Roskilde Festival: Ikke engang et katastrofalt strømsvigt kunne stoppe Annikas sejrstog på Orange Scene
KONCERT. På sin vis styrkede den katastrofale afslutning på Annikas åbning af Orange Scene kun indtrykket af, at hun hører til blandt de mest cool og selvsikre mennesker, der nogensinde har betrådt Dyrskuepladsen.
Hele to gange blev det, der skulle have været det episke punktum for et timelangt popmusikalsk sejrstog, kæmpehittet ‘Knuser hjerter’, ramt af strømsvigt. Lyden forsvandt, musikken stoppede brat, og Annika sang et halvt omkvæd ud i stilheden, før det stod klart for hende, at ingen kunne høre noget som helst.
Hvis hun i dette øjeblik bander, svovler og smider med ting – eller drikker og ryger sorgerne væk – i det mytologiske land kendt som backstage, skal det være hende vel undt.
Men så længe hun stod på scenen, var det ikke noget, der slog mange skår i den overlegne attitude, hun hele koncerten igennem havde forført publikum med. To fuckfingre rettet mod lydsystemet og et flirtende vink til publikum var omtrent det, hendes reaktion bestod i.
Den overlegenhed havde hun med sig fra det øjeblik, hun trådte på scenen.
Hun havde ellers med fuldt overlæg valgt at gøre det besværligt for sig selv. Koncerten begyndte med den sarte ballade ‘Der så meget jeg ikke fortæller’, hvor Annika kun akkompagneret af en pianist bruger sin mangefacetterede stemme, som om den er en sjaskvåd klud, som hvert et spor af blod, sved og tårer skal vrides ud af.
Havde vokalen ikke siddet lige i skabet, havde alt været tabt. Men det gjorde den selvfølgelig. Det har længe stået klart for mig, at Annika er i besiddelse af den stærkeste stemme i dansk popmusik lige nu, og efter denne koncert burde det også stå klart for alle andre.
Det gjaldt uanset, om hun med jazzet legesyge smøg sig omkring det uimodståelige »lalala«-omkvæd i den luksuriøst afslappede, bossanova-klingende ‘Lad mig lande’, eller om hun agilt indgik i en perfekt synergi med de solbeskinnede danserytmer på ‘Så længe jeg er sexy’ og ‘Blodigt’.
Uanset om hun blottede hver en kontur af sin dybe, kantede hæshed på ‘De evige tre’, hvor omkvædets tilbud – »hvad med, at vi går ud og ryger en camel?« – mest af alt lyder som en trussel.
Eller om hun gav den som nådesløs femme fatale på ‘Brugt mine dage’, hvor hun med blytunge ord trækker en eller anden stakkels fyr rundt i manegen og synger med så meget gennemslagskraft, at man kan høre de implicitte udråbstegn efter hver en sætning.
Gæsteoptrædener fra Sira Jovina, Josva og den norske rapper Marstein fungerede alle helt fint, men det var også lidt sjovt at bevidne, hvordan de alle tre virkede betydeligt mere benovede over at stå på Orange Scene, end hovedpersonen gjorde.
Faktisk var det kun Lamin – der jo også, som Annika gjorde opmærksom på, har prøvet det før, da han åbnede scenen sidste år – som kunne matche hendes energi.
»Jeg har lidt lyst til at grine og lidt lyst til at græde, men mest af alt er jeg bare fucking stolt«, sagde Annika, da hun introducerede deres duet, ‘Stolt’. En sang, der ikke hører til blandt hendes bedste, men som på Orange Scene føltes fuldstændigt berettiget som Annikas egen fanfare for sig selv.
Og som ikke mindst blev leveret med ekstremt stærk kemi mellem Annika og Lamin, der blandt andet bød på en intens øjenkontakt i sangens mest romantiske passage – »du’ min grund til, jeg bli’ ved / føler, jeg har vundet i livet«, sang de unisont – som man ville ønske, vi havde fået endnu mere af.
»Jeg er så stolt af dig!«, råber Lamin i omkvædet. Jeg håber, han går ud og siger det til hende igen, hvis hun trænger til at høre det efter det ærgerlige strømsvigt. Men at dømme efter den overlegne attitude, er det ikke noget, hun har brug for.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.