’Materialists’: Hot Hollywood-trio har pænt lunken kemi
Han er 10/10, men han har cirka samme størrelse som Lord Farquaad.
Og han har en høj hårgrænse. Og uklædelige bukser. Og kun en semigod årlig indkomst.
Har vi ikke alle været på date og afvist ham?
Og har I ikke også alle været på date og afvist mig: En 30-something humørsvingende pladderhumanist med tendens til fedtet hud og for meget blush … eller var det for lidt?
Pyh, det moderne heteroseksuelle ’kærlighedsliv’ er nådesløst, og grundene til at blive kasseret er uendelige, latterlige og uforståelige for de fleste af os.
For alle undtagen matchmakeren Lucy (Dakota Johnson).
For hende er dating og tiltrækning præcis som let løselig matematik, og alder, indtægt, BMI, race, klasse, ryge- og makeupvaner er alle betydningsfulde decimaler i et større ’den eneste ene’-regnestykke, når hun i Celine Songs ’Materialists’ agerer succesfuld Kirsten Giftekniv for New Yorks elite.
Fortravlede og velklædte storbyborgere spankulerer højhælet rundt i chick flick-værdig sensommersol, mens de dovent betaler sig fra, at andre indfrier deres forelskelse. Og penge og tiltrækning hænger, ifølge både instruktør og hovedkarakter, rigtignok uløseligt sammen i denne kyniske og kalkulerede verden.
Til at begynde med, that is.
For efter en skæbnesvanger aften sættes Lucys kolde relationsforståelse på prøve, da bachelorretten møder den eftertragtede rigmand Harry (Pedro Pascal) og sin karrierevaklende ekskæreste John (Chris Evans) og nu står i et vaskeægte dilemma:
Skal hun vælge det perfekte catch/match og the good on paper guy, eller skal hun genforenes med sin gamle, men fattige flamme?
Med denne spicy ’For Love or Money’-dikotomi diskuterer filmen ægteskabet som en forretningsmodel og datinglivets kapitalistiske elementer. Det handler om, hvordan vores filler- og filterfulde tilværelse resulterer i dehumanisering og den unode, at vi betragter os selv og andre som en vare, man kan investere i – ja, sågar forbedre.
Således ligger menneskets værdi, skønhedsindustri og kroppen som salg- og modellerbar som spændende underliggende spor, og den anerkendte instruktør bag det gyldne mesterværk ’Past Lives’ skildrer nok engang rettidige og komplekse tilstande med både psykologisk forståelse og æstetisk tæft.
Men selvom Song er vendt tilbage til trekantsdramaet, og der tonalt og tematisk er ligheder mellem ’Materialists’ og ’Past Lives’, er kvaliteten ikke den samme.
For hvor hun med sin spillefilmdebut leverede et nuanceret portræt af parforholdslogikker og kærlighedens til tider barske realiteter, er hendes nye fortælling mere klichefuld og mindre spændende.
Og uagtet at der er noget besnærende over den melankolske grundstemning, kunne denne selvbetitlede romantiske ’komedie’ godt bruge lidt mere af både rom og com.
For jo jo, der er skam sjove (og sandfærdige) elementer, når man i stramt klippede montager hører de mange kræsne singler fremlægge deres ulidelige mål og krav, og når ’swipe og smid væk’-kulturen dissekeres. Men filmen er flere steder uhensigtsmæssig humorforladt, og kemien mellem spillerne er desværre pænt lunken.
Det er i øvrigt svært rigtigt at holde af og med menage a trois-deltagerne, idet vi – trods storladne og tæt på Shakespeare’ske replikker om amour og rynker – aldrig kommer helt tæt på dem og deres egentlige længsler.
Pedro Pascal har forbløffende lidt skærmtid i ’Materialists’, og det eneste, vi sådan rigtigt ved om den lidt energiflade hovedkarakter, er, at hun grundet barndomstraumer ikke bryder sig om underbemidlede fedterøve, men til gengæld elsker den specielle (læs: psykopatagtige) kombination af pilsner og Coca Cola.
Det er ærgerligt. Og det samme er den erkendelse, at Song – trods en tydelige mission om det modsatte – har lavet en film, der fokuserer mere på, hvordan (kærligheds)livet bør være, end hvordan det faktisk er.
Men kunstens kraft kan jo som bekendt konstituere nye virkeligheder, og man kan da håbe, at ’Materialists’ kan medskabe en, hvor hengivenhed og hed samtykket oralsex er inden for rækkevidde for os alle.
Selv for os, der ikke har penge, men Lord Farquaad-mål og blush blindness.
Kort sagt:
Celine Songs nye visuelle fornøjelse kunne have været 10/10. Desværre mangler ’Materialists’ humor, gnist og det nuancerede blik, instruktøren imponerede med i ’Past Lives’.