’One Piece’: Fem ukendte skuespillere gør Netflix’ umulige manga-filmatisering til en kejtet triumf
Gold D. Roger bæres ud på skafottet i Loguetown. Flankeret af marinesoldater falder han på knæ og adresserer den sammenstimlede folkemængde: »Jeg begraver min store skat et sted på Grand Line. One Piece tilhører, hvem end der finder den«.
Sørøvernes konge smiler, før han henrettes, velvidende at løftet har ansporet piraternes næste guldalder.
22 år senere stævner Monkey D. Luffy ud i en lille robåd med samme ønske. På hovedet bærer han sit dyrebareste eje: den stråhat, han fik overleveret af forbilledet Shanks. Så det skal nok gå, bare han ikke falder i vandet. Luffy har nemlig spist en djævlefrugt, der kan få hans krop til at strække sig som gummi, og som straf har havet vendt sig mod ham. Han er en pirat, der ikke kan svømme.
Netflix’ ’One Piece’ er en live-action-adaption af de første 10 bind i Eichiro Odas legendariske mangategneserie af samme navn, der indeholder over 100 udgivelser, og som ved sin blotte skala ville tage modet fra enhver instruktør.
Hvis man skal tro på, at det kan lade sig gøre at oversætte ’One Piece’ til kød og blod, bør man være lige så optimistisk og ukuelig som manden med stråhatten.
Det er en næsten umulig drøm, og Netflix’ ’One Piece’ er også plaget af, at den har svært ved at sætte en klar retning i sit eget uoverskuelige farvand. Når stævnen sættes fri, støder boven på grund.
Lad os starte med det oplagte: Ser det hele rigtigt ud? Ja og nej. Skibene er fantastisk flotte, og især havrestauranten Baratie er en fryd for øjet, skabt fra bunden i bedste ’Waterworld’-stil. Men samtidig ligner kostumerne til tider hjemmestrikkede cosplayuniformer, og helt galt er det med våbnene, når for eksempel den legendariske fægtemester Mihawk Falkeøjes sagnomspundne sværd ser ud til at være købt fra nederste hylde i en fætter BR-butik.
Og på den ene side sigter ’One Piece’ efter realisme, som når fiskemændene fremstår som undersøiske horrorfigurer, og på den anden side går de fuldendt fantastisk til værks, som når Kuro ligner en tegneseriefigur, mere end han gør i tegneserien, fuldendt med klo-handsker, tilbageslikket hår og butlerjakken, der er prydet med broderede silhuetter af hundelorte.
Netflix-serien mangler en klar og rettet vision i sin æstetik, og det skaber et kejtet udtryk.
Den samme dobbelthed gør sig gældende i kampsekvenserne, som ser helt skæve ud, når Luffy puster sig op i dobbelt størrelse for at afværge en håndkastet kanonkugle og samtidig brillierer, når Zoro og Sanji deler velkoreograferede øretæver ud i Arlong Park.
Den manuskriptmæssige vakkelvornhed er den mest udslagsgivende. Det er svært at oversætte en manga. De første kapitler er ofte meget korte og selvindeholdte, fordi skaberen skal bevise for redaktøren, at der kan fortælles gode afsluttede historier inden for universet, hvorimod en tv-serie tørster efter større kontinuitet. Derfor må man tage nogle valg.
Et af de gode valg stråler i afsnit nummer to, der skifter elegant imellem Luffys barndomsfortælling om hans stærke bånd til piratkaptajnen Shanks og nuværende kamp mod klovnen Buggy (eminent spillet af Jeff Ward). I mangaen har Buggy fortrængt landsbyens beboere og hersker og fester på en tom tagterrasse. I Netflix’ version har han lænket dem til opadskrånende bænkepladser i et selvskabt vanvids-cirkus, hvor de tvinges til at bifalde hans morbide tilskyndelser.
Det er en forbedring.
Desværre tager serien et meget ærgerligt valg ved at splitte fortællingen i et kedeligt spor med den naive marinekadet Koby og bryske Viceadmiral Garp på et stålgråt skib, som kun får spræl, da den flettes kort sammen med hovedhistorien på Baratie, hvor Craig Fairbrass lyser hele spisestuen op som en perfekt fremstilling af overkokken Zeff.
En historie, som i mangaen kun udspiller sig mellem kapitlerne i replikløse enkeltbilleder, der mest blev tegnet af Oda for sjov og først fik betydning langt senere i historien. Formålet er kontinuitet, men konsekvensen bliver, at vi mister de karakterdefinerende momenter fra særligt Sanji og Usopp, fordi der ikke er plads til krigen mod armadakaptajnen Don Krieg eller den fulde tvekamp mellem Usopp og Arlongs underofficer. Det er næsten en synd at forgå så godt originalmateriale, når erstatningen er så kedsommelig.
For ’One Piece’s hjerte er skibets besætning. Det er dem, vi følger hele vejen. Og her er der til gengæld ingen dobbelthed, for serien har begået en uanfægtelig genistreg ved at caste fem ukendte skuespillere i de bærende roller. Inãki Godoy inkarnerer Luffys blanding af optimisme og beslutsomhed, Taz Skylar rammer Sanjis temperament og suave, og Jacob Romero finder efterhånden Usopps balance mellem frygt, pral og eventyrlyst. Men det er særligt Mackenyu og Emily Rudd som Zoro og Nami, der får en livslang ’One-Piece’-fan til at frydes. De er Zoro og Nami.
Sagen er, at replikkerne kan forbedres, kulisserne kan finpudses, kostumerne kan syes om, og manuskriptet kan opstrammes, men besætningen kan ikke erstattes, og det skal den heller ikke. Selvom ’One Piece’ vakler, har den sit fundament på plads.
Jeg håber, at ’One Piece’ bliver et hit. Ikke fordi den er voldsomt vellykket, men fordi ’Going Merrys’ besætning fortjener at blive fulgt til Grand Line. Med tiden måske endda hele vejen.
Kort sagt:
’One Piece’ er en kejtet triumf med en ujævn overflade og en stærk kerne af ukendte skuespillere, der åbenlyst brænder for de elskede figurer, som det hele handler om.