flere anmeldere har sidenhen på lignende vis hæftet sig ved Harveys ’ufølsomme’ reportagestil, der er baseret på et førstehåndsindtryk, der ikke bærer præg af et dybere kendskab til lokalmiljøet. Washington Post-reporteren Paul Schwartzman har fortalt medierne, at han kørte Harvey (og hendes fotograf Seamus Murphy) rundt i området og undrede sig over, at Harvey ikke udviste interesse for at tale med de lokale på gader og stræder, men hellere bare ville se det fra sit trygge bilsæde bag tonede ruder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Spørgsmålet melder sig naturligt: Er Harveys forehavende blot det anmelderen for Stereogum kalder en overfladisk form for ’fattigdomsturisme’ (foruden D.C., er scenen for albummets sange sat i Kosovo og Afghanistan), der under dække af at afdække menneskelig lidelse og armod i forlængelse af (amerikansk finansierede) krige og global finanskrise, egentlig ikke rigtig er interesseret i at lytte, se, føle og opleve, men kun i at docere og polemisere?

Forvirringen er forståelig og diskussionen jo ikke i sig selv uvelkommen, men det er alligevel ret indlysende, når først man kender sammenhængen: Harvey giver i sangen ord til Schwartzmans egne udtalelser på bemeldte biltur rundt i Ward 7. Når hun synger om en ’drug town’, om indbyggerne som ’zombies’ og om en skole som et ’shithole’, så er det den lokale journalists egne ord, hun gengiver.

Det fremgår helt tydeligt af foto/poesi-samlingen ’The Hollow of the Hand’, der udkom allerede sidste efterår (i samarbejde med førnævnte Seamus Murphy). Her står de af journalistens ord, der blev implementeret i ’The Community of Hope’, i anførselstegn. Der er altså tale om citater, som Harvey skrev ned, mens hun lyttede til Schwartzman.

Harvey får med dette greb problematiseret hvordan vi taler om marginaliserede og de omgivelser de bor i, også selv om vi måske på overfladen er empatisk indstillede over for dem. For når en lokal kender udtaler sig lidet indfølende om stedet og dets indbyggere, hvordan skal en fremmed observatør (altså Harvey selv) så få et retvisende billede og formidle det overbevisende?

Flere andre sange på ’The Hope Six Demolition Project’ spiller på den samme grundkonflikt: Harvey efterlader små hints i sine tekster, der lige så meget udstiller hendes egen uvidenhed eller uformåenhed i forhold til det hun står over for, hendes egen manglende evne til at dykke ned eller trænge ind i de steder, oplevelser og mennesker, der danner grobunden for materialet. Ved at understrege det distancerede bliks begrænsede perspektiv stiller Harvey fundamentalt spørgsmålstegn ved sit eget projekt som kronikør i albumform.

I ’The Community of Hope’ indlægger hun en enkelt lille tilføjelse – »at least that’s what I’m told« – efter at have udtrykt, at en central trafikåre i Ward 7 er som »a pathway to death«. Hun indfletter på den måde bevidst en ’fodnote’ i sin sang, der kan siges at udgøre en markering over for lytteren: ’Pas nu på. Tro ikke på alt hvad du hører – heller ikke det, jeg fortæller dig!’

Albummets ’pointe’ som kunstnerisk udsagn er med andre ord ikke eksklusivt at foretage en simpel protest mod verdens tilstand ved at vise hvor grim og elendig den er for the have-nots. Harvey er optaget af sin egen rolle som observatør, eller mere negativt formuleret: Voyeur. Sangene handler om det hun ser på sin vej, men de handler også på et andet plan om det at videregive information og være ’prisgivet’ sit eget overfladiske kendskab til årsager og baggrunde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De 28.000 forsvundne børn, som hun synger om på førstesinglen ’The Wheel’, understreger hun, er et tal, hun har hørt et sted (»I heard it was 28,000«). Den formulering fungerer som et clue om, at nok forsøger Harvey at formidle en sandhed, men hun er samtidig tvivlende: ’Kan jeg stole på det jeg bliver fortalt?’, eller måske mere beskedent: ’Husker jeg korrekt?’

I ’Chain of Keys’ (om Kosovo) synger hun, at hun ser en ældre kvinde i en landsby, hun gerne vil tale med, men at hun bliver afvist af denne (»we ask, but she won’t let us in«). NME var i sin kun moderat begejstrede anmeldelse inde på, at man som lytter tænker: ’Mon ikke den kvinde bare ønskede at Harvey og hendes fotograf skulle skride?’

Men mon dog Harvey havde medbragt den detalje, hvis hun havde ønsket at lave et ’klassisk’ protestalbum, der skal ’overbevise’ lytterne om hendes egne noble hensigter og de lokales trængsler? Som jeg ser det, har Harvey medtaget den linje, for at lytteren skal skærpe sin kritiske sans.

Grebet – det at være uhjælpeligt fanget i rollen som en observerende, der ikke for alvor kan træde ind i de verdener, hun besøger – bliver spidsformuleret i slutsangen ’Dollar, Dollar’ (om Afghanistan), hvor Harvey sidder i en bil på vej videre til næste destination. Da bilen holder i en kø, kommer en dreng hen til vinduet og siger ’dollar, dollar’. Denne ydmyge gestus (at bede om penge) sameksisterer i ét rammende øjeblik med den umådelige afstand og adskillelse, der er mellem Harvey og drengen.

Anmelderen for The Arts Desk anfører, at det virker som om Harvey ikke er sig bevidst om den afsmag af ’kolonialisme og Imperiets dage’, som sangen vækker. Anmelderen for Stereogum anfører, at det er en ’smuk, intens og smertefuld’ sang, men konkluderer, at sangen alligevel er forstemmende: Harvey sidder jo bare inde i sin bil. Hun gør ikke noget!

PJ-Harvey
Men det Harvey gør – i kunstnerisk (ikke aktivistisk!) henseende – er at gøre opmærksom på, at hendes rolle som fortæller på albummet svarer til hendes reaktion, da hun så drengen og hørte hans bøn: Hun blev inde i bilen – bag voyeurens sikre facade.

Det at hun tematiserer sin egen afstand gør mere end noget andet ’The Hope Six Demolition Project’ til en form for inversion eller dekonstruktion af protestalbummet. Der er snarere tale om en ’protest-mod-umuligheden-af-at-lave-en-oprigtig-og-indforstået-protest’.

Måske var det den implicitte pointe, Harvey selv pegede på, da hun gjorde indspilningen af albummet offentligt tilgængelig? Igennem en glasvæg (og udstyret med høretelefoner) i Somerset House, et londonsk kulturhus, kunne publikum følge indspilningernes møjsommelige gang. Harvey kunne omvendt ikke se eller høre dem.

På den måde fik observatøren Harvey tematiseret voyeur-rollen ved selv at lade sig anonymt betragte midt i skabelsesprocessen. Som samlet kunstprojekt (fotobog/digtsamling, musikalbum, indspilning-som-kunstinstallation) modstilles publikums forhold til kunstneren til kunstnerens betragtende fremgangsmåde i formgivningen af sit materiale.

Det er forståeligt, hvis man – som nogle kritikere har påpeget – får mere ud af at lytte til Vince Staples’ eller Kendrick Lamars fortællinger fra ghettoen. De fortællinger er langt mere konkrete, langt mere fortællende, i langt højere grad insiderudsagn, levet liv, der skaber indlevelse og identifikation.

Men det udelukker omvendt ikke værdien af det, Harvey har gang i med ’The Hope Six Demolition Project.’ For vi har måske brug for begge perspektiver?

Harvey problematiserer selve perspektivet og formidlingen af det stof, der foregiver at være en repræsentation af noget faktisk, det der er den journalistiske reportages grundstof. Hun slår fast, at hun er en observatør, en outsider, og i den afstand ligger der også en anerkendelse af hendes egen magtesløshed i forhold til at bidrage til at skabe en forandring. Fordi hun ikke tager del, fordi hun ikke kan give en ’dollar, dollar’ til enhver fattig hun møder på sin vej, fordi hun altid er på vej videre, i transit – i fly, i bil, på hotelværelser – står hun impotent, afmægtig, i mødet med den verden, der brænder.

Læs også: Vi rangerer: PJ Harveys album fra værst til bedst

Læs anmeldelse: PJ Harvey ‘The Hope Six Demolition Project’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af