‘Avatar – den sidste luftbetvinger’: Stort anlagt Netflix-serie starter fodslæbende, men peger mod en lys fremtid til sidst
I min barndom i starten af 00’erne stiftede jeg bekendtskab med anime gennem den daglige børnetime på den tyske tv-kanal RTL2, hvor der blev vist japanske tegnefilm. Et definerende skæbnetræf med Dragon Ball, Sailor Moon og Pokémon formede en nørdet fascination, jeg stadig dyrker den dag i dag.
Som en inkarneret anime-elsker er det et eksistensvilkår, at man med jævne mellemrum får knust sit hjerte af forfærdelige live-action-adaptioner, der komprimerer de japanske tegneserieuniverser ned gennem den vestlige linse, der udvander dem til en uigenkendelig metervare. Tænk ‘Ghost in the Shell’ med Scarlett Johansson og danske Pilou Asbæk som de hvidvaskede hovedroller.
Denne tendens er tegneserien ’Avatar’ heller ikke undsluppet, selvom den ret beset er en slags fjern fætter/kusine til anime-genren, skabt i USA til tv-kanalen Nickelodeon. Eventyret om Luftbetvingeren Aang kom igennem Hollywood-maskineriet i 2010 med instruktør M. Night Shyamalan ved roret. Det resulterede i filmen ‘The Last Airbender’, der blev sablet ned af både anmeldere og fans.
Siden er der løbet meget vand gennem åen, og det virker til, at streaminggiganten Netflix knækkede koden på adaption-forbandelsen med serien ‘One-Piece’. Nu prøver de så kræfter med en ny adaption af Avatar-universet, der knækkede nakken på Shyamalans karriere.
‘Avatar – den sidste luftbetvinger’ foregår i en fantasiverden, der er delt op i fire nationer, som repræsenterer de fire grundelementer: Ild, Vand, Jord og Luft. Menneskene i hver nation kan betvinge deres respektive element, og de fire nationer eksisterer i harmoni med hinanden på grund af en beskytter, der behersker alle fire elementer, Avataren. En skrøbelig magtbalance der opretholdes af, at Avataren ved sin død bliver reinkarneret som et barn, skiftevis i en fast cyklus mellem de forskellige nationer.
Men balancen bliver brudt, da Sozin-kometen nærmer sig jorden. En 100-års-hændelse, der forstærker ildbetvingernes kræfter. De bruger anledningen til at invadere og udslette alle Luftbetvingere i håb om at uskadeliggøre den unge Avatar Aang (Gordon Cormier), inden han lærer at vække og bruge alle fire elementer.
Aang undslipper ved et lykketræf det onde komplot, men bliver fanget i et uvejr til havs, der aktiverer hans kræfter og indkapsler ham i is. 100 år senere finder den unge vandbetvinger Katara (Kiawentiio) og hendes bror, Sokka (Ian Ousley), Aang fanget i isen på et isbjerg flydende til havs. Katara frigiver ham med sine kræfter, og Aang vågner op til en verden, hvor alle hans landsmænd er blevet udryddet, og ildnationen, der står bag, har invaderet det meste af verden. Dermed begynder de tre unge heltes eventyr og kamp for at genoprette freden mellem de fire nationer, alt imens faren konstant lurer med ildnationen på jagt efter dem, anført af kronprinsen Zuko ( Dallas Liu) og hans onkel General Iroh (Paul Sun-Hyung Lee).
Har man ikke en forkærlighed for universet og karaktererne, så forudser jeg, at man får svært ved at kæmpe sig igennem serien. For ‘Avatar’ virker i høj grad som et kærlighedsbrev til Generation Z-nørder, der elsker tegneserien, men det er en ubetinget kærlighed, jeg desværre ikke kan vedkende mig helt. Jeg faldt først over ’Avatar’-tegneserien sidst i 00’erne, hvor jeg var optaget af ninjabørnene i ‘Naruto’, dæmonjagerne i ‘Bleach’, og sørøver kaptajnen Luffy i ‘One Piece’, som jeg var øjeblikkeligt besat af.
Til sammenligning var eventyret om den søde luftbetvinger lidt dengset og tangerende til kedelig. Jeg blev dog heldigvis hængende, for det viste sig, at universet først for alvor kom til sin fulde ret i tegneseriens anden og tredje sæson.
Den fodslæbende start hænger ved i den nye adaption, der har et sælsomt søvndyssende tempo, der kan lulle en i søvn på sofaen.
De tre hovedkarakterer, man tilbringer mest tid med, er ret happy-go-lucky. Det var tilforladeligt og mere passende i tegnefilmen, men det synes underligt overfladisk, når Aang, Katara og Sokka pendulerer hurtigt henover tragiske hændelser som ildnationens krig og udslettelse af hele luftnationen og tyngden, der hviler på Avatarens skuldre.
Det gør, at handlingen på en og samme tid føles tung og overfladisk, fordi de unge skuespillere ikke lykkes med at fremkalde de fornødne nuancer på de svære følelser. I hvert fald ikke før sæsonens femte afsnit, hvor de tre til gengæld leverer et skuespilmæssigt højdepunkt, da Avatar-slænget sendes til åndeverden, hvor de konfronteres med deres sjæls inderste frygt af den fantastisk uhyggelige Koh: et ansigtsskiftende monster med en krop, der er en krydsning mellem en anaconda, en fugleedderkop og et tusindben. Et af mange velskabte fabeldyr og monstre i serien.
Anderledes saft og kraft er der i Dallas Liu, der brillerer i rollen som prins Zuko. Der rumsterer en sitrende spænding lige under overfladen på Lius portræt af prinsen, som hele tiden synes at være på randen af et emotionelt kollaps, der kun bliver holdt i skak af faderkomplekser, raseri og viljestyrke.
Et turbulent indre liv, der får ben at gå på i sammenspil med Paul Sun-Hyung Lee i rollen som Zulus onkel Iroh. De to sammen er seriens ubetingede højdepunkt.
På trods af ‘Avatar’s lave bundniveau er der en verden til forskel fra tidligere tiders maltraktering af tegneserieuniverser. Serien er et betagende skuestykke, som er proppet til randen med gennemførte kampscener med elementbetvingere. Vidtrækkende verdener, der strækker sig fra arktiske vandsamfund, feudale ildmetropoler til kæmpe stenslotte og alt derimellem.
Alt sammen gennemført med minutiøst produktionsdesign, dog med en lille undtagelse af en enkelt paryk på prinsessen Yue (Amber Midthunder) og en skægprotese på Ildherren Ozai ( Daniel Dae Kim).
Selvom jeg startede med at hade på de unge skuespillere, blev jeg blødt op hen ad vejen. Særligt på grund af Gordon Cormie, der overvandt mig med en følelse af, at han virkelig er legemliggørelse af Avatar Aang med sin uskyldige, barnagtige sorgfri karisma og empatiske udstråling.
Serien bliver efterhånden, som man kommer længere ind i historien, krydret med sværvægtsskuespillere, der supplerer med vitaminer i birollerne som Ken Leung i rollen som Kommandant Zhao og Daniel Dae Kim som ildherren Ozai.
Det er ingen perfekt serie, men jeg sidder tilbage med et fortrøstningsfuldt fanhjerte, der ser sæsonen som en trædesten mod en lysere fremtid for tegneserieadaptioner.
Kort sagt:
‘Avatar – den sidste luftbetvinger’ råder bod på tidligere fejlslåede live action-adaptationer af tegneserien, men det er også en indforstået affære for uindviede med et alt for lavt bundniveau.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.