INTERVIEW. »Jeg væltede jo nærmest ned af stolen«.
Sådan beskriver Afshin Firouzi sin egen reaktion på at blive tilbudt rollen som Assad i sjette film om Jussi Adler-Olsens efterforskningshold Afdeling Q.
Men det var nu ikke, fordi han ikke havde set sig selv i rollen før. Tværtimod.
»Det er en rolle, jeg har haft lyst til at spille, lige siden jeg så den første film (’Kvinden i buret’, red.)«, siger Firouzi, der møder os med et stort smil på Nordisk Films hjemmebane i Valby i anledning af biografaktuelle ’Den grænseløse’.
Her overtager han rollen fra Zaki Youssef, som spillede Assad i femte film – og før det Fares Fares i de fire første, Zentropa-producerede filmatiseringer.
På trods af at Assad ikke er meget i fokus i ’Den grænseløse’ – det er snarere Carl Mørck (Ulrich Thomsen) og Roses (Sofie Torps) fortælling – formår Afshin Firouzi at gøre karakteren til sin egen. Den skarpe efterforsker med flygtningebaggrund får det skud underspillet humor og charme, som man savnede i sidste Afdeling Q-film, ’Marco Effekten’.
I starten af filmen får Assad eksempelvis trumfet igennem over for en meget utilfreds Carl, at de bliver nødt til at dele dobbeltsengen på sidstnævntes hotelværelse. »Prøv at høre, jeg sover tungt, og jeg har masken med«, siger Assad. Straks efter ser vi ham snorke højtlydt og i søvne lægge sin arm oven på sidemanden Carls ansigt.
Med den sikkerhed og ro, som Afshin Firouzi viser i rollen, skulle man næsten ikke tro, at det ikke er mere end syv år siden, den i dag 43-årige skuespiller begyndte at gå efter en karriere i film- og tv-branchen. At han nu har landet karrierens hidtil største rolle, skyldes efter Firouzis egen mening en uforbeholden arbejdsiver, og at han tillader sig at drømme stort. Meget stort.
»Sådan her har jeg altid haft det med mange ting. Jeg laver en langsigtet plan, og jeg sætter altid – for mange mennesker – urealistiske mål. Lige nu sidder jeg også og har en 20-års plan for, hvad jeg vil opnå som skuespiller. Et af mine mål er at spille James Bond. Om seks-syv år burde det vel være en mellemøstlig skuespiller, de vælger«, siger Firouzi med et glimt i øjet.
»Det er med til at holde mig sulten og holde mig produktiv. Jeg tror på, at alt kan lade sig gøre. Sigt efter stjernerne, og måske rammer du en måne lidt tættere på«.
En mental flugt
Ikke alle i Afshin Firouzis omgangskreds kunne helt forstå, hvad han havde gang i, da han pludselig besluttede sig for at blive film- og tv-skuespiller. Men det var sådan set en drøm, han havde haft i baghovedet i lang tid – lige siden han som lille barn kom til Danmark med sine forældre, der flygtede hertil fra Iran.
»Jeg kan huske, at min mor altid sagde til mig: ’Du vil hele tiden ind i fjernsynet’«, fortæller Firouzi.
»Vi havde en god barndom, men den var også hård. Jeg var i starten bange for at tale og åbne mig op for de andre børn. Fordi jeg var kommet til landet som flygtningebarn, følte jeg ikke, at jeg havde noget til fælles med dem. Så jeg flygtede mentalt ind i fjernsynet. Jeg ville gerne være alle mulige andre end mig selv. Det åbnede filmenes univers op for. At jeg kan spille, gøre som og være andre mennesker«.
Gennem 14 år i musikbranchen som sanger, sangskriver og performance-coach havde voksne Afshin hjulpet en masse andre mennesker med at udfolde deres kreativitet og gå efter deres drømme. En samtale med en tæt ven fik ham imidlertid endelig til at gå efter skuespillet.
»Min ven Majid sagde til mig: ’Er det ikke på tide, du gør noget for dig selv? Hvad er det, du selv vil?’. Det fik mig til at sige: ’Fuck it! Nu må jeg gøre det, jeg har haft lyst til at gøre, siden jeg var fem år gammel’«.
Det store gennembrud
Afshin besluttede sig for at starte fra bunden med en række små statistroller – og derigennem suge læring til sig.
»Dengang var jeg signet hos Sony, så folk undrede sig: ’Altså, hvad fanden laver du? Hvorfor render du rundt og er statist på tredje år? Du får to biografbilletter for at stå tolv timer på et eller andet set. Kameraet er derovre, og du ikke engang blevet kaldt ind?’«, genfortæller Afshin.
»Og jeg svarede: ’Nej, nej, det her føles rigtigt. Det føles, som om det skal være lige nu, og det føles, som om jeg ved, hvad jeg gør’«.
Med statisttjanserne og roller i flere kortfilm fik arbejdsomme Afshin bygget på sit cv, og med tiden fik castere øjnene op for den selvlærte skuespillers talent.
Det første gennembrud var en lille birolle som imam i DR’s kirkelige dramaserie ’Herrens veje’. Senere blev det til større roller i DR’s ’Fredløs’ og TV 2-serierne ’Dag & nat’ og ’DNA’.
Og ja, så fik han muligheden for at gå til casting på ’Den grænseløse’ – men faktisk ikke til rollen som Assad.
»Jeg var sådan: Hvad er det, der foregår?«, fortæller Afshin.
Han var blevet indkaldt til møde med ’Den grænseløse’-instruktør Ole Christian Madsen og producer Mikael Rieks for at snakke om en ny mulighed. Egentlig havde Afshin været til casting på rollen som kultleder – en rolle som senere gik til Joachim Fjeldstrup – men instruktøren havde siden tænkt i andre baner.
»’Det blev da pissegodt som kultlederen. Lige i øjet. Men vi har bare tænkt noget andet’, sagde O.C., som kendte mig i forvejen, da vi havde lavet ’Krudttønden’ sammen«, fortæller Afshin.
»Han sagde: ’Ved du hvad? Du er vokset med opgaven gang efter gang. Og du knokler for det. Og du viser, at du gerne vil det. Vi har en karakter, der udvikler sig igennem alle bøgerne, og det følte vi, at du godt kan håndtere. Det er Assad’«.
Den nye dreng i klassen
Afshin var »taknemmelig« for ordene og sagde selvfølgelig ja til rollen. Men han havde også lidt bekymringer ved at indtage en så ikonisk karakter, som alle har et forhold til.
»Jeg elskede jo de film, der var lavet tidligere. Og jeg er selv den type, der siger ’Ej, nye skuespillere, det gider vi ikke. Det skal være de gamle’. Det har vi det altid bedst med«, siger Afshin. »Men det er jo karaktererne og historien, der bærer det. Og man skal bare være åben for, at det er et univers, hvor der godt kan komme nye ind«.
Trods sin arbejdsomhed og sit store gåpåmod var det i starten svært for Afshin at falde til på ’Den grænseløse’-settet – den største filmproduktion, han nogensinde havde været en del af. Der var ingen, som holdt ham i hånden, og det skulle han lige vænne sig til.
»Det var hårdt at komme på optagelser som den nye dreng i klassen«, fortæller skuespilleren.
»Du er Assad nummer tre. Og det er, som om alt er sat på spil med den her film. En big budget movie med et 50-60 millioner kroners budget. Der var en frygt inde i mig for ikke at kunne levere. Ikke at kunne være lige så god som alle de andre. Fordi der bare er A-list-navne over det hele«.
»På et tidspunkt sagde jeg til Mikael Rieks (filmens producer, red.): ’Michael, jeg har det faktisk ikke særlig sjovt. Jeg kan mærke, at det her betyder så meget for alle, men jeg har det ikke sjovt, mens jeg laver det. Jeg føler bare, at jeg virkelig skal gøre det godt for alle. Måske ville det være federe for mig at lave en eller anden kortfilm og vælte rundt ude i skoven i 10 dage med nogle studerende.’ Jeg var nærmest ved at tage min taske og gå«, fortsætter skuespilleren.
»Så snakkede vi sammen flere aftener i streg efter optagelserne. Han var supergod til at forklare, hvordan den her slags produktioner fungerer. Det kan godt være, man føler sig mere presset, men får mere ud af det på alle mulige andre måder. Man skal prøve at være åben på nye måder, udforske sig selv lidt mere, arbejde med sit spil, snakke med fotografen og lære at danse med kameraet«.
Det gik op for Afshin, at han nær havde glemt det mindset, han gik ind i branchen med for syv år siden: »Jeg tænkte: Det er rigtigt! Man skal lære alt det, man kan, når man er på settet. Det var sådan, jeg startede, da jeg begyndte som statist. Nu er jeg kommet hertil, og det her kan jeg lære sindssygt meget af – i stedet for at blive bange for det«.
»Kom nu, Danmark!«
Hvordan oplever du det at være skuespiller med indvandrerbaggrund i den danske filmbranche? Hvor er Danmark lige nu?
»Danmark er begyndt at komme frem, men det går langsomt. Jeg synes, skal afspejle den virkelighed og det samfund, vi lever i«.
»Så nogle gange har jeg det sådan: ’Kom nu, Danmark!’ Sverige, Norge og Tyskland fyrer den jo af med alle mulige typer af roller til alle mulige forskellige typer af mennesker. På Netflix ser du folk, du aldrig har set spille før, i kæmpe roller. Og alligevel synes man, det er den fedeste serie, fordi historien og karaktererne bærer det. Danmark er bare ikke det sted endnu. Det kan ikke altid være kioskmanden eller gangsteren«.
»Jeg har mulige typer af venner, der kommer fra Marokko, Tyrkiet, Pakistan og Indien. Når man ser på dem, er der både en CEO, en kioskmedarbejder, en overlæge, en advokat og en caféejer. Så hvorfor ser vi det ikke på tv? Lad os nu ikke lukke øjnene og lade, som om de ikke eksisterer. I sidste ende vil mere repræsentation skabe mere samhørighed ude i samfundet«.
»Jeg har jo prøvet alle de der typecast-roller – nok allermest i kortfilmregi. Jeg gik alligevel ind i det, fordi jeg godt kan lide at udfordre. Okay, jeg skal spille grønthandleren, men så lad os lige arbejde med hans baghistorie. Hvad gør grønthandleren, efter han har ekspederet en kunde og er gået om i baglokalet. Snakker han med sin familie, der er tilbage i Irak? Hvad er der i den historie? Det er interessant«.
»Lad os dykke lidt ned. Lad os gå om bag personen. Lad os gå om bag ved titlen. Lad os se mennesket som det er. Fordi lige pludselig finder vi ud af, at vi er meget lig hinanden«.
’Den grænseløse’ kan ses i biograferne fra 1. februar.