Blandt de mest streamede Netflix-serier for tiden finder man ‘Avatar: The Last Airbender’, en live action-udgave af den amerikanske, anime-inspirerede serie af samme navn. Ifølge Deadline fik den nye Netflix-original 41,1 millioner afspilninger i sine første 11 dage på streamingtjenesten.
Fans af serien kan nu glæde sig over, at der er flere afsnit på vej. Netflix har nemlig lige fornyet serien med ikke bare én, men to sæsoner. Det er samtidig meldt ud, at tredje sæson bliver seriens sidste, skriver Deadline.
Planen er at skyde de to kommende sæsoner i umiddelbar forlængelse af hinanden for at komme i forkøbet, at børneskuespillere bliver for store.
‘Avatar: The Last Airbender’ foregår i et krigshærget fantasy-univers, hvor udvalgte folk kan bøje elementerne. Kun én person, den 12-årige Aang, kan bøje samtlige elementer og er derfor den eneste, der kan stoppe krigen.
Soundvenues anmelder Elombe Brice Parfait gav første sæson lunke tre stjerner, men sluttede alligevel på en håbefuld note:
»Det er ingen perfekt serie, men jeg sidder tilbage med et fortrøstningsfuldt fanhjerte, der ser sæsonen som en trædesten mod en lysere fremtid for tegneserieadaptioner«, lød det i anmeldelsen.