1. Streaming: Prøvede to fysioterapeuter at lave en ’Gone Girl’?
Har vi virkelig brug for flere true crime-dokumentarer?
Nok ikke. Men som den netop abdicerede Dronning Margrethe engang sagde, er det også okay at lave noget »unyttigt« en gang i mellem.
Det er ikke på nedenstående Lanthimos-niveau, men virkeligheden nærmer sig i den grad det absurde i den nye Netflix-dokumentarserie fra de to kvindelige skabere bag ’The Tinder Swindler’.
’American Nightmare’ handler om en vild og ubehagelig sag, der fyldte i de amerikanske medier tilbage i 2015, hvor fiktion og virkelighed blev blandet sammen på uforståelig vis.
Den involverer nemlig to all american-fysioterapeuter, en uhyggelig kidnapning, en masse malplacerede ’Gone Girl’-referencer og nogle ægte afhøringsklip, hvor en betjent, hvis navn vitterligt er Mat Mustard, opfører sig, som om han har set dårlige politiserier i stedet for at passe sit arbejde.
’American Nightmare’ kan ses på Netflix.
2. Biograf: Stakkels dig, hvis du misser denne film
En af de mange ‘stakkels skabninger’, der lægger navn til Yorgos Lanthimos’ nye film ‘Poor Things’, er en omopereret and, der vralter rundt med en geds krop. Men det er dig, det er allermest synd for, hvis du ikke smutter ind og ser filmen så hurtigt som muligt.
Willem Dafoe spiller en meget elskværdig Dr. Frankenstein-type, der finder en hjernedød gravid kvinde post-selvmordsforsøg i Themsen og vælger at genoplive hende med det ufødte fosters hjerne i stedet for hendes egen. Han opdrager resultatet (»what a beautiful retard!«) som sin egen, men får svært ved at holde hende skjult, da hun får smag for verden udenfor.
Emma Stone er betagende og vanvittigt sjov som hovedrollen Bella Baxter, der oplever verden med lige dele kvindekrop og babyblik (hun beskriver sex som »furious jumping« på ikonisk vis). Mark Ruffalo har desuden sit livs komiske skurkerolle som den velhavende hurtigknepper Duncan Wedderburn, der prøver at sætte kløerne i hende.
Man kommer let til at lægge fokus på alt det skøre ved ‘Poor Things’, men udover at den selvfølgelig er mærkelig, er det faktisk også en henrivende og smuk film.
‘Poor Things’ kan ses i biografen.
Streaming: Daniel Kaluuyas instruktørdebut
De dystopiske fremtidsstorbyer virker til at komme tættere og tættere på nutiden. I hvert skal vi ikke længere frem end til i 2044 i ‘Get Out’-skuespiller Daniel Kaluuyas debut som filminstruktør ’The Kitchen’, hvor boligkrisen er skruet op på 11.
I det socialrealistiske sci-fi-drama er der kun er ét alment boligbyggeri tilbage i London, som så til gengæld er det rene helvede på jord, når det gælder politivold og stigmatisering. Den eneste vej ud er at skaffe penge til en bolig i et af de polerede nybyggerier, der omgiver det.
’Top Boy’-stjerne og rapper Kane Robinson spiller Izi, der lukker løgnehistorier ud i sit job som sælger for et speget bedemandsforetagende, indtil han opdager en elsket ekskærestes navn blandt de døde og kommer i kontakt med hendes efterladte søn.
Derfra er opskriften rimelig klassisk: En mand og et fremmed barn må stå sammen mod en verden i moralsk forfald. Men her lader det til at emme af både ’Black Mirror’ og ’Blade Runner’ med et skud fransk banlieu a la ’La Haine’.
‘The Kitchen’ kan ses på Netflix.
Set det hele? Tjek sidste uges weekend-anbefalinger.