PJ Harvey

Se bare længe på det smukke fotografi, der pryder coveret til PJ Harveys ottende studiealbum. I lang hvid kjole og med artigt foldede hænder sidder hun som en dydig victoriansk kvinde med stift, sorgfuldt blik. Sjældent har et coverfotografi indrammet et albums indhold så godt.

Den britiske sangerinde har efter en ungdom med kropslig energi og lyst, flyvsk og søgende kærlighed, som midaldrende kvinde begået sit første ‘modne’ album, hvor livets alvor og forgængelighed syder med et krævende nærvær. Og 100 procent nærværende er hun. Hendes særprægede og rustne stemme hvisker de alvorlige tekster, imens de tynde fingre i enkelthed bevæger sig henover klaverets tastatur med troldmanden Jim Whites diskrete trommer i baggrunden.

PJ Harvey siger om albummet, at hendes eneste mål var at lyde, som intet tidligere har lydt fra hendes hånd. Et ædelt ønske, som dog ikke fuldkomment lykkes, for trods enkeltheden er hendes melodier, strukturer og stemmeføring umiskendelig helt hendes egne. Naturligvis. Derfor lyder det på mange måder næsten som et ‘unplugged’ album med i forvejen velkendte Harvey-sange. Og selvom disse vanligvis rummer mere styrke end langt de fleste, er det i længden det totale nærvær, der bærer sangene.