Snart bliver min favoritmanga til kød og blod på Netflix – det bliver formentlig en svinedyr fiasko

Den fabelagtige og vildt populære ’One Piece’ er kommet i kløerne på verdens største streamingtjeneste. Netflix’ historik for manga-maltraktering lover ikke godt. Men måske brødrene bag ’Stranger Things’ til gengæld kan bryde forbandelsen?
Snart bliver min favoritmanga til kød og blod på Netflix – det bliver formentlig en svinedyr fiasko
'One Piece'. (Foto: Netflix)

»Ak, jammer og ve«, tænkte jeg for mig selv, da det blev offentliggjort for knap to år siden, at Netflix ville adaptere verdens mest populære manga, der også var og er min absolutte favorit som barn og barnevoksen: Eichiro Odas fabelagtige ’One Piece’.

Serieversionen udkommer i 10 afsnit 31. august. Ikke at det var en overraskelse. ’One Piec’e er, med sine over 100 mangabind, 1071 anime-episoder, 15 film, 10 bronze-statuer og hundrede millioner af fans, ganske enkelt et af de største omvandrende IP’s, der endnu står uberørt af Hollywoods maskinelle franchising.

Man skulle således tro, at gaderne ville give genlyd af jubel ved udsigten til en kødeliggørelse af et elsket univers, men ’Ak jammer og ve’-effekten beror sig på dyrt tilkøbt erfaring, formet af utallige skuffelser rundet af særligt Netflix’ ukyndige hånd.

For hvis der findes en disciplin, som Netflix har bevist, at de behersker omtrent så godt, som Tyr beherskede Fenris (den åd hans arm), ja så er det live-action-remakes af populære mangatitler.

‘Cowboy Bebop’. (Foto: Netflix)

Alligevel fortsætter det store N sine genskabende bestræbelser med en nærmest mytologisk ihærdighed, der indtil videre har frembragt lutter rædderlige kreationer i form af blandt andet ’Death Note’ (2017), ’Cowboy Bebop’ (2021), ’Fullmetal Alchemist’ (2017) og ’Bleach’ (2018) for ikke at tale om dem, der ligger smeltende i den heroinrustne støbeske: ’Avatar The Last Airbender’ (serie), ’Death Note’ (serie instrueret af Duffer-brødrene), ’My Hero Academia’ og (selvfølgelig) ’Pokemon’.

Men hvorfor bliver Netflix ved med at forsøge sig med en transformationskunst, der ikke er blevet raffineret siden M. Night Shyamalans katastrofale ’Avatar The Last Airbender’ fra 2010? Hvorfor bliver resultatet ved med at være så dårligt? Kan mangaer ikke filmatiseres?

Forbandelsen

Den grundlæggende årsag til Netflix’ megalomane mangamani tager selvfølgelig afsæt i metodikken bag serialiseringens guldfeber, hvor producere og bestyrelsesmedlemmer krabber rundt mellem kendte kataloger af allerede eksisterende universer på jagt efter uudtømmelige lommer af 24 karats underholdning.

Og det giver god mening matematisk set. Hvis adaptionen bliver en succes, har du ikke alene et forhåndsgivet publikum hos fanskaren af det originale værk, men dertil en heftig resursebank af forhåndsgivet materiale, som reducerer nødvendigheden for kreativt merarbejde.

Men forudsætningen er netop ’succesen’. Her kniber det. På mange måder synes manga-adaptionen at være underlagt den samme forbandelse, som man før tilskrev spilmatiseringen, og som først blev brudt med ’Arcane’ i 2021 og videre opløst med ’The Last of Us’ i starten af i år.  

‘Arcane’. (Foto: Netflix)

Det, der imidlertid definerede både ’Arcane’ og ’The Last of Us’, var deres omhyggelige tilblivelse og forkærlighed for det univers, som de udsprang fra. Og når man tænker på, hvor store succeser – finansielt såvel som anseelsesmæssigt – disse serier allerede er blevet, virker det underligt, at Netflix’ manga-adaptioner gør sig så lidt umage med at placere de værdifulde IP-rettigheder i de rigtige hænder, men tværtom lader til at operere ud fra et lemfældigt ’pyt-skidt’-princip.

En mere grundlæggende årsag til de rædderlige resultater kan have at gøre med selve manga-genrens generelle ’adapterbarhed’. Det giver selvfølgelig ikke mening at tale om, at tegneserieuniverser ikke kan oversættes til film. Marvels døende stjerne præsiderer stadigvæk på Hollywood-himlen som filmhistoriens største moneymaker.

Hvis vi skal kigge nærmere på manga-genrens inkompatibilitet med live-action-formatet, må vi adskille kendetegnene ved henholdsvis den vestlige og (hovedsageligt) japanske tegneseriestil.

En dyr omgang

For det første er der universets rod.

Mens Marvel og DC fortrinsvis arbejder med superhelte, der eksisterer i et nogenlunde realistisk univers – eller i hvert fald er i stand til det – er mangahistorier ofte støbt i totale fantasmer, hvor mennesker smelter sammen med dyr, skovenes træer kan tale, og forfædres ånder manifesterer sig som dråbeformede gespenster, hvilket er noget sværere at oversætte til en sammensat virkelighed, end det er at putte Robert Downey Junior ned i en rødvinsfarvet rumdragt.

For det andet er manga-tegneseriernes ’streg’ langt mere dynamisk end de vestlige tegneserier.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mens DC og Marvel-figurer ofte forfalder til enten knytnævekamp eller simpel hurlumhejstråle-magi, er mangaens kampseancer defineret af en helt anden opfindsomhed, hvor karaktererne alkymisk ændrer omgivelsernes molekylesammensætning (’Full Metal Alchemist’), svinger sig rundt i meterbrede kurver med steampunk-designede stålwire-sværd (’Attack on Titan’), fremmaner poltergejster ved hjælp af totem-magi (Shaman King), hvis ikke de vender kasketten 180 grader baglæns og kaster med metalkugler, der indeholder gule mus med røde kinder og tilstrækkelige kilowatt timer til at drive et mindre landsbyhospital.

Det forklarer dog ikke, hvorfor ’Death Note’-filmen blev så ringe. På trods af et par enkelte dødsguder udspiller ’Death Notes’ handling sig nemlig mestendels i den virkelige verden. Af samme grund har jeg derfor også størst tiltro til Duffer-brødrenes adaption af denne populære krimi-manga, hvor ’Forbrydelse og straf’ møder en omgang ’Sherlock Holmes vs. Sherlock Holmes’.

En adaption, som kan vise sig at bryde mangatiseringens forbandelse og skabe en anden seriøsitet omkring formatet, der forhåbentlig vil afføde flere gode fortolkninger.

Langt mindre tiltro har jeg til den kommende live-action-lancering af ’One Piece’, hvis trailer vidner om nogle mildest talt besynderlige valg. Til gengæld har hvert af de 10 afsnit efter sigende kostet 123 millioner danske kroner.

Så hvis den bliver en fiasko, bliver det i det mindste en spektakulær en af slagsen.

’One Piece’ kan ses på Netflix fra 31. august.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af