Vi rangerer: PJ Harveys album fra værst til bedst

Siden start-90'erne har PJ Harvey leveret stribevis af mesterværker med rocken som omskifteligt udgangspunkt. Vi rangerer hendes ni soloalbum, hvilket samtidig er et indblik i en af de mest ærefrygtindgydende karrierer i nyere musikhistorie.
Vi rangerer: PJ Harveys album fra værst til bedst

UhHuhHerPjHarvey

 

9.’Uh Huh Her’ (2004)

Blandt PJ Harveys mange loyale fans tror jeg, det er muligt at støde på nogen, der foretrækker et hvilket som helst af hendes (nu) ni album som soloartist (fraregnet de to duoplader med John Parish), fordi de hver som én er dragende udtryksfulde og med indlysende kvaliteter.

Og dog…: Jeg har endnu aldrig mødt (eller hørt om) nogen, der regner ’Uh Huh Her’ som deres personlige PJ-favorit.

Det kan der være gode grunde til: Det er først og fremmest det PJ-album, hvor man mindst fornemmer en rød tråd – tematisk, billedligt eller musikalsk; en fortælling, der overskrider enkeltsangenes udsagn som netop ’bare’ sange i egen ret. Sådan en tilgang kan danne grobund for glimrende album, men det kræver at materialet er top notch. Og det er det ikke helt på Harveys lettere identitetsforvirrede efterfølger til den kommercielt succesfulde ’Stories From the City, Stories From the Sea’ (2000).

Det er som om den succes og den viljefaste eksekvering, der udgik fra forgængeren, har hensat Harvey i en stemning af tvivl og retningsløshed i forbindelse med arbejdet med ’den svære opfølger’. Man kan næsten høre hende i konflikt med sig selv: ’Hvor skal jeg dog gå hen, når jeg ikke kan se mig selv tage skridtet fuldt ud og blive en kommerciel performer med alt hvad det indebærer?’

Resultatet er et underligt uforløst vadested. Der er fine og intense øjeblikke (’Shame’, ’The Desperate Kingdom of Love’), men produktionen er mudret, og stemningen skulende, ja, nærmest passivt-aggressiv: At lytte til ’Uh Huh Her’ – Harvey producerede selv og spillede alle instrumenter minus trommer – er lidt som at tilbringe en lang sommereftermiddag i en mørk stue med en tvær teenager, der helst ikke vil uden for en dør, fordi solen er så stikkende.

Nedtællingen fortsætter på de følgende sider.

WhiteChalkPjHarvey

 

8. ‘White Chalk’ (2007)

’White Chalk’ efterfulgte ’Uh Huh Her’ og er på sin vis dens diametrale modsætning. For på ’White Chalk’ opererede Harvey med en ’dogme’-æstetik i form af nogle bevidste musikalske og tematiske valg, der som så ofte (før og siden) har givet hende mulighed for at leve sig ind i og forme sit materiale, så det rammer noget tankevækkende og henførende, der overskrider det strengt personlige eller ’autentiske’.

Som regel er coveret et ganske godt sted at starte med Harvey: Det er sjældent tilfældigt valgte snapshots. Hendes covers fortæller altid en historie, der er i samklang med indholdet på et helt fundamentalt plan. Det samme er tilfældet med ’White Chalk’. Kig på det, og du kan næsten regne albummets lyd og univers ud.

Coveret emmer af victoriansk fortrængning; en højhalset, hvid kjole, som taget ud af en Emily Brontë-roman, hvor den nysselige, men stramme facade vidner om et kuldslået følelseshav nedenunder.

Musikalsk er der skåret ind til benet: Harveys eget rudimentære klaverspil pirker rundt under sangenes fortællinger som piblende mus. Hun synger med en skinger, næsten stranguleret, falset, der forlener musikken med en stemning af skiftevis spøgelsesagtig resignation og dødelig dramatik.

Sange som ’Dear Darkness’, ’Grow Grow Grow’ og ’When Under Ether’ bevæger sig over en solid, melodisk bund, der gør, at musikkens spartanske indramning forstærker snarere end formindsker dramaet.

Desværre er albummets anden halvdel væsentlig mindre vedkommende – qua mindre melodisk slidstærk – end den første.

Men det skal ikke tage noget fra en sang som ’When Under Ether’, der fortæller en historie om en kvinde, der får foretaget en abort, mens hun er spændt fast på en hård madras og langsomt driver væk i bedøvelsens døs… Eller sådan kan sangen i hvert fald fortolkes, for Harvey er for begavet en lyriker til at udlægge det knugende drama, så det står mejslet i sten. Traumet forløses/fastslås i sætningen »human kindness«, der bliver gentaget som mantra til sidst – et opbyggeligt valg af ord, for så vidt, der dog netop af den grund er ildevarslende for en nutidslytter, der næppe forbinder stemningen i rummet med ’human kindness’.

PJHarveyStoriesFromtheCity

 

7. ‘Stories From the City, Stories From the Sea’ (2000)

PJ Harvey med cool, modebevidste sorte solbriller og sofistikeret guldhåndtaske bevæger sig selvsikkert gennem et glitrende storbymotiv.

Coveret udgør en ret malende kontrast til coverne på Harveys øvrige produktion. Med ’Stories From the City, Stories From the Sea’ er det derfor ikke så overraskende, at Harvey pludselig solgte album i et millionoplag. Det ligger i selvfremstillingen, at der er tale om en kvinde, der ved hvad hun vil og er klar til at gå efter (gul)det.

Musikken er skridsikker, bastant og guitarerne knaser sprødt, som har de først nu fundet ud af, at de kan bruges til at male med bred pensel frem for at tegne små, forknytte udsagn eller indkredse ’forbudte’ tanker om sex og syndighed. Stemmen knejser med en strunk selvsikkerhed, der er tilført en ’køn’, klartonet fernis. Der er ikke noget her, der for alvor kan skræmme pladekøberne væk.

Der er stærke sange på ’Stories From the City, Stories From the Sea’ og det klæder på sin vis Harvey at give los og lade en basal fornemmelse for poppet timing og tilgængelighed flytte ind i sit univers, men det er samtidig også hendes mindst personlige album (teksterne er mestendels noget anden-sorterings-sjusk: »Like a gypsy / you dance in circles / all around me / and all over the world«, lyder det for eksempel på ’Good Fortune’) og det med afstand mest pastichetyngede materiale, hun har leveret.

Det er så tydeligt en kærlighedserklæring til New York og til den musik, Harvey voksede op med og idoliserede som ung: Den klassiske rock fra 70’erne og, den New York-settingen taget i betragtning ret oplagte, parallel til Patti Smith anno ’Easter’ (Harvey intonerer på en måde, der nærmest er en tro kopi af forbilledet) hviler som en lidt tung skygge over albummet, der dog også indeholder fremragende sange som ’Big Exit’, ’A Place Called Home’ og ’You Said Something’, hvor den knitrende klare instrumentering giver sangene det skub, de har brug for.

IsThisDesirePJHarvey

 

6. ‘Is This Desire’ (1998)

Med ’Is This Desire’ befandt Harvey sig i lidt samme situation, som da hun lavede ’Uh Huh Her’: Hun skulle følge op på en succes (i denne ombæring 1995-gennembruddet ’To Bring You My Love’).

Hvor ’Uh Huh Her’ bærer præg af at lyde som en hård fødsel, der ikke gav sin skaber megen glæde i processen, så er ’Is This Desire’ et anderledes ambitiøst forsøg på at vinde nyt land og favne bredere med sin kunst i forhold til den overordnet enkle og rå tilgang, der havde kendetegnet hendes første tre album i 90’erne.

Spørgsmålet er, om Harvey helt kan gabe over det stil- og stemningsmæssige spænd, der kendetegner musikken på ’Is This Desire’? 18 år efter albummets udgivelse er det fortsat det album i Harveys oeuvre, jeg har sværest ved at kategorisere og egentlig finde ud af, hvad jeg synes om. Det kan afgjort kaldes for en kvalitet ved værket, men som også giver det en form for uafgjorthed, jeg dårligt forbinder med Harveys normalt så tematisk og æstetisk veltilrettelagte produktion.

Der er ingen tvivl om, at Harvey lod sig inspirere af 90’ernes elektroniske musik. Lyt bare til triphop-effekterne på for eksempel ’The Wind’, hvor et støvet trommebeat møder et fjernt ekko af en søsyg strygersektion, eller bemærk Björk-inspirationen på den hårdt skærende ’Joy’ (det er måske ikke et tilfælde, at titlen lægger sig op af titlen på en Björk-sang, som den minder om: ’Enjoy’?).

Men albummet er mere end bare tidstypisk electronica. Det er et alt for humørsvingende bæst til at passe ned i en nydelig genrekasse.

Oven på den indadvendte, murrende ’My Beautiful Leah’ åbnes vinduerne pludselig op, så luft og lys strømmer ind i trykkammeret med ’A Perfect Day Elise’. Samme sang viser sig dog at bære på et betragteligt mørke: En form for stalker-hymne, besættelse gone wrong, og enigmatiske linjer som »God is the sweat running down his back«. Harvey viser sig både fra sin mest uforsonlige og fravendte side, men også fra sin mest bløde, intime og nærværende på sange som ’Catherine’, ’The River’, ’Angelene’ og titelnummeret.

’Is This Desire?’ Der ligger noget tvivlrådigt, skuffet og afmægtigt i titlen, som sådan set kan overføres på værket selv. Men der er også noget fint, sart og prøvende over det. Som en kunstner, der bevæger sig ad nye stier og mærker de nøgne fødder under sig blåne i skrækmættet fryd, når de træder ud i vandkanten og mærker det rislende sug af vandets elementære kraft.

PjHarveyDry

 

5. ‘Dry’ (1992)

Hvis man – rent hypotetisk – gik fuldstændig uhildet til PJ Harveys produktion og lyttede alt det, hun har lavet, igennem fra start til slut som var det for første gang, ville man næppe være i tvivl om kronologien. ’Dry’ og ’Rid of Me’ skiller sig tydeligt ud som ungdommens utæmmede udsagn. ’Dry’ er tydeligvis det første skridt, hvor ’Rid of Me’ er den mere ekspressive og varierede toer.

’Dry’… hvilken debut! En snerrende, genstridig, farlig og besættende bluespunk-eksplosion af et album, hvor Harvey lyder lige så frygtløs, som hun lyder nerveflosset sårbar. Det er en ufravendt skråt-opfinger af et album, et manifest vendt mod enhver form for stereotypisering af en ung kvinde med verden foran sig. Det var set før i rockens vidtforgrenede historie – at en kvinde kunne vise tænder på den måde – men Harvey var alligevel chokerende anderledes, da hun dukkede frem som trold af æsken i 1992.

Måden hun ægger sin lytter på, måden hvorpå hun provokerer, driller, ydmyger og udfordrer sangenes mandlige protagonister. De ’stakkels’ mænd, der tror, at hun bare er en underdanig og/eller taknemlig kvinde, der er klar til at føje sig dem. På den fremragende ’Sheela-Na-Gig’ – fortsat et godt bud på karrierens bedste sang – er det hele sat på spidsen. Det rå riff og den skrydende stemmeføring, som få kan efterligne med samme effekt:

»Look at these, my child-bearing hips/ look at these, my ruby-red lips«, synger hun før hun endegyldigt afmonterer manden – det kryb, den kujon:»He said: ’Wash your breasts, I don’t want to be unclean’/ he said: ’Please, take those dirty pillows away from me’«.

’Dry’ var et af Kurt Cobains favoritalbum i tiden op til hans død. Det er ikke svært at forstå hvorfor. For Harveys voldsomme aggression blødt op med genuint medrivende sangskrivning og solide riffs er som taget ud af manualen for den anti-machismo, Cobain selv sværgede til.

PhHarveyRidofMe

 

4. ‘Rid of Me’ (1993)

Hvis ’Dry’ var en vitaminindsprøjtning til rockscenen, så er det mest overraskende ved ’Rid of Me’ måske, at det lykkedes Harvey at lave et endnu mere vredt og kompromisløst værk i anden ombæring! Hun hyrede Steve Albini som producer til lejligheden med det erklærede formål at få en så skærende, konfronterende lyd som muligt.

Men Harvey viser også flere musikalske temperamenter og nuancer på ’Rid of Me’. Titel- og åbningsnummeret afslører det meste af paletten fra første færd: Fra den slæbende intro, der er tyst og tilbageholdt, men netop på en måde, så man fornemmer, at det bygger op til en form for udladning, og når den først kommer er den uden nåde: Først som seksuel besættelse (»lick my legs/ I’m on fire!«) og sidenhen som noget anderledes ondsindet, hævnende:»I’ll make you lick my injuries / I’m gonna twist your head off, see?«.

Endnu mere truende – eller bare befriende humoristisk – er hendes fuldtonede demaskering af manden som piksvingende Karl Smart:»Fifty foot queenie / fifty foot rising / you can bend over, Casanova!«. Harvey sætter virkelig trumf på her ved at gå hårdt til manden på selve hans manddom, men samtidig ironiserer hun over mænds måde at italesætte deres (seksuelle) fortræffeligheder på netop ved at overtage deres sprog.

I samme sang – ’50ft Queenie’ – synger hun ordene:»I’m no. 1 / I’m second to none«.

Damn right! I 1993 var der ingen kvinde, der leverede besættende, vred rock’n’roll med samme
effekt som Harvey.

PjHarveyTheHopeSixDemonlition

 

3. ‘The Hope Six Demolition Project’ (2016)

Der findes helt sikkert Harvey-fans, der så langt foretrækker den personlige (og aggressive) furie fra hendes tre første album, og som har svært ved at forene sig med den modne kunstner, der tager politiske spørgsmål op til debat og synger med en stemme, hvor rå passion er blevet lagt i graven til fordel for en fjern falset eller en simpelt registrerende tone.

Men man skal ikke tage fejl: Hos Harvey er det personlige politisk og det politiske personligt. Som kunstner er hun blot i stigende grad blevet bevidst om at skrive sig selv ud af sine sange for at give plads til universelle erfaringer eller til erfaringer, der beskriver skæbner andre steder og til andre tider (som hun også gjorde det på ’White Chalk’ og ’Let England Shake’).

Ser man strengt på lyrikken på denne sangcyklus, der tager udgangspunkt i rejser til Kosovo, Afghanistan og Washington D.C., så er der ikke meget lys for enden af tunnelen. Det er som om visionsløse politikere, der forveksler snusfornuft med offentlige nedskæringer og griske finansfyrster, der kun kerer sig om begæret efter at bemægtige sig stadig større rigdomme, helt har fået Harvey til at opgive troen på menneskets fremtid. Hendes udsyn er globalt, men globalt nedslående, kan man sige.

Men lyt til musikken! Mærk dens dybe groove (med aner i bluesens arkaiske muld) og dens opfindsomme veje og vildveje – i form af dybt smittende mandlige korvokaler, sejlende guitarpartier og saxofoner, der lyder som om de er blevet trampet på inden de blev taget i ed – og forundr dig over den salige kontrast, der ligger mellem lyrik og musik. Det er i den kontrast, at Harvey virkelig får sparket liv i et album, der viser hendes dybe forankring i en politisk virkelighed, der vedkommer os alle, men som samtidig har viljen til at finde et musikalsk sprog, der skaber sine helt egne billeder.

PJHarveyToBringYouMyLove

 

2. ‘To Bring You My Love’ (1995)

Med ’To Bring You My Love’ foretog PJ Harvey lidt af et imagemæssigt kvantespring, der samtidig sikrede hende et helt nyt – og bredere – publikum. Pludselig blev hun spillet på MTV, hvor videoen til ’Down By the Water’ fascinerede en grunge-generation, der nok var bekendt med stærke kvinder (Courtney Love, Kim Gordon og hele riot grrrl-bevægelsen), men som ikke havde set en så på samme tid rå og glamourøs kvindeskikkelse.

PJ Harvey bemægtigede sig mainstream med et udtryk, der var kalkuleret til at vinde fans (den røde kjole og røde læbestift, de grønne øjne og det ravnsorte hår i videoen), men som samtidig – tematisk, musikalsk og lyrisk – ikke på nogen måde var et knæfald for mainstreamen.

Alternativ rock stod generelt stærkere end nogensinde før eller siden midt i 90’erne, men Harvey var en ener, der skilte sig ud. Hendes musik var en slags voodoo-blues med aner til alt fra Captain Beefheart til Dead Can Dance, og hendes fremtoning som en ligbleg gudinde med sofistikeret tøjsmag og sans for make-up inkarnerede kødeligt begær, men samtidig – og endnu mere urovækkende – en spøgelsesagtig indifference over for levet liv.

Det var som om Harvey kanaliserede årtusinders kvindeskæbner i sin musik, som om den var en stor mytologisk konstruktion (eller projektion), der talte med et utal af stemmer, et flet eller svæv af kvindeskæbner, trådt under fode, men stærke i overbevisningen om eget værd.

’To Bring You My Love’ er som Lars von Triers ’Antichrist’, men stillet frem til skue som en forførende og lokkende genstand, en trojansk hest klar til at bemægtige sig populærkulturens hovedstrøg.

I 1995 havde PJ Harvey med andre ord sit publikum i sin hule hånd. En begavet kulmination på hendes tidlige værk.

PJHHarveyLetEnglandShake

 

1. ‘Let England Shake’ (2011)

NME kårede i oktober 2013 – kun lidt over to år efter dets udgivelse – ’Let England Shake’ til nummer 15 på deres liste over de 500 bedste rockplader nogensinde. Vi gentager for en god ordens skyld: Nummer 15! Ikke alene var det den suverænt højeste placering for en plade fra 10’erne, men også et af kun fem album fra det nye årtusinde, der overhovedet havde tiltusket sig adgang til listens top 50 (de andre fire var – for god ordens skyld – af Kanye West, Arcade Fire, Amy Winehouse og The Strokes – gæt selv hvilke!).

’Let England Shake’ formåede på meget kort tid at gøre et meget dybt indtryk på en masse mennesker. Det er et af den slags sjældne album, som får én til at stoppe op, sætte sig ned og kigge eftertænksomt ud i luften, mens man gyser, fælder en tåre, knytter næven i blind indignation eller måske smiler ved den triumferende tanke, at rockmusik stadig har det i sig at knytte an til en større fortælling: At formulere en sindssygt vital protest uden at ty til nemme paroler eller slagfærdige oneliners om aktuelle uretfærdigheder.

PJ Harvey gør noget kunstnerisk langt mere forløsende: Hun skriver sange set, oplevet og nøgternt registreret som en række soldaters (og soldaterenkers) oplevelse af krigens uvæsen (med særlig vægt på Slaget om Gallipoli i Første Verdenskrig).

Harveys stemme svæver over sangene som de dødes genfærd. Der er ingen udvendig patos, overdreven sentimentalitet eller knugende smerte. Hendes stemme giver i stedet lytteren rum til at forme sine egne billeder og indtryk af betydningen bag ordene.

’Let England Shake’ er et modigt og formfuldendt værk, hvor Harvey tager en uforfærdet dødedans med den nationale selvforståelses raslende skeletter, der er funderet på en grund af blod, død og gru, på krig, patriotisme og imperialisme.

Det er ikke hver dag, der udkommer et album, hvorom man kan sige, at det viser nye veje for rockalbummet som form og som fortælling. Men sammen med sine lydhøre (faste) samarbejdspartnere – Flood, John Parish og Mick Harvey – fandt PJ Harvey en guldgrube af gruopvækkende syner.

’Let England Shake’ er et både besat og besættende mesterværk.

Læs anmeldelse: PJ Harvey ‘The Hope Six Demolition Project’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af