PJ Harvey springer ud som samtidskronikør på mesterligt og dybt aktuelt album

PJ Harvey springer ud som samtidskronikør på mesterligt og dybt aktuelt album

Hun afdækkede mindre flatterende sider af kvindeligt begær på det blues-punkede primalskrig ’Rid of Me’. Hun alluderede til myte og skæbnetung natur som forførende sirene med ravnesort hår, grønne øjne og rød kjole på ’To Bring You My Love’. Hun gjorde sig i afpillet electronica på ’Is This Desire?’ og optrådte som chic newyorker-dulle med dyre solbriller og svingende håndtaske på coveret til den new wave-begejstrede ’Stories From the City, Stories From the Sea’.

Hun sad i en højhalset hvid kjole på ’White Chalk’, der var et studie i victoriansk fortrængning, afsunget i en spinkel falset, der (for nogen) var at ligne med neglen, der kradser på tavlen. På ’Let England Shake’ trådte hun frem som genfærd (der gav stemme til døde soldater) og krigsreporter, og viste et nutids-England skabt på et fundament af vold og unge mænds blod…

Med ’The Hope Six Demolition Project’ springer Harvey ud som omstrejfende samfunds- og samtidskronikør, en rejsende i social uro og global konflikt, men (heldigvis) også de ting, der knytter os sammen i familier, kulturer og – på tværs heraf – som mennesker.

Hun har rejst rundt i både Kosovo, Afghanistan og USA for at samle inspiration til de nye sange, der trækker klare tråde tilbage til mesterværket ’Let England Shake’, men som alligevel adskiller sig tydeligt herfra: Der er for det første et større fokus på guitar end den autoharpe, der spillede en dominerende rolle på 2012-udgivelsen, og derudover rendyrker hun især to formmæssige greb, der virkelig rykker ved sangenes statur: En heftig brug af (en ofte dissonant skurrende) saxofon og mandlige korstemmer, der konstant fungerer som kommenterende eller understregende talebobler i det polyfone flet af stemmer og udsagn, der præger albummets karakter af globalt vidnesbyrd.

Det starter ud med den forholdsvis konventionelle ’Community of Hope’, hvor Harvey nærmer sig det direkte udtryk fra ’Stories from the City…’. Guitarerne knaser sprødt og med stort velbehag, og omkvædet er som en løftet knytnæve, der er klar til at tromle al opposition ned fra start. »They’re gonna put a Walmart here!«, skriger hun fortvivlet i sangens outro. Harveys antikapitalistiske credo er der ikke blevet pillet ved. Det går også igen i nye sange som ’The Ministry of Social Affairs’ og ’Dollar Dollar’.

På andet nummer, ’The Ministry of Defence’, introducerer hun de dissonante saxofonpartier (som er lidt af en tendens i tiden: Tænk bare på David Bowies ’Blackstar’ og Kendrick Lamars ’To Pimp a Butterfly’) og de medrivende korpassager, der veksler mellem at synge med Harvey eller op imod hende i call-and-response-passager. Det meget simple guitargrundspor støder op mod lyden af heftige åndedrag, der fungerer som en art minimalistisk human beatbox.

Det synes som om Harvey har hentet en del inspiration i arkaiske bluesformer, såsom de chain gang ballads og railroad work songs, der blev populariseret af for eksempel Leadbelly tilbage i 30’erne. Lyt bare til ’A Line in the Sand’ og ’Chain of Keys’: Hvor den første er fragil og frapperende (blandt andet fordi Harvey her vender tilbage til den tynde falset fra de sidste par album), er den anden hård, kantet og determineret. Sangens understrøm af dybe saxstød komplementeres af et fremragende vers, der knejser stolt som var det hugget ud ved siden af præsidentansigterne på Mount Rushmore.

På ’River Anacostia’ griber Harvey tilbage til den gamle negro spiritual ’Wade in the Water’, der går over i en desorienterende, ambient klangbund, der ledsages af et apokalyptisk billedsprog: »A small red sun makes way for night / trails away like a tail light / is that Jesus on the water / talking to the fallen trees?«

På de korte ’The Orange Monkey’ og ’Medicinals’ får guitarerne frit løb, og Harveys skiftevis lyse og mørke stemmepragt går pragtfuldt i kødet på de selvlysende melodilinjer. Det strunke saxparti på sidstnævnte står som et udsagn om menneskelig værdighed og håb. Den percussive bund får det derimod til at lyde som om et helt orkester var blevet begravet under et tykt lag dynd på havets bund. Harvey besynger plantenavne (’sassafras’, ’witch hazel’, ’bluestem’, ’sumac’) og appellerer ligefrem til disse jordens børn: »Come soothe our primal sores«.

PJ Harvey bruger ikke sin position til at synge politiske paroler eller lyde demonstrativt indigneret over verdens tilstand. I stedet finder hun bestandigt stier tilbage til fortiden, både i fortællermæssig og musikalsk forstand. Hun ser og sammenfører vidt forskelligartede stemmer i sin kunst og ophæver den derfor til noget både tidløst og dybt aktuelt.

’The Hope Six Demolition Project’ er ikke helt så tænderskærende og knusende et album som ’Let England Shake’, men det behøver det heller ikke at være for at kommunikere, at verden, kulturen og historien trækker en vibrerende streng igennem alle mennesker – levende som døde.

Harvey konfronterer håbløse politikere og svære livsvilkår, men hun ser og genkender også kimen til lys og liv overalt, hvor hun retter blikket hen. Mod de små ting og mod en større sag. Hendes kunst er et billede af verden. I lyset fra en nedadgående rød sol.

Læs også: PJ Harvey afsløret som hovednavn til Roskilde Festival

PJ Harvey. 'The Hope Six Demolition Project'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af