‘Only Murders in the Building’ sæson 3: Paul Rudd og Meryl Streep puster liv i nyt hyggeligt mordmysterium
Er der noget bedre end at kaste en ny brændeknude i kaminen, tage en slurk dampende nældete, læne sig tilbage i sin vattæppebelagte gyngestol og trykke play på seneste omgang Hollywood-produceret cozy mystery?
Det tror jeg vist ikke.
Og tredje sæson af Disney+’s populære komediekrimi ’Only Murders in the Building’ er pragteksemplaret på den påstand.
Endnu engang er det spøjse trekløver bestående af Charles (Steve Martin), Oliver (Martin Short) og Mabel (Selena Gomez) dumpet lige lukt ned i en mordgåde. Eller rettere sagt: En mordgåde er dumpet lige lukt ned i hovedet på dem, da stjerneskuespilleren Ben Glenroy (Paul Rudd) i Olivers stort anlagte Broadway-stykke findes myrdet i – ja, I gættede det jo nok – Arconia-bygningen.
Så nu må de tre Serial-wannabes atter spidse loopen og afstøve lydudstyret, hvis de vil gøre sig nogen forhåbninger om at afdække morderen på diverse podcast-sendeflader verden over, inden politiet lægger den forkerte mistænkte i lænker. Og med et par års sleuthing-anciennitet i baglommen kunne man velsagtens fristes til at tro, at den umage trio ville løse opgaven på en eftermiddag.
Men nej. For sæson 3 introducerer en håndfuld nye elementer til serien, som ikke bare puster lidt frisk liv i karaktergalleriet, men også sender et par af vores hovedpersoner på distraherende afveje.
Den altid eminente Meryl Streep træder til som skuespilleren Loretta Durkin, hvis skuespillerdrømme aldrig rigtigt er blevet indfriet – indtil Oliver opdager hende og caster hende på stedet som barnepigen i ’Death Rattle’-produktionen.
Det umiskendelige talent til siden er Streep også en skøn tilføjelse til serien, da hendes forhold til Oliver får rusket lidt op i dynamikken mellem de tre true crime-musketeer, alt imens vi kommer et spadestik dybere ned i hans karakter. Olivers etik (og narcissisme) bliver udfordret af hans følelser, og det er forfriskende at se den sårbarhed – særligt fordi Martin Short generelt giver et indtryk af, at der skal ti vilde heste til, før han lægger sarkasmen på hylden.
I det andet hjørne af trekløveren døjer Charles også med knas i kærligheden. Kæresten Joy og hendes 62 fisk er netop flyttet ind i hans lejlighed, og det får Charles til at revurdere, hvordan han rent faktisk har tænkt sig at tilbringe sin alderdom.
Alt imens Oliver kæmper for sit teaterstykkes overlevelse og sine spirende følelser for Loretta, og Charles forsøger at bane sig vej igennem en mindre eksistentiel krise, kaster Mabel sig hovedkulds over det nye mysterium. Hun begynder så småt at fornemme, at hendes tid i Arconia-bygningen er ved at nå sin vejs ende, og at Charles og Oliver har interesser ud over amatørefterforskninger – og kun et godt gammeldags mord kan distrahere hende fra den omvæltning, hendes liv langsomt, men sikkert bevæger sig hen imod.
Der er, kort sagt, godt med karakterdrama i denne sæson, der engang imellem kan trække læsset, når det ikke skal handle om, hvem der har taget Paul Rudds liv.
Og apropos vores alle sammens Hollywood-darling, så vil det formentlig ikke overraske nogen, når jeg siger, at Paul Rudd i den grad ikke skuffer. Han er sjov og charmerende og arrogant, og med sit brede spektrum af ansigtsudtryk og sin fremragende komiske timing hæver han niveauet markant i hver scene, han figurerer i. Ærgerligt, at han må lade livet så tidligt i sæsonen!
Mit eneste forbehold ved tredje sæson af ’Only Murders in the Building’ er det samme, jeg ville have haft med de forrige to sæsoner: Man skal være fan af cozy mystery-genren, ellers vil man nok ikke være gearet til det forholdsvis langsommelige tempo og manglen på høj pistolføring.
Men elsker man lidt hyggedrab, så er det her – endnu engang – lige sagen.
Kort sagt:
Tredje sæson af den populære ’Only Murders in the Building’ formår, blandt andet med tilføjelsen af Meryl Streep og Paul Rudd til rollelisten, at forny sig selv på innovativ, men lavmælt manér. Cozy mystery, når det er bedst.