’Den grænseløse’: Tror ny Afdeling Q-film, at vi aldrig har set en krimi før?
Mon der foregår noget lusket i baglokalerne hos den soldyrkende kult på Bornholm?
De mange orangeklædte kvinder i kulten er ellers så søde og åbne. De genererer øko-strøm fra solpaneler, dyrker karate og mediterer og knalder (selvfølgelig) med kultlederen Atu (Joachim Fjelstrup). Det ville være et sjovt twist, hvis der ikke skete noget lusket, men selvom det burde være attråværdigt for en krimihistorie at være overraskende, så føles Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-fortællinger altid forudsigelige.
Jeg har aldrig læst bøgerne, kun set filmene. Hvis man har læst ’Den grænseløse’ og kender plottet, må det være en endnu mere kedelig oplevelse at se filmen. Den drøvtygger sig igennem krimihistorien, den ene scene efter den anden, hvor de evigt smøgsugende politifolk skal forklare sagen for publikum og stille spørgsmål til hinanden, så alle er med på, hvad næste skridt i plottet er.
Hvad er der i øvrigt med dansk film og cigaretter? Hvis du vil have en karakter til at stå og kigge eftertænksomt ud i luften, og det hele virker kedeligt på monitoren, så er løsningen at droppe det og lave noget visuelt fortællende i stedet. Ikke at give karakteren en smøg og så tro, at scenen bliver interessant af den grund.
Nej, så er jeg mere til Søren Malling med en banan i hånden. Han spiller en irriterende og uduelig bornholmsk politimellemleder, og man ved med det samme, hvem han er, som han står der og vifter idiotisk med sin frugt. En banan siger mere end tusind cigaretter.
Malling har dejligt akavet samspil med en intenst velspillende Peter Mygind i startscenen. Mygind spiller en afgående politichef, der i mange år har været plaget af en sag om en afdød pige, der nok ikke burde være blevet lukket så hurtigt. Han vælger af gøre sin afskedsreception til et fatalt farvel, og Carl Mørcks navn kommer op.
En solid start, og jeg håbede på et godt afsnit i denne ujævne filmserie. For mig har hovedrollen Carl Mørck altid været franchisens svageste led. Skiftet til Ulrich Thomsen fra Nikolaj Lie Kaas lignede et forsøg på at sætte lidt fut i den vrisne knudemand. I denne film er Mørck mindre surmulende og mere tilbøjelig til at trække sin tjenestepistol, som om det automatisk giver action og spænding til en scene at se et skydevåben.
Det hjælper ikke. Carl Mørck er stadig en kedelig type.
Der er en meget sigende scene, hvor Mørck ankommer til Politigården i en bil fyldt med bevismateriale. Han laver en idiotparkering lige foran indgangen og får med arrogant mine en assistent til at begynde at slæbe. Mørck er typen, der ikke tager bare en enkelt af de 20 kasser med ind, når han alligevel skulle den vej. Det udføres som en joke. Ha ha, Mørck gider sgu ikke slæbe kasser.
Men egentlig afslører det ham bare som en ineffektiv douchebag.
Dødbideriet kunne måske balanceres, hvis Mørck var en genial efterforsker. Men alt for lang tid bruges på, at han ikke engang gider at tage sagen. Mørck vil ikke til Bornholm, og selvom han direkte er blevet bedt om det af sin tidligere gode ven, og selvom han ikke ser ud til at have noget bedre at give sig til, så ser efterforskeren Mørck i lang tid ingen grund til at efterforske den sag, som vi alle ved, han kommer til at efterforske. Jeg drak hele min medbragte kaffe i løbet af de scener for ikke at falde i søvn.
Da holdet endelig får nosset sig sammen til at genoptage sagen på Bornholm, besøger Rose (Sofie Torp) den højskole, hvor den afdøde pige gik syv år tidligere. Vi møder en lurvet pedel i Ken Vedsegaards skikkelse, der ligner en potentiel skurk. Og så ser vi Rasmus Bjerg i et fortidsglimt, der skuler ondt til kameraet. En slags flashback, men ikke i nogens tanker?
Jeg aner ikke, hvad det var for nogle brikker til puslespillet, jeg skulle have ud af at se Rasmus Bjerg der, når vi endnu ikke ved, hvem han er i filmen. Men han ser skyldig ud, og senere – når vi rent faktisk møder karakteren – lærer vi også, at han da spiller en rolle i mysteriet.
Det er lang tid siden, der har været chokværdi i at fremstille en folkekær dansk skuespiller som potentiel morder. Det blev brugt effektivt i ’Nattevagten’ fra 1994, og siden har det ikke rigtigt fået folk til at falde ned af stolen. Jeg husker heller ingen reaktion overhovedet på Anders Matthesens deltagelse i ’Marco effekten’, forgængeren til ’Den grænseløse’.
Rose har en større rolle i denne historie, og måske er det grunden til, at Assad – i ny skikkelse af Afshin Farouzi – får absolut intet at lave i filmen, udover et par gange at stå ved siden af Carl Mørck med fremstrakt pistol og forsøge at se sammenbidt og intens ud.
På højskolen møder Rose også den karismatiske, smukke, svenske Pirjo (Hedda Stiernstedt), som er tilknyttet solkulten. Hendes smil kunne flække rundstykker, og det lader til, at filmen prøver at overbevise os om, at sådan en sød svensk pige umuligt kan gemme på en mørk side. Tror de, at vi aldrig har set en krimi før?
Der venter mange drejninger og afsløringer i løbet af Ole Christian Madsens film. Ingen af dem er særlig overraskende.
Jeg ville ønske, at jeg så kunne sige, at det er fornøjeligt at følge Mørcks proces, mens han regner den kringlede sag ud. Men afsløringerne kommer til ham, for eksempel ved at en løjerlig fiskerdame giver ham nogle vage tips for derefter at bede ham om at skride. Filmen kunne ellers have sluttet, hvis bare hun havde fortalt, hvad hun vidste.
Mørck bliver også serveret mærkelige tilståelser. På et tidspunkt er en skummel type blevet afhørt, men vil ikke sige noget. Et par scener efter møder typen op igen og vil gerne afsløre en masse.
Det ligner, at vi bare skal have tiden til at gå, inden vi kan slutte det hele med en filmeksplosion. Inden da skal publikum også slæbes igennem en jammerlig rave-scene hos solkulten, der får cave-rave-scenen i ’The Matrix Reloaded’ til at ligne et Oscar-moment.
Man får lige så meget ud af at se ’Den grænseløse’ som et afsnit af ’Inspector Morse’. Dansk film skal kunne mere end det.
Kort sagt:
Jeg ville ikke gide drikke en øl med Carl Mørck i virkeligheden, og efter ’Den grænseløse’ håber jeg heller ikke, at jeg igen skal hænge ud med ham i biografen.