Roskilde Festival: Lige der gik det op for Elias Rønnenfelt, at hans musik er blevet større end ham selv

KONCERT. Allerede fra koncertens første øjeblik havde Elias Rønnenfelt og hans overlegne band Avalons udelte opmærksomhed.
Som forsanger i postpunkbandet Iceage har Rønnenfelt i årevis været kendt for sin sløsethed på scenen, men på Roskilde Festival viste han sig fra en afsindigt velforberedt side, der var så tight, at det næsten var svært at tro.
Med et falkeblik styrede han guitarist Lola Hammerich, trommeslager Tobias Laust og bassist Villads Tyrrestrup igennem en sætliste af blændende rocknumre, der tog uventet form og sitrede af energi. Soloerne sprællede ud af højtalerne, outroer blev ramt med sygelig præcision, og de fire vokaler smeltede jævnligt sammen til et arrigt kor.
Rønnenfelt var kommet for at spille en rockkoncert med stort ‘R’, hvorfor countryballader som ’Doomsday Childsplay’ og ’No One Else’ blev spillet som større-end-livet americanarock, som kunne gøre Neil Young og Crazy Horse grønne af misundelse.
Så godt som hvert et nummer blev fremført i mere muskuløse klæder end på studieindspilningerne, og koncerten havde en karakter af konstant fremdrift og spænding.
Hammerich affyrede en maskingeværsalve af imponerende guitarsoloer, der skreg om kap med vokalerne. Kombinationen af utæmmede støjudladninger og Rønnenfelts inderlige tekster lagde udgangspunktet for en koncert, hvor man ingenting savnede.


Og netop de sangbare tekster fra hans mere ømme side skulle vise sig at symbolisere, hvor mangefacetteret rockmusikeren er blevet i sin imponerende karriere.
Under fremførelsen af ’Worm Grew a Spine’ skete der noget, man kun sjældent ser fra Rønnenfelt. Et stort smil gled over hans læber, afstedkommet af ren og skær forbavselse over, at publikum afsluttede omkvædet for ham.
De syngende stemmer overdøvede et kort øjebliks stilhed på scenen, og da gik det op for ham, at hans numre er blevet større end hans egen person. Og måske føltes det faktisk helt ok, at man har rørt nogle folk derude.

De larmende udgaver af hans countrysange blev suppleret med lige så alternative versioneringer af materialet fra ep’en ‘Lucre’ samt et par enkelte fra Marching Church- og Iceage-kataloget. Her gik hiphop-inspirerede vokaler og buldrende støjrock i smuk symbiose og vidnede yderligere om, at Rønnenfelt ikke bare er en vred forsanger, men afsindigt dygtig komponist og arrangør, der ikke er bange for at rykke sin musik videre til nye territorier, før man har vænnet sig det gamle.
Undervejs sagde han, at han elskede os. I den lille time, hvor han og bandet gav en af årets bedste rockkoncerter – der elskede vi også ham.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.