PJ Harvey

PJ Harvey gentager aldrig sig selv. Heller ikke her hvor hun folder sig ud som den kamæleon af en historiefortæller, hun sjældent er blevet anerkendt som. Frem for den hidsige rockfurie, mange stadig insisterer på, at hun er. Det gør hun med sin blødt klingende guitar om halsen og Mick Harvey, Flood og John Parish ved sin side så fint, at sange om noget så umiddelbart uvedkommende som Slaget ved Gallipoli gøres til rockpoesi af fineste, tidløse karat.

Hun starter albummet: »The West’s asleep / Let England shake / Weighted down with silent dead«. Og slutter: »The colour of the earth that day (…)  »the colour of blood« I’d say«. I en alder af 41 har PJ vendt sig væk fra spektaklet inde i sig selv og ud mod verden. Her illustreret ved hendes hjemland og dets historie, som fungerer som et billede på en verden, der først og fremmest er i krig. Men Harvey synger ikke til os fra protestsangerens vinkel, men fra soldatens. Og fra de visne grene under fødderne på soldatens efterladte hustru.

Det ville være let for Harvey at skrige, vrænge og larme, som vi ved, hun kan, men hun går ikke til ekstremer. Alligevel er hun med live-indspillede vokaler og en fantastisk fængslende energi så foruroligende som nogensinde. Pladen er indspillet i en kirke fra det 19. århundrede, og måske derfor er den så poetisk omfavnende. Måske derfor er den trods titlen så selvsikkert tilbagelænet. Men den er også dristig.

Hun stjæler fra The Who og lader en posthornsfanfare gjalde totalt tilfældigt. Hun sampler reggae, mens guitarerne svømmer så meget, at du knap hører dem blive slået an, og sampler en kurdisk folkesang på ‘England’, pladens (og karrierens?) smukkeste sang. Små guldkorn åbner sangene op og får pladen til at vokse ustyrligt. Det her er alene grund nok til at købe billet til årets Roskilde Festival.