NorthSide: Det var som om, Figurines slet og ret aldrig var gået i opløsning
KONCERT. Figurines havde fået et sjovt tidspunkt i NorthSide-spilleplanen. Efter de erstattede amerikanske Pom Pom Squad, blev der rykket rundt på tiderne, så de spillede pladask oven i Dizzy Mizz Lizzy, som man da ellers må antage, at de deler en vis fanskare med. Måske var det for at undgå, at den ganske lille Luna-scene skulle blive for lille.
Men det sørgede også for at tiltrække et publikum, der ikke kun kom, fordi de kunne huske, dengang ’Hey, Girl’ var Ugens Uundgåelige, men fordi de havde lyst til at lade sig forføre af bandets flotte sange. Oppe foran var der i hvert fald ikke skyggen af den berygtede NorthSide-sniksnak.
Og dermed kunne det nyligt gendannede danske band levere et show, der ikke leflede for at få folk ind i varmen, men i stedet kunne lade sangene ånde lige så stille, så vellyden var til at tage og føle på.
Der blev ikke gjort det store ud af showmanship i den klassiske forstand, men spilleglæden var der ingen tvivl om. Det var eksempelvis en fornøjelse at se, hvordan de øvrige Figurines-medlemmer sang med på selv de melodier, hvor de ikke havde til opgave at levere korvokaler.
Under de mere uptempo numre var der godt med bevægelse i gruppen – særligt forsanger og guitarist Christian Hjelm, der lavede nogle sprælske skridt, nærmest hver gang et energisk riff var på vej.
Det gjorde også den egentlige publikumsinteraktion mere mindeværdig. Efter mangt en vellydende sektion trådte Hjelm selvsikkert ud til scenekanten og gestikulerede for at modtage publikums bifald, mens sangen fortsatte – et greb, der var vedvarende, men doseret lige tilpas til, at det fungerede, uanset om sangen hed ’Other Plans’ eller ’Hey, Girl’.
Figurines mestrer de hektiske, småstøjende poprock-melodier, der da også blev leveret med både energi, overbevisning og tilmed et lysshow, der kunne matche intensiteten. Men til min store overraskelse var det især sjælerne, der satte sig fast hos mig.
Den i studieudgaven country-klingende ’Back in the Day’ blev spillet i sin helhed med næsten udelukkende guitar og trommer, før sangen fik tillagt en længere instrumental passage med hele bandet, og en af de mere tilforladelige ’Skeleton’-sange blev dermed løftet til en eufori af vellyd.
Det gjorde sig i endnu højere grad gældende, da de bagefter affyrede den vemodige og skælvende ballade ’Release Me on the Floor’, der endda er ganske fyldig i studieudgaven, men som på NorthSide blev til en emotionel odyssé med et længere instrumentalt stykke. Især gjorde det indtryk da Claus Johansen spillede helt ømt og sårbart på sin leadguitar for derefter at blive mødt af et ustyrligt angstskrig af et arrigt Christian Hjelm-smadderriff.
Det var som at se et væld af følelser, der kammede over, så Hjelm pludselig ikke havde andet valg end en voldsom udadreaktion. Hjelm valgte endda at sætte sig på kanten af trommeplatformen derefter som for at symbolisere, at fortælleren havde brug for at komme til hægterne igen. Den seance var kulminationen på et band, der spillede fremragende sammen – som om de slet og ret aldrig var gået i opløsning.
Efter den festligt rockede afslutter ’Debate Because It’s Over’ sagde Hjelm: »Det var det, vi havde til jer. Tak, fordi I kiggede forbi« – leveret med den roligste røst, man kan forestille sig. Taknemmeligheden gik begge veje.
Kort sagt:
Figurines spillede eminent sammen til en koncert, der prioriterede kælende vellyd over forsøg på at få nye fans med ind i folden. Men hvis man allerede satte pris på Figurines-universet, var det umuligt at gå skuffet derfra.