Biograf: Cannes-belønnet feel-bad
Hvilke mennesker kunne bo upåvirkede ved siden af en KZ-lejr?
Det undersøger Jonathan Glazers (’Under the Skin’) kritikerroste Grand Prix-vinder ’The Zone of Interest’, som følger Auschwitz-betjenten Rudolf Höss og hans familie, der er mest optagede af at opretholde deres egen heimat-idyl med et prægtigt hus og have, selvom mennesker bliver dræbt på grænsen til deres baghave.
’The Zone of Interest’ er feel-bad, så det mærkes. Men skildringen af ondskab adskiller sig også fra tidligere holocaust-film med en hjemsøgende lydside og vilde billeder.
»De fleste forholder sig i dag mest til Anden Verdenskrig gennem film og serier, der behandler den blodige krig og den traumatiske jødeudryddelse som en form for underholdning. I den henseende føles Jonathan Glazers kolde og distancerede take på subgenren meget forfriskende«, skriver Soundvenues anmelder Morten Kildebæk i sin femstjernede anmeldelse.
’The Zone of Interest’ kan ses i biografen.
Biograf: Filmisk kur mod januardepression
Kostskoler har ikke ligefrem et hjerteligt ry. Hverken i virkeligheden eller på film, hvor titler som ’Ondskab’ siger det hele.
I den sammenhæng er Alexander Paynes ’The Holdovers’ en sjælden feel-good-fortælling om en på alle måder uheldig oldtidskundskabslærer (grim, ildelugtende og selvfølgelig spillet af Paul Giamatti), der tvinges til at blive på kostskolen i juleferien med de børn, der ikke skal hjem.
Det drejer sig i sidste ende kun om en enkelt dreng, men sammen med skolens kantinedame spillet af Da’Vine Joy Randolph (’Only Murders in the Building’) ender de med at udgøre en rørende trio.
Giamatti, der spiller sølle mandeskæbner som få andre, er spået en Oscar-nominering for sin præstation. Prisen som den mest beskedne Hollywood-stjerne har han allerede vundet, da han fejrede sin Golden Globe-pris med en burger på fastfoodkæden In-N-Out. Hans selskab skuffer sjældent og slet ikke sammen med manden, der instruerede ham i ’Sideways’.
»En smuk og vanvittigt velspillet film om det at være menneske«, skriver Soundvenues anmelder Luna Ehlers og kvitterer med fem stjerner.
’The Holdovers’ kan ses i biografen.
Streaming: Scorsese-mesterværk – nu med pauseknap
Hvad vejede tungest? Kritikernes lovprisninger af Martin Scorseses storværk om den hvide griskheds undertrykkelse af Osage-stammen? Eller det lidt uoverskuelig faktum, at tre timer og 26 minutter er virkelig lang tid at sidde i en biografsal?
Om man fik set Martin Scorseses storfilm i biografen eller ej, har man i hvert fald nu mulighed for at se den derhjemme. Man kan sågar dele den op i bidder og se den som en miniserie. Så kan man diskutere med sine mest cinefile venner bagefter, hvorvidt det er en hån mod filmkunsten eller ej.
»Over 206 uafrystelige minutter spiller mesterinstruktørens første rendyrkede western som et fjernt, hårrejsende lidelsesskrig«, skrev Soundvenues anmelder Jakob Freudendal og gav topkarakter. Mon ikke det også gælder i fire installationer af cirka 50 minutter?
’Killers of the Flower Moon’ kan ses på Apple TV+.
Set det hele? Tjek sidste uges weekend-anbefalinger.